Sommertogt 2019, Christianshavn - Christiansø, 107 sømil

Sommertogt 2019, 1. etape, Christianshavn - Christiansø, 107 sømil.

Jeg stod op med solen på min første feriedag for at sejle mod Bornholm. 

Efter flere dage med hård vind og kuling lovede vejrudsigten roligt vejr fra omkring 9-tiden. Så jeg skulle lige udholde nogle timer på Øresund og ned mod Skanör, før vinden skulle blive mere medgørlig.

Der var for meget vind og rorpres de første 30 sømil, til at jeg kunne lade selvstyreren klare opgaven.

Når man sejler længere ture, kommer man uundgåeligt ud for, at vinden skifter en del i løbet af turen. Det betyder, at man må skifte sejlføring flere gange. Jeg sejlede ud med fuld store og fok, hvilket var lidt i overkanten i starten.

Vinden var, efter Skanör, for det meste plat læns. Da vinden løjede for meget, forsøgte jeg mig med spiler, men det gik ikke. Min spilererfaring fra det forholdsvist flade vand på Øresund er ikke helt overførbar til Østersøens store bølger. Jeg endte med at sejle en stor del af turen med genuaen og storsejlet i butterfly. Men det er svært at holde i store bølger, så det blev en lidt anstrengende sejlads.

Det er noget helt andet at sejle i Østersøen end Øresund, Kattegat og Skagerak, som jeg kender bedre. Ikke én gang kom jeg inden for hilseafstand af andre både. At holde udkig var næsten overflødigt, og alle skibe og både jeg så, havde AIS-transponder, så jeg havde set dem på Marine Traffic, inden jeg så dem på havet. Men det var nu mest bølgerne, der overraskede mig. Større end noget andet, jeg har sejlet i. Vinden havde også været hård længe, så jeg var da glad for, at jeg ikke skulle krydse.

Efter at have sejlet siden solopgang kastede jeg anker i en lille bugt under Hammerknudens østside på Bornholm.

For ikke at ankomme til Christiansø i mørke valgte jeg at tage nogle timer på køjen for anker. Jeg havde på forhånd udvalgt mig en god ankerplads. Desværre levede bådens CQR-anker ikke op til sit ansvar. På trods af bundens fine beskaffenhed og det rolige vejr, lykkedes det ankeret at glide stille og roligt over bunden i løbet af de timer, vi lå der. Jeg havde ellers installeret en fin app, som skulle fortælle mig, hvis vi kom længere væk end 15 meter. Men ak, også denne svigtede sit ansvar. Da jeg ved solopgang trykkede på den, livede den straks op og kunne hylende fortælle mig, hvad jeg allerede havde konstateret, nemlig at vi var drevet 75 meter fra pladsen og altså var på vej mod åbent hav.

Der var derfor ikke andet at gøre end at hive anker og klude op og så ellers ordne morgentoilette og morgenmad sejlende.

Det var nu ellers en rigtig fin ankerplads, vi lå på.

Turen videre til Christiansø var begivenhedsløs.

Endelig fremme ved Christiansø. Jeg havde set tre både gå ud og ingen ind, så der måtte være plads.

Ja, god plads. Faktisk lå her senere på dagen kun syv både. Havnelodsen fortæller, at her kan ligge op til 60.

Selve øen er helt fantastisk. Som en miniputudgave af Marstrand. Men dansk. Den føles på samme tid meget dansk, og meget udansk. En slags Bornholms Bornholm. Man er i hvert fald langt væk, når man kalder Bornholm for fastlandet.

Det er tydeligt overalt, at øen har været helt militariseret.

Panorama over indsejlingen

Øens østside. Efter sigende skulle der være gode ankringsmuligheder her. Men jeg skulle ikke nyde noget. Jeg havde også brug for landstrøm, for medsøen havde gjort livet hårdt for selvstyreren.

På kroen fik jeg (selvfølgelig) sild og så denne "christianshavnertærte" til dessert. Lækkert.

Til trods for øens lidenhed er den fyldt med små naturperler. Her er et lille vandhul fyldt med kvækkende frøer.

Så er vi ovre på øens mindre appendiks, Frederiksø, hvor også båden ligger.

Øen har et fint lille museum i dette tårn på Frederiksø.