onsdag den 27. juli 2016

Sommertogt 2016, Hjemturen: 15. og 16. etaper, Langør - Odden - Lynetten


Odden havn var betydeligt mere fyldt op, end den var, da jeg var her sidst for et par uge siden. Jeg måtte finde en plads på broen forbeholdt store både. Pladsen var dog for lille til en stor båd :)

Vi (Helge og jeg) sejlede ud af Stavns Fjord og derfra videre langs Kyholm, Klintholm, Vejrø og flere små holme og skær. Meget smukt.
Langør havn blev hurtigt fyldt op, og den plads Helge havde fået, lå indeklemt mellem en masse andre både, og jeg skulle tidligt af sted. Men ud kom vi naturligvis. Minden skulle være 4 - 6 m/s det meste af dagen, men i havnen kunne man høre vinden synge i riggene - et tydeligt tegn på 8+. Jeg valgte derfor fokken og forberedte mig mentalt på at skulle rebe, når jeg kom ud i det åbne.

Inde i fjorden gik det fint med god vind. Navigationen er lidt udfordrende. Det er prisen for at sejle i et af Danmarks absolut smukkeste områder. Ude af Stavns Fjord løjede vinden, og efter lidt tid skiftede jeg til genuaen. Vindretningen tillod ikke spiler. Jeg holdte på med genuaen i mange timer. Selv om det går langsomt, er det spændende at opleve, hvordan havet kan været spejlblankt i en halv time, hvorefter man ser nogle små ripples og ser sine ticklers blafre lidt, hvorefter der kommer fart i båden. Til sidst opgav jeg dog og tændte motoren og sejlede for den gennem Sjællands Rev. Revet var ikke så overvældende som sidst, men det er altid med en hvis bæven, man sejler igennem der.

Selv om det var hyggeligt at sejle i nærmest ingen vind, så kedede jeg mig nok til at trykke på alle knapperne på dette instrument. Jeg har ellers i de tre sæsoner vi har haft Helge været tilfreds med, at apparatet virkede og viste lod, log og trip. Men det viste sig, at trykker man tre gange på trip-knappen, så viser den vandtemperaturen. I Odden havn var den åbenbart 23 grader Celsius. På åbent hav 12 - 13 alt sammen målt ca. en halv meter under havoverfladen. Det er da smart! Man kan også indstille en dybde til ekkoloddet hvor den så vil advare en. Den er lige nu sat til én meter, hvilket jo ikke er så anvendeligt, når båden stikker 1,30. Jeg ved ikke, om jeg gider indstille det og i givet fald til hvad.

Odden havn fandt jeg fyldt og slet ikke så hyggelig som sidst, hvor vejret var forfærdeligt. Denne gang skinnede solen, og skipperen i nabobåden fortalte, at de da heller ikke gad sejle i de uger. Måske var det derfor, der var så mange tomme havne, da vi sejlede rundt her sidst - Odden, Sejerø, Tunø, Endelave, Snaptun, Hjarnø og Horsens var alle halvtomme da.


Nabobåden i Odden havn (se også billedet øverst). Den lignede mest af alt en firkantet og komfortabel campingvogn. Men det var flinke folk, og de hjalp med fortøjningerne. På denne bro kunne jeg ikke have fortøjret selv. Sejlerfamilien i den Bavaria 37, som lå på den anden side gad ikke hjælpe. Tvært imod blev de sure, da jeg gjorde tegn til, at jeg ville lægge til, for nu lå de jo lige og fyldte den tomme plads med deres motoriserede gummibåd. Altså! Og gad de flytte gummibåden helt, så jeg kunne fortøjre? Nej!
Vejrudsigten lovede godt vejr dagen efter, måske med regn om natten, så jeg riggede til med spiler, men gemte den godt væk under sprayhooden. Min plan var at stå tidligt op, og hvis vejret holdt, ville jeg forcere Hesselø bugt for den lille skæringsspiler, som jeg gjorde sidste år under næsten samme betingelser.
Vejrudsigten holdt til om morgenen. Normalt lægger jeg mig altid med SB side til, men min forudseenhed bar frugt denne gang - jeg havde lagt mig med BB side til, så jeg kunne glide forsigtigt ud af havnen for storsejlet. Den uvenlige Bavaria 37-sejler foran mig var gået ud ti minutter forinden, så det gjorde det endnu lettere, for der var kun den mellem Helge og havnens udgang.

Tidlig morgen og ikke en båd på vandet ... Eller jo, der har vi jo den uvenlige Bavaria 37-sejler fra havnen! Han var sejlet glad af sted kun for den store rullegenua. Da jeg passerede, vendte han resolut op mod vinden og trak storsejlet op, og gik efter mig for fulde sejl. Men det gik ikke på plat læns med begge sejl ude. Erfarne læsere vil vide, at det er meget bøvlet at sejle plat læns (vinden lige ind bagfra). Der er kun én måde at gøre det på rigtigt, og det er med spiler, alternativt med spilet genua/fok. Nårh ja, det var så to måder at gøre det på. Til sidst opgav han og lagde sig på en kurs, han kunne holde, det vil sige længere ud i bugten.
Bortset fra Bavariaen, så så jeg ikke andre både i lang tid. Først da jeg paserede indsejlingen til Roskilde fjord / Issefjorden, så jeg på afstand den armada af skibe, der også var ude i det fantastiske vejr. Faktisk tror jeg ikke, jeg nogensinde har set så mange både på vandet før.

Mens jeg sejlede midt ude på bugten så ensom og stille som aldrig før (det er meget roligt at sejle for spiler i svag vind, når den først er oppe), mødte jeg marsvin. Først hørte jeg lyden af et, og så igen. Og så så jeg det følge båden helt ved siden af cockpittet. Det er altså en dejlig naturoplevelse at møde så flot et dyr, ja, der var kun det ene, så tæt på. I så lille en båd sidder man nærmest i vandlinjen, så jeg kunne næsten række hånden ud og ae det stolte dyr på rygfinden. Ingen billeder - nogle opleverser må man bare bære i sit hjerte.

Hele vejen til Helsingør var det optimalt spilervejr. Der var vind, ikke for lidt og ikke for meget. Jeg tænkte flere gange over, at jeg måske skulle have valgt den store spiler, men jeg turde ikke, for det skulle blæse op til 8 m/s flere steder, og det rækker mine evner ikke til at jeg ville kunne gøre forsvarligt med den store spiler. Og så har denne ferie også lært mig, at vinden snildt kan være over det forudsagte. Men denne dag holdt forudsigelserne fint. Hvorfor ingen andre havde sat spiler denne dag, det forstår jeg ikke. Det er ikke et sjædent syn på Øresund i hvert fald.

I det hele taget er skæringsspileren mit yndlingssejl. Den har få ulemper i forhold til den store rumskødsspiler, og det er, at den er lidt langsommere på en lænser. Og så forekommer det mig, at den er lidt sværere at sejle på plat læns, fordi den ikke er så dyb. Og så er den store tyndere og kan holdes oppe i svagere vind. Men man kan gå tættere til vinden med skæringsspileren, og så er den mindre og mere tilgivende. Stoffet er også tykkere og stærkere, så man kan fumle mere med den, uden den går i stykker. Det sidste skulle vise sig at blive en fordel denne dag.

Jeg har aldrig mødt så mange både på vandet, og i al beskedenhed udsejlede jeg dem alle bortset fra en enkelt racer. Her er det en R43, jeg kender ikke typen, men mon ikke det er en 43 fods motorsejler?. Den ville ikke vige, og jeg var på BB halse, så jeg måtte gå under land for komme forbi. Det betød, at jeg skulle bomme tilbage igen for igen at måtte bomme, da jeg skulle ned i Øresund. Men uanset hvor meget jeg fumlede med mine bomninger (en hel del!) og selv om spileren snoede sig om forstaget flere gange, så kom den ikke forbi igen. De må have undret sig såre, for det har ikke set kønt ud fra deres cockpit.
Det fantastiske sejlervejr var medvirkende til, at jeg fortsatte hele vejen hjem. Det skulle også være dårligt vejr med vind fra syd dagen efter, så jeg kunne lige så godt holde på.

Jeg fumlede for meget, og til sidst gik det galt. Bommen røg af, og det var blæst op. Det er kritisk, for det er ikke nemt at tage en spiler ned i god vind, hvis storsejlet ikke er oppe. Jeg satte selvstyreren til og kunne heldigvis fikse bommen.
Denne flotte tyske racer irriterede mig ved at presse mig til at overplatte. Ja, faktisk blev jeg nødt til at lade spileren klappe sammen, for at tage fart af båden. Det var helt unødvendigt af den, de kunne godt have veget! Men den kunne ikke selv, ja, hvad hedder det omvendte af at gå tæt til vinden?, så den gad ikke vige. Men den blev alligevel nødt til at tage sejlet ned og sejle lidt alene for storsejlet mens den riggede næste sejl til. Jeg var nødt til at vige, for jeg havde mistet mit storsejl. Som man kan se på billedet over, så sejlede jeg jo sådan set på SB halse som raceren, og den var læ båd. Lidt teknisk for de af mine læsere, der ikke er sejlere, jeg beklager. Men uden et storsejl, så er det forsejlet, der afgør, hvilken halse man er på, og der sidder bommen til SB, altså måtte jeg være på BB halse. Sådan tolkede den tyske racer det i hvert fald og pressede mig uden blusel til at vige, mens jeg baksede med at fikse bommen.
Ja, o.k., godt nok havde Helge og jeg ikke sejlet halvejs rundt om Jorden som drengene fra Kurs mod fjerne kyster, men det er nu altid en speciel følelse at se det.
Nå, men pyt nu med Kronborg og alt det der. Det var jo den drabelige dyst med den tyske racer, det handlede om. Den havde taget sin lille beige genakker ned, og de fumlede længe med at sætte et nyt og større sejl på. Mens de gjorde det, kom Helge og jeg langt foran, og nu kom vinden mere forfra. Heldigvis havde jeg ordnet bommen i mellemtiden, så jeg hev storen op og trak skæringsspileren ind til hård skæring, så jeg kunne holde den nye kurs. Da raceren endelig fik sin kæmpe genakker op, så skal jeg lige love for, den fik fart på. Båden kan plane under de rigtige betingelser, og den fløj af sted med måske ti knobs fart. Men hvor vinden før var for plat, så var den nu for spids til raceren, og den kunne ikke holde højde med mig, uanset hvor meget den prøvede. Genakkeren klappede konstant sammen. Ærlig talt var jeg lidt overrasket over, at jeg kunne 'platte' mere og holde bedre højde med min gammeldags spiler, end den moderne båd kunne med sin genakker. Nuvel, til sidst opgav raceren at holde højde, og gik i stedet mere og mere over mod Sveriges fastland. Men det gik hurtigt. Da den slap op for vand - man har jo lyst ti lat skrive 'slap tør for vand' - skiftede den igen sejl, nu til fokken, hvorefter den kunne vinde al den højde, den havde tabt, mens den planede for fuld hammer mod Sverige. For fokken gik det godt, og den kunne netop holde nordspidsen af Hven op. Det var blæst op, og jeg opgav spileren og satte genua. Da jeg var færdig med den manøvre, indså jeg, at jeg havde tabt slaget til den tyske racer klart. Pyt, det havde været en god dyst, og jeg havde sjov med at se efter den, når jeg mærkede et pust, for kort efter kom vinden til dem, og det ramte båden virkelig hårdt. Den har sikkert en lav kølvægt for at kunne plane. En sjov og krævende båd er det.
De kæmpede med at holde højde, og genakkeren klappede tit sammen for dem. Det gjorde Helges skæringsspiler dog også, og jeg måtte til sidst indse, at både vindretning og -styrke egnede sig bedre til genua.

Resten af turen mod Lynetten forløb fredeligt. Faktisk løjede vinden, så jeg kunne have brugt spileren igen, men gad ikke sætte den. Det gik nu også fint for genua.

Omkring ti sømil før Gilleleje fulgtes jeg med armadaen mod og forbi Gilleleje. Ellers var strækket mit længste i Helge nogensinde, og jeg kunne sådan set godt været fortsat - jeg var træt, men ikke smadret. Det meste af tiden havde selvstyreren sejlet båden selv, mens jeg havde kigget på marsvin, trykket på instrumenter og smurt solcreme på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar