onsdag den 10. juli 2019

Sommertogt 2019, Utklippan - Hasslö - Lindö

Sommertogt 2019, 3., 4. og 5. etape, Utklippan - Hasslö - Lindö - Simrishamn, 12 + 42 + 25 sømil

Broen ved Lindö.

Efter tre dårlige nattesøvne ved Bornholm og på Christiansø og Utklippan havde jeg brug for en klassisk solosejlerhavn. En rolig og kedelig havn uden for meget tant og fjas, hvor man kan sove, få landstrøm og tanke ferskvand. Nu undskylder jeg lige på forhånd til dem, der kender Hasslö. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om der sker noget spændende 50 meter væk fra havnen, for der kom jeg ikke. Men havnen lå godt beskyttet for vindens rasen, og jeg fik mig en god nats søvn for første gang på turen.

Om turen til Hasslö er der ikke andet at berette, end at det var smooth sailing hele vejen. Stabil halvvind og genua. Hasslö ligger lidt inde i den Karlskronaske skærgård, så der skulle navigeres lidt, men ikke noget, vi ikke har oplevet før i Bohuslän.

Hasslö havn, Garpahamn. Bemærk den gode store kaj og sivene, der hver især sørgede for at eliminere den vind, der rasende blot 100 meter væk.

Efter Hasslö var min plan at ankomme til Simrishamn inden to dage, så Helge der kan ligge klar til rederiets sommertogt, som i år skal gå til Bornholm. Men Simrishamn ligger langt fra Hasslö, så der skal et stop til på vejen. Jeg har længe haft Hanö på min liste over øer, jeg gerne vil besøge. Og nu lå den som det mest oplagte trin på ruten. Kunne det være bedre? Guide-bogen skriver om Hanö, at "her er altid plads til en til!". Det lyder på mig som en proppet og opreklameret havn. Så jeg besluttede mig for at sejle forbi øen og i stedet udforske et øde område ud for Sølvesborg. En lille skærgård i sin egen ret, om man vil. Her findes masser af småøer og hundredvis af skær. Kun en af øerne har en anløbsbro, nemlig Lindö. Derfor besluttede jeg mig for at anlægge den et besøg på trods af en overordentligt svær navigation mellem grunde og skær. Anbefales ikke for nybegyndere.

Hanö i Hanö-bugten. 

Sejlturen fra Hasslö til Lindö var ikke specielt behagelig. Vinden var for det meste stik imod, og selv om jeg søgte godt ud i Hanö-bugten for at fange den, var den for det meste faretruende svag. Jeg vekslede mellem at sejle for store og genua og så for store og jern-genua. Da der var 15 sømil tilbage, kom der en voldsom front med regn og blæst. Når vinden er svag og midt imod, så bliver man glad for en front, for på den anden side er vejret anderledes, og er man i svag modvind, tager man gerne en tilfældig vind. Jeg fik lidt ekstra luft, men det var en kort fornøjelse.

Men turen var fin, og vejret også. Efterårsvejr. Og det er jeg faktisk begyndt at sætte pris på. Når man sejler mange timer i træk, så er høj sol et forfærdeligt vejr. Man bliver solskoldet, får solstik og bliver dehydreret. Gråvejr er bedre.

Broen ind til Lindö.


Guide-bogen skriver, at Lindös lille bro er bygget af Christiansstad Segelsällskap, og at broen er privat, men at man kan spørge, om man må lægge til, alternativt tage en ankerplads lige ved siden af, som også er god. Jeg havde forberedt mig på at smigre mig ind hos svensken, så jeg kunne få lov at ligge ved broen. Det gælder om at virke tilforladelig. "Tycker ni om dansk öl?", var en replik, jeg havde forberedt. Men jeg kunne have sparet mig. Der var ingen andre. Og det kunne jeg måske have regnet ud, for jeg så kun en anden sejler på turen fra Hasslö. Måske var det efterårsvejret, der holdt folk væk?

Broen på Lindö er det eneste sted i denne lille naturpark, hvor man kan lægge til.
Da regnen var overtstået, gik jeg på opdagelse på øen. Her er ikke andet end natur at se. Midt på øen har har sejlklubben bygget en lille hytte, som dog var aflåst.

Om Lindö selv? Hvis man godt kan lide tant og fjas og gode faciliteter, så skal man vælge et andet sted. Hvis man gerne vil være helt alene i et kæmpe naturområde og uforstyrret høre et fantastisk fugleliv, så kan jeg ikke finde på et bedre sted. Folk kommer til Utklippan for at opleve et øde sted. De burde måske tage til Lindö i stedet. Eller i hvert fald nogle få af dem. Jeg priser mig lykkelig for at have oplevet begge dele.

Et øde og stille sted. Kun fuglelivet kunne man høre.
Efter en meget rolig nat ved Lindö var det tid til at vende tilbage til civilisationen. Helge skal ligge klar til et Bornholmertogt om en uges tid med fuld besætning. Til det formål passer Simrishamn som sagt. Derfra er turen over Bornholmsgattet så kort, at man kan se Bornholm fra havnen.

Der er ikke meget at berette om de 25 sømil fra Lindö. Jeg klarede den besværlige navigation i naturparken ved at følge mit spor fra dagen før. De 24½ næste sømil var 5 m/s stabil halvvind på styrbord halse, fladt vand, medstrøm. Perfekt. Sådan forestiller min sig enhver sejlads, når man om vinteren drømmer sig til sommerens ture.
Her ligger en båd på 0 - 14 meter, som der står på billetten.


mandag den 8. juli 2019

Sommertogt 2019, Christiansø - Utklippan, 43 sømil

Sommertogt 2019, 2. etape, Christiansø - Utklippan, 43 sømil
Ankomst Utklippan ved solnedgangstid.

Efter en god nat i havn studerede jeg den seneste vejrudsigt. Nattens hårde kuling skulle i løbet af dagen aftage. Mit problem var, at jeg gerne ville nordpå til Sverige. Så jeg havde brug for mange timer i godt sejlervejr.

Jeg planlagde derfor en overliggerdag på Christiansø, for dagen efter skulle der være roligt vejr hele dagen. Kl. 12 tog jeg imidlertid imod en finsk sejler, der glad var sejlet fra Bornholm til 'øen'. "Ja ja, vejret er fint, det blæser kun 10 nu", sagde han. Finner er notorisk koldblodige. Med min viden om vejrudsigten in mente vidste jeg, at han måtte være sejlet ud i 14 m/s, og derfor føltes de 10 sikkert rolige. Jeg besluttede mig derfor for, at hvis jeg en i fart gjorde klart skib, så kunne jeg sejle ud i 9 m/s og lige akkurat komme til Utklippan ved solnedgang, hvis alt gik vel.

Hvad vinden præcist var, da jeg gik ud, det ved jeg af gode grunde ikke, da jeg ikke har et instrument til at måle vinden. Men for rebet storsejl alene sejlede jeg 4.5 knob. Jeg var den første båd til at gå ud i det vejr. Men det er jo ganske ufarligt at forlade en havn i dårligt vejr. Straks værre er det at anløbe en havn i dårligt vejr. Og jeg havde nøje studeret vejrudsigten, og vinden skulle starte som hård, og siden løje til omkring 5 m/s. 5 m/s er en helt fin vind at sejle og anløbe havne i.

Fordi vinden skulle løje i løbet af dagen, ville jeg få brug for genuaen, var mit ræsonnementet. Derfor rebede jeg storsejlet i havn og lod genuaen blive på. Det skulle dog vise sig at være lige lovlig voldsom sejlføring i starten, da vinden her også var ret spids. Selvstyreren kunne ikke klare den spidse kurs og den krappe sø, så jeg måtte selv styre. Men jeg vidste, at det kun ville gælde de første 2½ time, hvorefter vinden skulle løje og rumme lidt. Vejrudsigten hold stik, og jeg fik 2½ hårde første timer med super fart, og resten af de 43 sømil var smooth sailing.

Denne tur fra Christiansø til Utklippan var over åbent hav. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at Østersøen skulle være meget andet end en videreførelse af "de indre farvande". Men det er mere hav, end noget andet, jeg har oplevet. Man kan ikke lade være at tænke, at "Selvfølgelig holder grejet. Selvfølgelig. Det er gennemtestet. Intet kan gå galt. Overhovedet. Nej! Men hvis nu ... Hvad så?" Når man ikke lige har de tanker, så nyder man bare følelsen over at være helt alene på havet og tilliden til en gennemtestet og robust danskproduceret båd.

Fra jeg forlod Christiansø og frem til fem sømil før Utklippan så jeg kun en eneste anden sejlbåd, og denne kun i kikkerten så langt borte, at jeg ikke kunne afgøre dens sejlføring. Men jeg så mange store skibe. Hele tiden kunne jeg skimte en flok store skibe rundt på horistonten.

Bortset fra ensomheden på havet så var sejlturen fantastisk. Vejret artede sig fuldstændig efter vejrudsigten, og jeg ankom prævis til solnedgang.
Utklippan består stort set af to store skær med en yderhavn mellem sig. Det rektangulære havnebassin har svenskerne sprængt ud af klippen. Både yder- og inderhavn har to indgange. Det har efterladt en lille ekstra ø mid i bassinet.

Der er et eller andet særligt ved små øer. Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg kan ikke lade være med at opsøge dem. Kyholm, Romsø, Lyø, Flakfortet, Hven, Trekroner, Christiansø, Vejrø, Femø, for nu blot at nævne nogle få af dem, vi har besøgt. Små øer er bare noget særligt. Utklippan har længe være på min liste over øer, jeg ikke har besøgt, men vil besøge. Sammen med Middelgrundsfortet, Hesselø og Hirsholm i øvrigt, for nu bare at nævne nogle få af dem, jeg endnu mangler. Utklippan læste jeg første gang om i bogen Balladen i Haparanda, som jeg læste for fem år siden.


Da jeg ankom, fandt jeg havnen fuld. Folk stirrede med vantro på mig. "Hvorfor kommer han mon ind så sent? Hvad har han tænkt sig? Havnen er jo fuld."

En venlig svensker mig med at lægge til. Han og hans kone havde ligget her i foreløbig to dage, fortalte han. "Hvad gør man da her?" Spurgte jeg. "Intet. Her er bare eksotisk!", lød svaret. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske også er selve navnet 'Utklippan', der tiltrækker folk. Kan man komme længere ud, end noget der hedder så? Det kan man faktisk ikke i Sverige, og dermed er navnet meget rammende.

Her er ingen faciliteter. Det havde jeg i hvert fald forberedt mig på. Men på en gåtur så jeg, at der faktisk findes en smule landstrøm herovre. Men det at stedet er øde og goldt synes i sig selv at være attraktionen. Og så ligger øen bare godt på ruten og er en meget beskyttet havn i al slags vejr. Havnen har to indgange, fra øst og vest, så den kan anløbes sikkert i al slags vejr.

Christiansø og Utklippan har flere ting tilfælles. Danmarks og Sveriges yderste forposter. For dem begge gælder, at to skær former sig om en ideel havn. Historien har behandlet dem forskelligt. Utklippan har ingen historie, men kan underholde ornitologer i dagevis. Alle andre må komme for stilheden, selv om det jo ikke er så stille med alle de andre, der kommer for det samme.
Næste morgen blev havnen hurtigt tømt for både. Alle havde, som jeg, konstateret, at der ikke rigtig er noget på Utklippan.

Jeg var også ovre på det andet skær for at spise morgenmad. Desværre var caféen lukket. Men det er da hyggeligt, at der er joller til fri afbenyttelse mellem øerne.

lørdag den 6. juli 2019

Sommertogt 2019, Christianshavn - Christiansø, 107 sømil

Sommertogt 2019, 1. etape, Christianshavn - Christiansø, 107 sømil.

Jeg stod op med solen på min første feriedag for at sejle mod Bornholm. 
Efter flere dage med hård vind og kuling lovede vejrudsigten roligt vejr fra omkring 9-tiden. Så jeg skulle lige udholde nogle timer på Øresund og ned mod Skanör, før vinden skulle blive mere medgørlig.


Der var for meget vind og rorpres de første 30 sømil, til at jeg kunne lade selvstyreren klare opgaven.

Når man sejler længere ture, kommer man uundgåeligt ud for, at vinden skifter en del i løbet af turen. Det betyder, at man må skifte Sejlføring flere gange. Jeg sejlede ud med fuld store og fok, hvilket var lidt i overkanten i starten.

Vinden var, efter Skanör, for det meste plat læns. Da vinden løjede for meget, forsøgte jeg mig med spiler, men det gik ikke. Min spilererfaring fra det forholdsvist flade vand på Øresund er ikke helt overførbar til Østersøens store bølger. Jeg endte med at sejle en stor del af turen med genuaen og storsejlet i butterfly. Men det er svært at holde i store bølger, så det blev en lidt anstrengende sejlads.

Det er noget helt andet at sejle i Østersøen end Øresund, Kattegat og Skagerak, som jeg kender bedre. Ikke én gang kom jeg inden for hilseafstand af andre både. At holde udkig var næsten overflødigt. Og alle skibe og både jeg så, havde AIS-transponder, så jeg havde set dem på Marine traffic, inden jeg så dem på havet. Men det var nu mest bølgerne, der overraskede mig. Større end noget andet, jeg har sejlet i. Vinden havde også været hård længe, så jeg var da glad for, at jeg ikke skulle krydse.

Efter at have sejlet siden solopgang kastede jeg anker i en lille bugt under Hammerknudens østside på Bornholm.
For ikke at ankomme til Christiansø i mørke valgte jeg at tage nogle timer på køjen for anker. Jeg havde på forhånd udvalgt mig en god ankerplads. Desværre levede bådens CQR-anker ikke op til sit ansvar. På trods af bundens fine beskaffenhed og det rolige vejr, lykkedes det ankeret at glide stille og roligt over bunden i løbet af de timer, vi lå der. Jeg havde ellers installeret en fin app, som skulle fortælle mig, hvis vi kom længere væk end 15 meter. Men ak, også denne svigtede sit ansvar. Da jeg ved solopgang trykkede på den, livede den straks op og kunne hylende fortælle mig, hvad jeg allerede havde konstateret, nemlig at vi var drevet 75 meter fra pladsen og altså var på vej mod åbent hav.

Der var derfor ikke andet at gøre end at hive anker og klude op og så ellers ordne morgentoilette og morgenmad sejlende.

Det var nu ellers en rigtig fin ankerplads, vi lå på.

Turen videre til Christiansø var begivenhedsløs.

Endelig fremme ved Christiansø. Jeg havde set tre både gå ud og ingen ind, så der måtter være plads.

Ja, god plads. Faktisk lå her senere på dagen kun syv både. Havnelodsen fortæller, at her kan ligge op til 60.
Selve øen er helt fantastisk. Som en miniputudgave af Marstrand. Men dansk. Den føles på samme tid meget dansk, og meget udansk. En slags Bornholms Bornholm. Man er i hvert fald langt væk, når man kalder Bornholm for fastlandet.



Det er tydeligt overalt, at øen har været helt militariseret.
Panorama over indsejlingen

Øens østside. Efter sigende skulle der være gode ankringsmuligheder her. Men jeg skulle ikke nyde noget. Jeg havde også brug for landstrøm, for medsøen havde gjort livet hårdt for selvstyreren.


På kroen fik jeg (selvfølgelig) sild og så denne "christianshavnertærte" til dessert. Lækkert.
Til trods for øens lidenhed er den fyldt med små naturperler. Her et lille vandhul fyldt med kvækkende frøer.

Så er vi ovre på øens mindre appendiks, Frederiksø, hvor også båden ligger.

Øen har et fint lille museum i dette tårn på Frederiksø.

fredag den 19. april 2019

Opgradering af forlugen


Med nye vinylsider i forpeaken og min erkendelse af hvor meget lys man kan få i kahytten med bare en smule lys fra oven, besluttede jeg mig for at finde en løsning til at få lidt lys ind ad den vej.

Da jeg lavede centerløftet i 2018, slog det mig, at der faktisk kommer vildt meget lys ind af blot sådan et lille hul i ruffet.
Jeg har længe leget med tanken om at få monteret en eller anden form for lysindfald i forlugen. Men jeg har holdt mig tilbage, for hvad nu hvis det går galt? Jeg købte derfor i efteråret forlugen fra den nu skrottede D82. Så har jeg da den som reserve, og den kunne så passende sidde på, mens den båden var født med, var hos Plexifix.

Her er lugen tilbage fra Plexifix. Så spændende! 
Forlugen på en L23 har nogle klodser, som dens hængsler er monteret i. Det er ikke en super smart løsning, og jeg har bøvlet med den svaghed nogle gange. Mine tidligere reparationer med gelcoat og en enkel med polyester-padding faldt fuldstændig fra hinanden, da jeg begyndte at skrue i det for at få lugen af. Så inden lugen kunne sendes til Plexifix i Køge, skulle den udbedres.


Her ses de to klodser, da jeg lige havde afmonteret lugen. At fikse dem skulle vise sig at være det største arbejde i det her projekt.
Erfaringen siger mig, at det ikke er godt nok bare at bygge op i gelcoat og polyester-padding. Så jeg valgte at bygge op med glasfiber og polyester.


Først slibes ned og renses op.
Så på med seks lag glasfiber og polyester.




Lad hærde. 


Slib til.

Så på med noget polyester-ferring compound.


og slib til igen.

Til sidst gelcoat i L23-farven, 8012. I denne lille gennemgang er kun vist bagbord klods. Styrbord var lige så medtaget.

Som nævnt er klodserne på lugen en kendt svaghed på L23'ere, og jeg har gennem tiden brugt en del arbejde på at udbedre dem. Med gelcoat. Denne gang med glasfiberarmeret polyester, så nu burde det kunne holde. I stedet for at skrue skruer ned i glasfiberklodserne besluttede jeg mig for at bore hele vejen igennem, så jeg kunne sætte en bolt i hver med en låsering på undersiden. Det kunne desværre kun lade sig gøre med de forreste to, da de agterste ville komme til at sidde lige der, hvor lugen rammer selve båden. Men i det mindste er boltene af en kraftigere kaliber, så det burde kunne holde.
Som billedet viser, er det kun med hiv og sving, at den forreste bolt kan være der.

Godt med snask og butyl er blevet trykket igennem. Nu burde det være vandtæt. Ellers er der mere arbejde på lugen. Jeg kender turen.
Ja, man kan da også kigge ud, hvis man da har lyst til at kigge op i himlen. Men det afgørende er det lys, der kommer ind i forkahytten. Sammen med forkahyttens opgradering er det nu et meget lysere sted.

Ja, bådens udtryk bliver ændret en smule af lugen. Men det er acceptabelt, synes jeg. Det kommer rigtig meget lys ind af det lille vindue. Og nu ved jeg jo fra mit arbejde med stikskottet fra Plexifix, at det går hurtigt med at polere det op igen, når det er blevet ridset.

Opgradering af forkahytten


Helge er fra fødslen specialapteret. Det er overvejende positivt, for der er nogle virkelig lækre løsninger især i pantry med skuffer og alting. Men Helge er så vidt vides også den eneste L23, der er apteret med gulvtæpper i forkahytten. Måske er det monteret senere, men det er tvivlsomt, at tæpperne ville kunne nå at blive så nassede på under 39 år, så de er nok originale.

Et andet problem i forkahytten var en svaghed et sted i rælingslisten, som gjorde, at der kom vand i et stuverum, hvis man havde sejlet for vildt på bagbord halse. Jeg håbede at kunne identificere svagheden bag det påklæbede gulvtæppe og evt. udbedre. Da jeg ikke kunne finde fejlen, uanset hvor mange spande vand jeg plaskede på dækket, måtte jeg udbedre, så godt jeg kunne. Det gjorde jeg med Captain Tolley, epoxy og Tec7 og ved at efterspænde alle skruer i rælingslisten lige til grænsen.

Under første stræk på sommertogtet til Sverige i 2018 oplevede jeg, at der var kommet en del vand ind i spidsen af forkahytten. Det viser sig, at miniskottet ind til ankerbrønden ikke var glasset fast foroven. Så med ankertovet i brønden kunne vandet ikke drænes helt hurtigt nok, og efter 18 timer på bidevind var der kommet måske en liter eller to ind i køjen ad den vej. Det skulle naturligvis fikses, inden jeg lukkede området til med vinylplader. Først lukkede jeg sprækken med Tec7, og så glassede jeg skottet til fra begge sider.

Forkahytten har været et mørkt og dunkelt sted, men det har vi levet med frem til nu. Men en udskiftning af gulvtæpperne har længe været på bestillingslisten fra rederiet, så jeg kunne dårligt udskyde det længere.

Førbillede. Bag tæppet løb der vand ned i stuverummet under. Kun en lille smule, men nok til at båden ikke knastør overalt efter en vild tur. 



Gulvtæpperne var monteret med dobbeltklæbende tape, og de kom af næsten uden problemer. Det rå glasfiber var kun malet lidt i kanterne, så her bagefter med vinyl monteret kommer der svagt lys ind gennem skroget i solskin. 

Der skulle laves en del skabeloner i dagens løb for at få vinylpladerne til at passe

Endelig kom det sidste stykke på, og jeg fik fuget i samlingerne. 
Jeg er tilfreds med resultatet. Med næste projekt, hvor jeg satte en rude i forlugen, er forkahytten blevet et virkelig dejligt og lyst sted. Og med de to strukturelle forbedringer, er det også blevet et tørt sted.

Stuverum 

Det nu tørre stuverum var bare slet ikke til at komme til. Det strækker sig en armslængde frem, så der var en del uudnyttet plads her. Selvfølgelig kan man tilgå det ovenfra, men så skal man lige flytte eventuelle børn, habengut, en madras og en plade. Usmart. 

Jeg borede ud med det kopbor, der måske anes i baggrunden. Kopboret var størrelse 165 mm, det største fra Biltema. Jeg synes, det passer meget godt med åbningerne til stuverummene i salonen. 
Her en skitse over alle stuverummene under madrasserne i forkahytten.Kun det tomme rum helt fremme kan ikke udnyttes uden at løfte madrasserne. Men det er også småt på grund af forskibets udformning.