søndag den 22. marts 2015

Rundt om Flakfortet

Flakfortet er goldt og øde på denne tid af året. Med lukket iskiosk gad vi ikke anløbe det.

I dag var en kold dag (3 grader C). Men vinden var god (5 m/s), uden regn og havet fladt , så vi begav os på eftermiddagstur rundt om Flakfortet.

Som vanligt trackede jeg turen på keepsaling, som snart skulle komme i en ny og forbedret udgave.

Vi nyder at have Helge liggende på Lynetten. Siden sidst har jeg haft brug for mastekranen til at kravle  op og skifte pære i masten. Denne gang til en LED-pære (en god og rar pære, - ikke en led pære).

Den nye LED-pære lyser så kraftigt, at man kan se fra bådens cockpit, om den er tændt. Ja, selv fra salonen, hvis man drejer hovedet af led.
Siden sidst har min arbejdsplads været så venlig at udlåne mig en label writer, så jeg kunne lave labes til trimfunktionerne.

Jeg lavede to af hver. så er der også til en god ven.
Action Shot!
Jeg er tilfreds med bådens forfald ...


Flere af mine læsere har spurgt til, hvordan man kan gå ned i salonen, når båden ikke har et almindeligt trin. 



søndag den 8. marts 2015

Den øde ø Flakfortet

Flakfortet var næsten øde og forladt.
I dag var årets første rigtige forårsdag. Nogle valgte at bruge den på havnen med at klargøre både. Men ikke os. Vi skulle på havet. En lille hurtigt tur til Flakfortet blev det til. Fra Helges nye havn Lynetten er der ikke langt til Flakfortet. Så det gode vejr med 12 grader i skyggen blev brugt det helt rigtige sted: på havet og på Flakfortet.

Skibsrederen har ikke investeret i rulleforsejl, så hun måtte selv på dækket for at montere fokken..

Der var dejligt på havet. Matrosen var dog skuffet over, at vi ikke skulle sove på Helge.

I baggrunden set en anden sejlbåd. Vi så i alt tre andre sejlbåde i dag. Hvorfor der ikke er flere, der er på vandet, det fatter jeg ikke.
Flakfortet besøgt og forladt. Det var næsten øde, men ikke helt. En enkelt lille motorbåd lå derude og en dame var ved at klargøre værelser.
Har du båd og er du ikke allerede på 'Keep Sailing', så må du se at komme det!

På hjemturen var vinden frisket lidt op til 8 m/s i middelvind, men det gik fint for fok og storsejl.




onsdag den 4. marts 2015

Sæsonstart og Flyttedag

Helge ligger på sin gamle plads i Christianshavns Kanal.
Christianshavn har fået en masse broer. Som cyklist er broerne en velsignelse. For sejlere og for den sejlerinspirerede kultur på Christianshavn er de en forbandelse. Broerne åbner maksimalt en gang i timen, og ikke mellem 0700 og 0900 og heller ikke mellem 1525 og 1800. For at få åbnet en bro skal man booke en broåbning i forvejen. Broerne er derfor totalt uforenelige med at være sejler i Kanalen. Vi havde 50 sejldage sidste år, mange af dem en-dagsture. Derfor har vi ikke haft andet valg end at opsige vores plads.

Ud over sejlerne er det husbådene og gæstesejlerne, der skaber sejlerkulturen i hjertet af København. Der vil sandsynligvis fortsat være folk, som vil bo på deres både på Christianshavn. 2015-sæsonen vil vise, om gæstesejlerne stadig vil komme her. Ellers er Kanalen fuld af både, der ikke bliver brugt, og de vil sikkert også blive liggende. Jeg læste for et par år siden, at gennemsnitssejlbåden i Danmark sejler seks dage årligt. Sejlbådene i Christianshavns Kanal trækker ikke det gennemsnit op. Det er givet, at Helges plads bliver overtaget af sådan en båd.

Nuvel, så meget for brokkeriet over Christianshavns broer. Jeg har i et år været medlem af S/K Lynetten som er en havn tæt på Christianshavn. Her har vi i dag lagt Helge op. Cykelturen til Lynetten er lidt længere, men til gengæld er det en hyggelig tur gennem Christiania. Sejlklubben ligger i de mest charmerende post-industrialistiske omgivelser man kan tænke sig. Og så ligger den tættere på åbent hav. Vi kender også en del søde mennesker, der har både på Lynetten. Så helt skidt er det ikke.

Jeg startede dagen med at køre et læs spilere og løsøre ned til båden.
Kalenderen siger forår (4. marts), men helt varmt er det ikke endnu.
Jeg måtte køre flere læs derned. Fem i alt.
Den nye havn ligger længere væk fra vores bolig end den gamle. Derfor skulle jeg have så meget flyttet over på båden ind afgang. Og det giver jo ikke mening at udskyde rengøring af kahytten til den er fyldt op med grej, så også det måtte jeg gøre i dag.


Farvel Christianshavns Kanal. Tak for den tid vi havde sammen!
Matrosen havde også savnet Helge-båd i vinteren.
Skibsrederen med Middelgrunden i baggrunden. Kan vi mon besøge Middelgrunden i år, nu hvor spejderne har overtaget den?
Vi fandt en god plads på Bro 4 på Lynetten. Tiden vil vise, om vi kan få lov at blive liggende.
Turen til Lynetten gik for motor og var ganske problemfri og i øvrigt kun på tre sømil. Men nu er sæsonen i gang. Og det er en rar fornemmelse at kunne sejle, når man vil. Må 2015-sæsonen blive lige så god som sæsonen i 2014.