lørdag den 20. september 2014

Ingen vind på Øresund

Spileren har en lidt mærkelig udskæring med grønne sidelig og to blå tværliggere. De grønne sidelig gør det lidt nemmere at se, når spileren klapper sammen. De blå tværliggere gør det lidt nemmere at pakke spileren rigtigt. Om det er derfor, den er lavet sådan, det aner jeg ikke.
Som de erfarne læsere vil kunne huske, så monterede jeg i sidste uge et nyt spilerfald. Jeg brændte også efter at få set den nye spiler i luften. Den gamle spiler havde været oppe en del gange over sommeren. Den har været god at sejle med, og jeg har derfor undret mig lidt over, hvorfor båden på et tidspunkt har fået en ny spiler. jeg tror nu, at svaret er, at den gamle er en skærings- eller allround-spiler, mens den nye er en rumskødsspiler, som passer bedre til de op-ned-baner man nu sejler kapsejlads på.

Vejret var i dag meget stille. Vejrudsigten havde ellers lovet, at der ville være vind nok til at glide for spiler til Taarbæk, hvor familien kunne have nydt en tur i Dyrehaven. Men en tur for motor i tågen, var ikke opmuntrende. Spileren kunne jeg kun holde oppe længe nok til et billede og til at konstatere, at den var fin og sprød og at det nye fald virker perfekt. Ved samme lejlighed fik jeg trimmet stageophalet, så det nu sidder i perfekt højde, samtidig med hverken det eller faldet klaprer. Faldet sidder nu på håndlisten, så spileren kan skydes op fra cockpittet. Jaja, man er jo erfaren spilergast.

På vej ud ad havnen så vi denne flot dekorerede båd. Till matrosens glæde blev båden sejlet af tre unge mænd klædt ud som elefant, bjørn og abe. Alle dyrene overholdt hilsepligten.

Matrosen hilste i vanlig stil på alle forbipasserende.
Det eneste skib der kunne gå for sejl i dag, var denne Spækhugger. Flot så det ud, men det gik ikke hurtigt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar