Bloggen her omhandlede L23-sejlbåden S/Y Helge, som vi efter seks gode sæsoner har solgt for at skabe plads til en større båd.
Jeg selv og andre bruger stadig bloggen som opslagsværk, hvorfor den får lov at leve videre, men den bliver ikke længere opdateret.
Fra tid til anden er der også tid til en lille øl i det ellers meget elitære felt ...
Efter sidste års DM og 'Slaget i Køge bugt' var jeg igen blevet inviteret til at gaste på L23'eren Do-Do til årets klassemesterskab. Forskellen på et klassemesterskab og et DM er, at Dansk Sejlunion (DS) har nogle krav til et klassemesterskab, som skal opfyldes, før de (DS) vil anerkende det som et officelt danmarksmesterskab. I denne sammenhæng er det vigtigste krav minimum 15 startende både, noget som vi lige akkurat nåede sidste år. I år var kun 10 både samlet i Nivå.
Måske kan vi igen blive 15 både til næste år. I skrivende stund ser der ud til at være stor interesse for næste års mesterskab i Kerteminde. Men under alle omstændigheder er sporten helt generelt i krise. Men ligesom i 'Slaget i Køge bugt' tidligere på året, så var der i Nivå masser af tætte dyster.
Nuvel, først skulle vi lige til Nivå. Min DM-skipper og jeg fulgtes i hver sin båd til Nivå. Helge havde jeg taget med for at bruge den som campingvogn i Nivå.
Smukke Do-Do på Sundet.
Der var fin vind på Sundet. Den dag ...
Under transportsejladsen passerede jeg 1500 sømil i Helge. De første 355 er fra den tidligere ejer.
Turen til Nivå gik helt problemfrit. Da vi kom frem, fandt vi hurtigt de andre L23'ere i havnen, spiste aftensmad og gjorde klar til strabadserne dagen efter.
Vel ude på banen fik vi afviklet tre sejladser den første dag. Dagen efter kun en enkelt sejlads, der blev afblæst efter andet opkryds. På trediedagen fik vi igen kun afviklet en enkelt sejlads, som endda blev afblæst efter den første løber. Alt sammen på grund af svag vind. Vi fik altså ikke sejlet de i alt seks timer, som kræves for et officielt DM. Nuvel, vi var alligevel ikke nok både i år
Feltets flotteste båd, D82 Dream Machine.
I stedet lå vi længe og ventede på vinden. Med tiden blev der smidt enkelte ankre ud, og resten af bådene lagde sig som perler på en snor efter ankerliggerne.
En kæde formeres.
Her ligger IF-feltet på linje.
En enkelt frafalden L23 lader sig trække ind efter IF'erne.
På trods af de svage vindforhold fik vi sejlet en del. Og personligt fik jeg lært meget, da jeg aldrig har sejlet kap i så løjt vejr først. Resultatmæssigt blev det til en tredieplads, hvilket vi ikke bør være kede af, for de to både foran os sejlede godt, og også nummer fire, D15 Tria, gav os flere problemer, end resultattavlen antyder. Faktisk var det mest Tria vi lå og kæmpede med sejlads for sejlads. Det er sådan noget, der gør klassebådsløb spændende. Identiske både, og uanset hvor man ligger i feltet, har man et par stykker omkring sig, man kæmper med. Hermed en opfordring til andre klassebådsejere til at stille op. Det er SÅ meget mere spændende end en sædvanlig onsdagssejlads, hvor man venter på resultaterne.
Om aftenen blev der festet til den store guldmedalje. Jeg havde dog fået besøg af matrosen og skibsrederen, så jeg gik tidligt i seng for at kunne sejle Helge hjem allerede søndag morgen.
Hjemturen. Også i svag vind fra øst.
Se også turen på Keep Sailing her og L23-klubbens officielle referat her.
Denne weekend skulle byde på vind uegnet til familiesejlads, så vi var i stedet taget på Lynetten for at bade ved jollebroen. Da vi kom derud, så vi, at vandet var roligt, så vi besluttede os for at sejle til Flakfortet. Ude på Sundet ombestemte vi os for Trekroner, hvor vi endnu ikke havde været i år.
Vi fulgtes i et stykke tid med en Yndling sejlet af tre flotte fyre.
Trekroner er jo et smukt lille fort!
Det var til at få plads. Som mine trofaste læsere fra sidste år vil vide, så er anløb gratis og overnatning ikke tilladt.
En flok voksne mænd ankom i matrostøj. Måske havde det noget med Pride at gøre?
På hjemturen havde det blæst lidt op, og der var kommet bølger. Desværre ikke ret store ...
Bagefter badede vi ved jollebroen på Lynetten. Vandet var det varmeste badevand jeg har oplevet i Danmark, tror jeg. Man fik slet ikke det gys, man plejer at få ved badning i Danmark.
Efter en hård uge på jobbet, tog vi direkte efter arbejde på Lynetten, samlede Helge op og tog til Amager Strandpark, hvor vi slog lejr med Ama'r Krokodillen, som allerede lå der. Her var der tid til en dukkert, inden vi sejlede videre til Sundby Sejlforening (SSF) for at spise aftensmad.
Like a boss! Kunsten at lægge til for sejl, solo og med en baby på armen.
SSF er, som Lynetten, medlem af Frihavnsordningen. Restauranten er alletiders i Sundby, men den er meget velbesøgt og ikke kun af sejlere.
I Sundby så vi også denne smukke båd, Do-Do, som mine trofaste læsere kender godt.
Efter middagen skiftede Ama'r Krokodillen ud i besætningen og lånte Helges matros til Flakfortet. Vejret var til den store spiler. Men jeg gad ikke sætte storsejlet.
Vel ankommet til Flakfortet blev vi anvist plads af den tredie Kirsebærbåd, det gode skib 'Rumskibet' af Lynetten. Også en Maxi 77, denne gang en blå.
Så var der ellers hygge i havn for børn og voksne. Jeg tumlede i seng ved midnatstid efter lidt rigeligt skipperrom. Hørte jeg nogen sige 'skal du ikke have noget pot?', da jeg var oppe på naturens vejne?
Vi forsøgte at traktere med morgenmad, så godt vi kunne. Til højre ses vandkogeren, vi bruger, når vi skal lave kaffe uden landstrøm.
De fleste havde eftermiddagsaftaler, så vi måtte afsted, før vi ønskede det.
Der var ingen vind på Øresund. En lille lur på kistebænken kan man altid bruge!
En rorpindsforlænger og manuel 'selvstyrer' med det tåbelige navn 'Friend'.
I løbet af sommeren har jeg flere gange lidt under, at rorpinden er ret kort, og at det begrænser rorsmanden til at sidde i den agterste del af cockpittet. Helge er lidt hæktung, og jeg kan mærke, at der er bedre balance i båden, hvis jeg sidder oppe ved skottet. I hårdt vejr er det også rarere at kunne skutte sig under sprayhood'en (forestiller jeg mig), ligesom jeg tit har lyst til at sidde på karmen.
Det var derfor klart, at Helge måtte have en rorpindsforlænger. Jeg gik derfor op til min lokale pusher på Lynetten. Her havde de en række forskellige rorpindsforlængere i forskellige kvaliteter. Som sædvanlig faldt jeg for den dyreste løsning. Sælgeren vidste ikke meget om produktet, og derfor var min overraskelse stor, da jeg tilbage i båden opdagede, at den ud over at være en rorpindsforlænger også er en manuel selvstyrer, som tilmed kan betjenes med én hånd. Se det er smart. Alt i verden burde laves, så det kunne betjenes med en hånd, men det er en anden historie.
Helge har også en anden manuel selvstyrer, en såkaldt 'Tiller Tamer', som jeg har skrevet om tidligere. Ud over en almindelig selvstyrer, har Helge altså to manuelle. Hvilken der over tid vil vinde, det vil vise sig. Tiller Tamer'en har lidt flere indstillingsmuligheder, hvor man blandt andet kan give den et interval at 'gire' i, mens 'Friend' bare låser roret. Til gengæld er 'Friend' meget nemmere at aktivere og justere (en hånd og alt det der).
Den var nem at montere, - der fulgte udførlig vejledning med på italiensk, engelsk og fransk i nævnte rækkefølge.
Her er den klikket fast i sit beslag på karmen. Vil man justere rorets vinkel, gøres det ved at dreje på den tykke del af forlængeren og skubbe den til den ene eller anden side.
Ved havnemanøvrer kan man stå op fremme i cockpittet og styre. (Så er der lige det med motoren ...)
Gider man ikke sejle med den, kan den hurtigt afmonteres.
Jeg havde virkelig svært ved at finde noget materiale om den på nettet, for når man søger på 'friend', så får man naturligvis en del falske positive. Men her er den, hvor jeg købte den, og her er en dårlig men informativ video.
Jeg prøver normalt at holde siden her ukommerciel, og det vil jeg blive ved med. Når jeg har testet den bedre, er I, kære læsere, velkomne til at spørge mere kritisk ind til produktet, og jeg vil svare ærligt. Det virker som god kvalitet, men måske er det noget skrammel. Jeg har ikke kunnet finde en uvildig anmeldelse på nettet, så finder nogen det, så skriv det endelig i kommentarsporet.
Matrosen i stævnen under stille motorsejlads hele vejen fra Dragør til Lynetten.
Matrosen havde insisteret på, at vi skulle sejle til Flakfortet allerede fredag eftermiddag, selv om hun havde været syg hele dagen. Vi besluttede, at hun lige så godt kunne være syg i forkahytten på Helge, som hun kunne være det hjemme. Rederen ville ikke med, så vi sejlede ud selv i frisk vind.
Helges forkahyt. Et godt sted at sove, når man er forkølet.
På turen testede jeg mit nye fokkenedhal. Med det behøver man ikke gå på dækket, og forsejlet kan ikke blæse op igen, når det er kommet ned. Det er noget, som jeg tidligere har haft problemer med.
Flakfortet var som altid dejligt. Da vi ankom fredag aften, var der stadig ledige pladser. Da vi tog afsted lørdag kl. 12, var folk allerede begyndt at ligge i lag.
Lille Helge kan altid finde en plads.
Farvel, Flakfort! Vi ses senere i år.
Ah, der er bare så lækkert på Sundet.
Vi sejlede fra Flakfortet for at hente Rederen på Lynetten. Vi skulle nemlig sammen sejle til Dragør for at møde Maxi 77'eren 'Ama'r Krokodillen', som var på vej hjem fra togt.
Endelig sammen!
Som vanligt var vi heldige med at finde en plads. Denne gang i Dragørs gamle havn. Vi fik den aller yderste plads i havnen, men da det var meget stille vejr, gjorde det ikke noget. Da vi lagde til, kunne vi se Ama'r Krokodillens spiler nærme sig fra syd, og få minutter efter var den klar til at lægge sig uden på Helge.
Matrosen på Ama'r Krokodillen er, sin unge alder til trods, en habil cykelrytter. Helges matros fik lov at låne den lidt.
Aftenen tilbragte vi på skift i Cockpit'sne på de to stolte skibe og på en restuarant på kajen.
Dragør by, som vi besøgte for første gang fra søsiden, er i øvrigt meget hyggelig. Her skal vi bestemt tilbage.
Det var vindstille på Sundet til hjemturen, så det blev til en stille motorsejlads.
'Dillen' gik ud af havnen først, men efter lidt tid valgte den at gøre holdt, så vi kunne indhente den.
På Helge var der ikke flere øl, men det var der råd for. Her rækker Dillens gast en øl over i farten.
Møns bryghus laver gode øl. Her er det en kælderkold lakridsstout.
Vi fulgtes side om side hele vejen til Lynetten.
Vi takker Ama'r Krokodillen og besætning for en god weekend!
