Sommertogt 2019, Christiansø - Utklippan, 43 sømil

Sommertogt 2019, 2. etape, Christiansø - Utklippan, 43 sømil

Ankomst Utklippan ved solnedgangstid.

Efter en god nat i havn studerede jeg den seneste vejrudsigt. Nattens hårde kuling skulle i løbet af dagen aftage. Mit problem var, at jeg gerne ville nordpå til Sverige. Så jeg havde brug for mange timer i godt sejlervejr.

Jeg planlagde derfor en overliggerdag på Christiansø, for dagen efter skulle der være roligt vejr hele dagen. Kl. 12 tog jeg imidlertid imod en finsk sejler, der glad var sejlet fra Bornholm til 'øen'. "Ja ja, vejret er fint, det blæser kun 10 nu", sagde han. Finner er notorisk koldblodige. Med min viden om vejrudsigten in mente vidste jeg, at han måtte være sejlet ud i 14 m/s, og derfor føltes de 10 sikkert rolige. Jeg besluttede mig derfor for, at hvis jeg en i fart gjorde klart skib, så kunne jeg sejle ud i 9 m/s og lige akkurat komme til Utklippan ved solnedgang, hvis alt gik vel.

Hvad vinden præcist var, da jeg gik ud, det ved jeg af gode grunde ikke, da jeg ikke har et instrument til at måle vinden. Men for rebet storsejl alene sejlede jeg 4.5 knob. Jeg var den første båd til at gå ud i det vejr. Men det er jo ganske ufarligt at forlade en havn i dårligt vejr. Straks værre er det at anløbe en havn i dårligt vejr. Og jeg havde nøje studeret vejrudsigten, og vinden skulle starte som hård, og siden løje til omkring 5 m/s. 5 m/s er en helt fin vind at sejle og anløbe havne i.

Fordi vinden skulle løje i løbet af dagen, ville jeg få brug for genuaen, var mit ræsonnementet. Derfor rebede jeg storsejlet i havn og lod genuaen blive på. Det skulle dog vise sig at være lige lovlig voldsom sejlføring i starten, da vinden her også var ret spids. Selvstyreren kunne ikke klare den spidse kurs og den krappe sø, så jeg måtte selv styre. Men jeg vidste, at det kun ville gælde de første 2½ timer, hvorefter vinden skulle løje og rumme lidt. Vejrudsigten hold stik, og jeg fik 2½ hårde første timer med super fart, og resten af de 43 sømil var smooth sailing.

Denne tur fra Christiansø til Utklippan var over åbent hav. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at Østersøen skulle være meget andet end en videreførelse af "de indre farvande". Men det er mere hav, end noget andet, jeg har oplevet. Man kan ikke lade være at tænke, at "Selvfølgelig holder grejet. Selvfølgelig. Det er gennemtestet. Intet kan gå galt. Overhovedet. Nej! Men hvis nu ... Hvad så?" Når man ikke lige har de tanker, så nyder man bare følelsen over at være helt alene på havet og tilliden til en gennemtestet og robust danskproduceret båd.

Fra jeg forlod Christiansø og frem til fem sømil før Utklippan så jeg kun en eneste anden sejlbåd, og denne kun i kikkerten så langt borte, at jeg ikke kunne afgøre dens sejlføring. Men jeg så mange store skibe. Hele tiden kunne jeg skimte en flok store skibe rundt på horisonten.

Bortset fra ensomheden på havet så var sejlturen fantastisk. Vejret artede sig fuldstændig efter vejrudsigten, og jeg ankom prævis til solnedgang.

Utklippan består stort set af to store skær med en yderhavn mellem sig. Det rektangulære havnebassin har svenskerne sprængt ud af klippen. Både yder- og inderhavn har to indgange. Det har efterladt en lille ekstra ø midt i bassinet.

Der er et eller andet særligt ved små øer. Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg kan ikke lade være med at opsøge dem. Kyholm, Romsø, Lyø, Flakfortet, Hven, Trekroner, Christiansø, Vejrø, Femø, for nu blot at nævne nogle få af dem, vi har besøgt. Små øer er bare noget særligt. Utklippan har længe være på min liste over øer, jeg ikke har besøgt, men vil besøge. Sammen med Middelgrundsfortet, Hesselø og Hirsholm i øvrigt, for nu bare at nævne nogle få, jeg endnu mangler. Utklippan læste jeg første gang om i bogen Balladen i Haparanda.

Da jeg ankom, fandt jeg havnen fuld. Folk stirrede med vantro på mig. "Hvorfor kommer han mon ind så sent? Hvad har han tænkt sig? Havnen er jo fuld."

En venlig svensker hjalp mig med at lægge til. Han og hans kone havde ligget her i foreløbig to dage, fortalte han. "Hvad gør man da her?" Spurgte jeg. "Intet. Her er bare eksotisk!", lød svaret. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske også er selve navnet 'Utklippan', der tiltrækker folk. Kan man komme længere ud, end noget der hedder sådan? Det kan man faktisk ikke i Sydsverige, og dermed er navnet meget rammende.

Her er ingen faciliteter. Det havde jeg i hvert fald forberedt mig på. Men på en gåtur så jeg, at der faktisk findes en smule landstrøm herovre. Men det at stedet er øde og goldt synes i sig selv at være attraktionen. Og så ligger øen bare godt på ruten og er en meget beskyttet havn i al slags vejr. Havnen har to indgange, fra øst og vest, så den kan anløbes sikkert i al slags vejr.

Christiansø og Utklippan har flere ting tilfælles. Danmarks og Sveriges yderste forposter. For dem begge gælder, at to skær former sig om en ideel havn. Historien har behandlet dem forskelligt. Utklippan har ingen historie, men kan underholde ornitologer i dagevis. Alle andre må komme for stilheden, selv om det jo ikke er så stille med alle de andre, der kommer for det samme.

Næste morgen blev havnen hurtigt tømt for både. Alle havde, som jeg, konstateret, at der ikke rigtig er noget på Utklippan.

Jeg var også ovre på det andet skær for at spise morgenmad. Desværre var caféen lukket. Men det er da hyggeligt, at der er joller til fri afbenyttelse mellem øerne.