søndag den 26. juni 2016

Weekendtur til Landskrona - Sommertogt prelude


En god ven tog dette billede, da jeg lige var kommet ud fra havnen.
Rederen var til Copenhell i weekenden, så matrosen og jeg tog på et minitogt til Landskrona. Pålidelige efterretninger havde angivet, at der på havnen i Landskrona er både isbar, legeplads og strand.

Siden sidst har jeg fået lavet lidt projekter for at gøre båden sommerklar:

I 'hattehylderne' i begge sider er der nu installeret indirekte belysning i form af LED-lister. Det lyser godt op uden at blænde. Før det har kahytten ofte føltes lidt dunkel.
Matrosen plukker altid blomster, når vi er afsted. På billedet ses også en nymonteret udluftningsroset.

Siden sidst har Helge også sejlet meget med elever i hårdt vejr. Den ene gang lovede DMI op mod 12 meter pr. sekund, så vi riggede til med stormfok.

Stormfokken er kun et lille frimærke, og den er svær at skøde rigtigt. Som billedet viser, er storsejlet rebet. For rebet store og stormfok kunne vi snildt holde fem til seks knob i 10 m/s, og det føltes ikke ubehageligt. En god erfaring for både elever og instruktør.
Nå, men det var jo weekendens tur, det drejede sig om. Vejudsigten havde lovet 4 - 5 m/s fra syd, så omstændighederne for sejlads med den store rumme klassespiler var helt ideelle.

Grundet de gode betingelser vovede jeg pelsen og satte spileren i yderhavnen. Når man altid har skøder og barberhal monteret på båden er det faktisk hurtigere at rigge en spiler til end en fok.


Efter noget tid så jeg i horisonten en større båd. I alng tid var jeg i tvivl, om jeg nærmede mig eller ej.
Jo, jo, ingen tvivl, en Bianca 28 er indhentet.

Da jeg paserede dem, fik de travlt med at rigge spiler til, for at forhindre det uundgåelige.
Det var en lang kamp at få spileren op.

Det er måske svært at se det, men de fik faktisk en stor spiler op. Godt kæmpet!

Der var god fart for spileren hele vejen, og stadig var der ro i kahytten, så matrosen kunne tegne. På vejen så jeg også en lille flok marsvin, der fulgte båden et par minutter. Jeg fik en lille video af det, men jeg skal skåne mine læsere. Man skulle nok have været der ...

Matrosen havde fundet gæsteflaget frem.

Vandtårnet, Landskronas vartegn, kan ses på lang afstand.
Der var masser af plads i den første havn, vi kom til.
Så er pastaen snart klar! Vi var der d. 24. juni. De lokale gennefører i dette land et solhvervsritual, men det så vi ikke noget til
Dagen efter havde havnekroen endelig åben. De tager også mod havnepenge. Niveauet svarer til restauranten på Lynetten, men ølmenuen er mere varieret. Prisniveauet er ca. det samme i kroner, dog her i svenske.
Lørdagen bød på meget kedelig sejlads. Vinden var lovet til at være 4 - 6 m/s fra nord, altså perfekt spilervejr igen. Desværre var vinden 10 - 12 det meste af dagen. Da jeg endelig vovede mig ud hen på aftenen, var vinden også løjet til ca. 4. på vej ud ad sejlrenden skiftede vinden imidlertid retning og kom nu fra stik syd og var nu svagere end 4. Jeg besluttede derfor at sejle til Bäckviken og overnatte der, for at ligge bedre klar for søndagens vestenvind. Halvt for sejl, halvt for motor humpede jeg til Bäckviken, som var proppet med både. Jeg gad ikke ligge i lag, når det nu kun var plan B, så jeg sejlede videre på kryds mod Flakfortet. Efter et par sømil døde vinden fuldstændig, og pludselig virkede det mest dumme at være at sejle for motor til Landskrona, der nu var nærmeste ikke proppede havn. Jeg gad ikke sejle for motor helt til Flakfortet.

Søndag morgen var matrosen noget overrasket over at vågne op i Landskrona, men hun tog det pænt. Igen blæste det langt mere end forudset (10 - 12), og vinden var stik imod på vej gennem sejlrenden. Jeg havde ikke lyst til at forcere det, for får man motorstop i sejlrenden vil det blive meget besværligt at krydse ud. Jeg ventede, og vinden løjede.

Ventetiden blev brugt hos Is-Otto.
Vel tilbage fra iskoisken, var vinden løjet til 6 - 8, og vi begav os ud på havet.

Denne Beneteau First 31.7 overhalede mig for motor gennem sejlrenden. Sikkert på grund af større dybgang sejlede de længere ud gennem sejlrenden, inden de satte sejl, så jeg fik et forspring. Jeg kunne dog ikke holde mere end tre sømil, så gik de forbi igen.

På vej ind til Lynetten fik jeg igen brug for mit fokkenedhal, for fokken ville ikke ned af sig selv. Det sker, når vinden rusker (over ca. 8 m/s).

Se hele turen inkl. min uheldige lørdagssejlads her.








søndag den 12. juni 2016

Amagercup på Lynetten 2016

Den lokale Scankap99'er, som vi kæmpede med i vores første sejlads.
Til årets Amagercup afholdt af S/K Lynetten, stillede vi op i L23'eren Do-Do. Kun Spækhuggerne kunne stille de fem krævede både til at få deres egen start, så vi måtte pænt sejle med i skrammelløbet samme med en masse andre og større både.

Kun Scankapperne kunne stille med mere end én båd.
Desværre kom vi for sent til den første start, for det var ikke gået op for os, at vi skulle helt til Flakfortet og sejle. Kun Spækhuggerne fik lov at sejle på 'klubbanen' lige ud for Magrethehoms havn. I stedet lå vi og sejlede lidt frem og tilbage ad linjen, til vi fik lov at sejle med.

Her har feltets hurtigste båd lige vendt.
En flot X99'er kunne også blande sig mellem de første.
Endelig fik vi lov at starte, og det var faktisk sjovt at sejle i den 'tunge ende' af feltet. Enhver placering over nummer sidst var en lille sejr, for på mål burde de alle sejle fra os. Det lykkedes os at holde en X302'er og den ene Scankapper bag os.

Her er Scankapperen foran.
I vores anden sejlads fik vi en drømmestart og et godt opkryds. Efter opkrydset vendte vi som nummer fire, og da sejladsen blev afblæst på grund af tid på den anden løber 1½ time efter starten lå vi midt i feltet. Samlet har vi fået en ualmindelig dårlig placering i stævnet, for vi sejlede ikke den ene af to gennemførte sejladser, og vores supersejlads blev ikke godskrevet. Men det var alt andet lige tilfredsstillende at kunne gøre sig blandt større både.

En lille 5.5 meterbåd, som vi på mål burde kunne sejle op med, kunne vi dog ikke slå. Den sejlede fortrinligt i den svage vind og på det flade vand. Og så tog de også fornuftige beslutninger og lavede ikke fejl.

På vej ud til sejladsen var jeg lidt ærgerlig over, at vi ikke kunne sejle sammen med Spækhuggerne. Det ville have passet bedre. Men jeg er glad for, at vi fik lov at sejle med i skrammelløbet, for det var sjovt at kunne sejle blandt de store både med deres dyre sejl og besætninger i matchende sejlertøj. Det var også lige Spækhuggervejr (svag vind), så vi ville nok have haft det svært på Spækhuggerbanen.

På samme måde som man til klasseløb altid finder en lille flok, man ligger og kæmper med, så er det på samme måde med skrammelløbet. Jeg havde ærlig talt frygtet, at vi ville blive sejlet så langt agterud af de store både, at de ville skulle ligge og vente på os mellem sejladserne.

Et par Scankappere, en First 31.7, en Langø 999, en Larsen 28 og et par andre kæmper for at komme op ...
I forgrunden med den nussede spiler ses 5.5 meteren. Den Sejlede godt med et nyt storsejl og en gammel klud af en fok og en spiler, der også har set bedre dage.

Helge selv har været på land til den årlige bundmaling og polering.

tirsdag den 7. juni 2016

24 Listige timer på Øresund/i Østersøen

OE33 er lavet i ca. 20 eksemplarer. Dette eksemplar fremstår meget flot.
Jeg havde i weekenden fornøjelsen af at gaste på en OE33 i en 24-timerssejlads på Øresund/i Østersøen.

Konceptet er, at man sejler ud fra start, og så er der en række punkter lagt ud. Mellem hvert sæt af punkter findes i en tabel deres indbyrdes afstand. Opgaven er så at udsejle så lang en distance som muligt og så nå tilbage til start inden de 24 timer er gået.

Der er altså stort set frit valg i forhold til, hvor man vil sejle. Første beslutning er, om man skal sejle op ad Øresund (nord) eller ned ad Øresund (syd). I modsætning til andre distancesejladser som Fyn Rundt og Sjælland Rundt, er meteorologi ekstremt afgørende, for man har her friheden til at forsøge at være der på banen, hvor vinden er, og mere vigtigt, man har friheden til at holde sig fra lommer med vindstille. I Øresund er der også oftest strøm i enten nordgående eller sydgående retning, og det skal man selvfølgelig også indtænke, så man får størst mulig fordel af det.

En anden genial ting ved sejladsen er, at man ikke skal have målebrev. Bestyrelsen  for sejladsen indplacerer hver båd i en af syv kategorier, og så dyster man mod de andre i samme gruppe. Måltallet er ikke så afgørende som held/uheld og forudseenhed, så det kommer sig ikke så nøje, om man kommer i gruppe med en marginalt hurtigere båd.

For den moderne og travle familiefar har 24-timerssejladsen også den fordel, at man ved med stor sikkerhed, hvornår man vil være hjemme igen.

Så meget for fordelene ved sejladstypen. Jeg undrede mig over, at man ikke rigtig møder de andre sejlere. Man sejler bare over stregen samtidig med de andre, og når man kommer i mål, er man måske heldig at se nogle stykker, men derefter sejler man bare hjem uden nogen social sammenkomst med de andre. Jeg har således ikke mødt en eneste af de sejlere, der sejlede på de andre både. At man kan starte fra tre forskellige havne gør det ikke bedre, for bådene fra de andre havne så jeg aldrig.

Når man fortæller folk, at man har sejlet kap hele weekenden, så er det oplagte spørgsmål "hvordan gik det?". Men det kan jeg ikke svare på, for resultatet bliver først sendt rundt langt senere. Måske først om en måned.

Det handler alt sammen om at sejle så langt som muligt. Men noget lige så vigtigt er den akkumulerede distance over årene. Det er uden tvivl meget tilfredsstillende, når man har været med i årevis, at kunne bryste sig af 'Guld med emalje' eller hvad det nu måtte være. Men for nye sejlere er det ikke specielt attraktivt at være bagud med 8000 sømil inden løbet er gået i gang.

Overordnet er konceptet genialt. Desværre er der meget få både med, jeg tror, vi var ni både i alt fra de tre havne til sammen. Jeg kunne godt finde på at deltage igen, måske endda i egen båd. Men hvis sejladsen skal vinde indpas blandt de unge sejlere, så tror jeg, man bliver nødt til at forny konceptet en smule. Og måske reklamere for sejladsen. Jeg havde aldrig hørt om den, før jeg mødte skipper.



mandag den 6. juni 2016

Weekendture på Flakfortet

Aften på Øresund.
To weekender i træk sejlede jeg fredag eftermiddag til Flakfortet og hjem igen lørdag formiddag. Begge lørdag havde jeg aftaler kl. 12, men det skulle da ikke forhindre matrosen og jeg i en weekendtur til Flakfortet. Det er blevet så meget sommer nu og vandet så varmt, at det ikke er nødvendigt at have varme på om natten.

Begge gange var der noget svag vind, og det gjorde, at jeg var nødt til at forsøge mig med spilere for første gang i år.

Her klassespileren til en ren lænser hjem fra Flakfortet ...

... og her i weekenden efter mit yndlingssejl, skæringsspileren.
Anden fredag til Flakfortet var der så svag vind, at jeg kun kunne sejle for spiler eller motor. Jeg forsøgt mig med skæringsspileren, for vinden var halv. Jeg kan konstatere, at jeg har brug for enten at sætter barberhalet lidt frem eller montere en eller anden form for nedhal.

Jeg havde matrosen med begge weekender. Her danser hun til musik fra gamle dage (nullerne).

Jeg har på det seneste øvet mig i at lægge til for sejl, men her i weekenden blev jeg mindet om, hvorfor det trods alt er en god idé at have en god motor. Det er ikke 'bare noget man bruger, når man sejler ind og ud af havnen'.

Helge er stadig skolebåd for nu et hold på fire dygtige elever.