søndag den 28. august 2016

Anløb af fyldte havne

For mange sejlere er havnemanøvrer den mest stressende del af sejladsen. Efterhånden får man styr på den del, men det kan stadig være en udfordring at finde en plads i en ellers fyldt havn, og det kan være en stressfaktor for mange, mig selv inklusive.

Enhver havn har et antal almindelige pæle- og langskibspladser, men af en eller anden grund er de ofte optaget, når man kommer i havn. Dette blogindlæg omhandler den udfordring. Indlægget er primært fokuseret på de muligheder, man har i en lille båd, men storbådsskippere vil måske kunne finde flere af løsningerne brugbare.

Inden vi kommer videre, vil jeg på forhånd undskylde mine hjælpeløse illustrationer. Jeg er ikke særlig kunstnerisk, men jeg håber, at illustrationerne trods alt kan tydeliggøre mine tanker.


1. Foranliggeren. Denne metode er min foretrukne blandt alle dem på siden her, og den har flere gange reddet mig fra ankerpladserne. Nogle gange kan man være heldig, at man ikke skal flytte andres agterfortøjninger for at komme ind. Andre gange er man ikke så heldig. Er man heldig, er der folk i cockpittet på en af de to både.

Er der folk i cockpittet, gør man følgende: Sejl tæt forbi pælene og indled samtalen med et "Flot båd!" (altid et hit), og sig så noget i retning af "Måske kunne der blive plads til min lille båd der fremme?", mens du peger på mellemrummet. Giv dem ikke mulighed for at svare, men tag i stedet en runde, altså et 270 grades sving, og kom så langt fra som mulig med kurs lige mod mellemrummet og deres agterføjning. Det giver dem tid til at afmontere agterfortøjningen og række den til dig. Når du er forbi, rækker du den tilbage til den store båd. Sejl så langsomt som muligt mod pladsen, så de får lidt tid til at komme op og hjælpe med at flytte fendere, så du kan presse dig frem. Optimalt set ville de flytte deres båd lidt til siden ved at slække forfortøjningen på din side og totte i modsat side - Det har jeg dog aldrig oplevet nogen gøre.

Er der ikke folk i bådene, må man klare sig selv, men det kan også lade sig gøre, især hvis der ikke er for meget vind. Afgørende er det, at man får naboens agterfortøjning på igen, helst så hurtigt som muligt, så naboen ikke gnubber op ad den nabo der ligger en båd væk. Hvis muligt tager man naturligvis den agterfortøjning, der er i sin båds læ side.

Et eksempel på metode 1, foranliggeren.
Samme 'parkering' som billedet ovenfor. Bemærk, at den store flinke nabo har taget den agterfortøjning, der ikke sidder på pælen. Det er dog ikke nødvendigt.

2. Brospringeren. Disse pladser er tit ledige, og med to spring og to almindelige fortøjninger og alle fendere mod broen ligger man godt og trygt på denne måde.

3. Hjørneliggeren. En variant af metode 1. Har havnen sådan et hjørne, og det har mange havne, så er der god plads derinde til en lille båd, når man først kommer derind. At komme ind kan derimod være svært.

4. Langskibs hos de store. Nogle havne har en kaj forbeholdt store både. Her kan man ikke tillade sig at fylde op i sin lille kølbåd. Men det er mere reglen end undtagelsen, at de har fordelt pladsen dårligt mellem sig, og jeg har aldrig oplevet en havnefoged forhale, så der kunne skabes plads til flere. Derfor skal man ikke skamme sig over at tage en plads, som er for lille til en stor båd.

Metode 4 i praksis.
5. Plads ved jollebroen. Mange havne har et afsnit til joller. Her er der typisk meget større chance for at finde en ledig plads end ved de 'rigtige' kølbådspladser.  Man skal være særligt opmærksom på dybden, herunder tidevand.
6. Inderpladsen. Mange havne er opbygget med en kaj, hvor en række broer går ud fra. Tit er der meget lavvandet længst inde. Anholt er et eksempel, hvor jeg har set en Spækhugger bruge metoden.
7. Hækankerliggeren. Ofter er der en måske kun tre meter bred plads. Typisk har ingen taget den, fordi det kræver at man lægger hækanker ud. Men hvis der allerede ligger et større ehversfartøj i den ene side og en række sejlbåde i den anden, så generer man ikke stort ved at kaste hækanker ud.
Eksempel på metode 7. Til venstre i billedet kan man se to både, en motor- og en sejlbåd, benytte metoden.




8. Sideliggeren. En kombination af metode 1 & 3.


9. Pæleliggeren. Man kan stort set altid finde en plads uden på pælene. Det betyder selvfølgelig, at man ikke kan gå i land, og derfor er det jo dårligt nok en reel plads. Men det har to klare fordele frem for at ligge for anker, nemlig at man ligger roligt, og at man er klar, når en plads bliver ledig. Typisk løsner det sig mellem 0900 og 1200.


10. Den frække. Anløb af rød plads. Jeg har flere gange anduvet en havn efter 2200 og lagt mig på en ledig 'rød' plads. Folk vender ikke altid deres skilte til 'grøn', når de sejler fra pladsen. Kommer man efter 22, synes jeg det er i orden at lægge sig på en rød plads, hvis man bliver i båden. Kommer ejeren retur, forføjer man sig og bruger om nødvendigt metode 9. Læseren må selv vurdere, om det er i orden for ham.

----

Der findes sikkert talrige andre tricks. For et selvstudium i pladsfindingens ædle kunst kan jeg anbefale et besøg på Anholt i juli. Her er så langt til alting, at ingen gider sejle ud, hvis der ikke er plads. Derfor finder alle et sted at ligge. Der har jeg set folk stikke sig ind mellem andre både, altså metode 1 uden at kunne komme ind til broen. Jeg har også set folk ankre i yderhavnen og set både, der lå fortøjret til yderhavnens stenmole og et hækanker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar