onsdag den 31. maj 2017

One Star Challenge - Fremtidens kapsejlads?



Hvad er One Star Challenge (OSC)?
- OSC er en solosejlads rundt om Møn med start og mål i Køge og på i alt ca. 106 sømil, som første gang blev sejlet i 2017. Her er link til min logbog.

Hvad er specielt ved OSC?
- OSC er den eneste store solosejlads på Sjælland, og den er strategisk beliggende i Køge, så den kan nås af øresundssejlere, sejlere fra Køge Bugt og mod Kalvehave.

- Som Silverrudder sejles der efter søfartsreglerne og uden måleregler.

- Der er et fantastisk socialt arrangement. Det er måske lidt i modsætning til at sejle solo. Men der er mange hjælpere tilknyttet på land for at få arrangementet til at fungere og gøre det hele til en god oplevelse. De følger bådene på storsskærm. Alle både har også et shorecrew, som man er løbende i kontakt med. På banen sejler alle både med VHF-radioer, så man er i livlig kontakt med omgivelserne.

Hvordan tracker man bådene?
- Ved hjælp af App'en Keep Sailing, som til lejligheden har udviklet et ekstra tracker-modul.

Hvem har lavet OSC
- To større L23-tosser end forfatteren af denne blog - jo, de findes, men måske også kun de to.

Hvad kræver det at være med?
- 106 sømil er en udholdenhedsdistance. Vil man vinde, skal man være skrap. Vil man udfordre sig selv og sin makker skal man bare, nårh ja, være udholdende.

Kan jeg komme igennem Bøgestrømmen, når min båd stikker 2.20 meter?
- Ja.

Hvorfor kalder du det "Fremtidens kapsejlads?" i overskriften?
- I både min sejlklub og i L23-klubben diskuterer vi jævnligt emnet "Hvordan får vi flere både på vandet til kapsejlads. Ærlig talt ligger svaret lige for: Der er mange med båd, som ikke gider
    - sætte sig ind i kapsejladsreglerne
    - få blå nål og målt alle sejl ind
    - opdatere kapsejladslicens
    - forny klassebevis og overholde skrappe klasseregler
For det store flertal af sejlere der ikke orker sætte sig ind i hvad ovenstående betyder og indebærer og ikke kan se visdommen i at bruge tid og penge på det for at få en mere præcis angivelse af, hvor meget de taber til den forreste del af feltet, til dem er der brug for et alternativ. Jamen, kan man så ikke bare sejle Sjælland Rundt som Cruising? Nej, for så kan man ikke få lov at starte i samme løb som sine L23-venner, eller hvem det måtte være, for de sejler DH/Klasseløb.

Men, hvad så med retfærdigheden, ryger den ikke, når man ikke har et præcist mål?
- Jo, retfærdigheden bliver nok lidt mindre. Men der er alligevel så mange andre tilfældigheder, der spiller ind, at alt bøvlet er for stor en pris. For de fleste er det en showstopper. Min båd er ikke klasset og ikke målt ind og bliver det heller aldrig. Men jeg vil gerne være med.

Hvorfor skal man sejle OSC?
- Man lærer sig selv bedre at kende.
 -Man lærer sin båd bedre at kende.
- Sejladsen er mere tilgængelig end for eksempel Silver Rudder. 106 sømil ligger bare bedre til små klassebåde end 134. Og for mange sejlere er Køge tættere på end Svenborg.

Hvilke udfordringer er der i sådan et løb?
- Der er to slags. Bliver det meget hårdt vejr, kan det være fysisk krævende. Bliver det meget løjt vejr, bliver det en lang tur, og det bliver psykisk krævende.

Hvad kunne være bedre?
- Flere billeder! Man kan aldrig få nok billeder.
- Flere både.

Hvor kan jeg læse mere, og hvornår er det i 2018?
- Her. 1. juni går det løs. Jeg håber, vi ses.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar