Sommertogt 2019, 9. etape, Rønne - Vang

Vang stenbrud.

Sidste stop på Bornholm i denne omgang var Vang, for vi havde booket klatring i Vang stenbrud.

Turen til Vang var en smule hård i vind af måske 9 - 10 m/s foran for tværs. Men bølgerne var ikke slemme, så for fok og storsejl gik det fint.

Vel ankommet til Vang gik vi straks i gang med at udforske området. Naturen omkring Vang står ikke tilbage for Hammeren, så det var rart lige at få en sidste god bornholmernaturoplevelse, inden vi vender stævnen mod København.

På havnen mødte vi den lokale bornholmerskipper på S/Y Pinta, og vi blev her budt på klokken ølve-øl. 

Naturen og historien i Vang er speciel. Her er et gammelt anlæg til udskibning af sten fra det lokale
stenbrud.

Klatring i det nedlagte stenbrud kræver stærke nerver. Her er det matrosen, der klatrer til tops.

Vang havn er ikke en kommunal havn, og stor er den heller ikke. Underligt nok er den ikke overfyldt. For den er da virkelig en perle. Der er lidt mere miljø på havnen end ved Hammer havn, og afstanden til borgruinen er ikke meget større herfra. Faciliteterne i Vang er ikke helt i top, men sådan er det jo med små hyggelige havne. Vi betalte 160 mod 198 i de andre havne.

Sommertogt 2019, 8. etape, Svaneke - Dueodde - Rønne

Dueodde - Danmarks sydøstligste punkt med det fineste sand. I baggrunden ses Helge.

Svaneke var fantastisk, men vi skulle videre til Rønne i vores travle ferieprogram. Nu her ved feriens østligste punkt var vinden netop slået over i øst, så der var halv vind hele vejen til Dueodde.

Kysten fra Svaneke til Dueodde er smuk og med mange sammerhuse ned til vandet. Nexø sejlede vi forbi. Den har vi til gode til en anden gang.

Matrosen havde fra ældre familiemedlemmer hørt om det sagnomspundne sand fra Dueodde. Legenden fortæller, at det er så fint, at man i gamle dage brugte det til at fjerne overskydende blæk fra papiret, når man havde skrevet med fyldepen. Yderligere fortælles det, at sandet er så fint, at det knirker, når man går. Desværre findes der ingen havn i miles omkreds af Dueodde, så vi valgte at ankre op ud for Dueodde og sende en ekspedition i land til at samle en æskefuld af det mytologiske sand.

Hele bunden omkring Dueodde er selvfølgelig det fineste sand. Revler der flytter sig meget. Trofaste læsere vil vide, at jeg har respekt for den slags, så vi bevægede os forsigtigt frem og kastede anker på 1,8 meter vand.

To svømmere og en vandtæt pose med diverse remedier begiver sig ind til kysten for at fylde en lille beholder med sand. Selv om vi lå på 1.8 meter, hvor jeg netop kunne bunde, måtte vi svømme over flere dale på vej ind. Vi halvvejs gik, halvvejs svømmede ind til stranden.

Endelig fremme til høstning af sand.

Efter sandhøstningen svømmede vi tilbage til Helge og skibsrederen, som henset til anker-fadæsen i Sandvig nogle uger tidligere, valgte at blive på sit skib, mens det lå opankret.

Tilbage i båden gik det nu i medvind til Rønne. Der er kun én kølbådshavn på hele sydkysten, nemlig Arnager. Men vi havde brug for en havn med legeplads og faciliteter, så vi sejlede et par sømil længere og nåede Nørrekås havn i Rønne.

Og faciliteterne i havnen ER gode. Både og bade- og vaskefaciliteter er helt i orden, i modsætning til i Gudhjem og Svaneke.

Rønne er en hyggelig dansk provinsby. Med det mener jeg, at den, bortset fra den charmerende dialekt, er mere dansk end bornholmsk. På torv/gågade finder man "Din Tøjmand", "Bog & Idé", "Sport Master", et apotek osv.

Ud for Rønne tog vi en guidet tur på fossiljagt. Bornholm var, i modsætning til resten af Danmark, oven vande i Dinosaurernes tid.  Vi fandt forstenede snegle og et enkelt stykke fra en 140 millioner år gammel skildpadde på det sted, hvor den første tand fra en dinosaurus i Danmark blev fundet i år 2000.

Forklaring af fund.

Turen hjem fra fossilgraven gik gennem en flot skov.

Denne flotte tyske nål af en båd, en Skerry, mødte vi i Hammer havn, i Svaneke og igen her i Rønne.

Sommertogt 2019, 7. etape, Nørresand (Gudhjem) - Svaneke

Brunch på hyggelig udendørsrestaurant på havnen.

Vinden havde lagt sig, så efter at have tanket benzin gjorde vi klar til en motortur de otte sømil til Svaneke.

Hvorfor ikke gøre sig det lidt behageligt, mens man lader sig transportere til Svaneke.

Vel fremme i Svaneke fandt vi hurtigt en god plads.

Svaneke er i mine øjne meget bedre end Gudhjem. Den er også turistet men på en mindre turistfældeagtig måde. Og så er der i yderhavnen et dejligt havbademiljø med udspringstårn i med ca. 2-, 3- og 4-metervipper.

Vi nåede at udforske byens bolcheri, Svaneke bryghus, Bülow-lakrids og mange andre lækre bornholmske specialiteter.

Restauranten ved havnen var bare helt fantastisk. Om aftenen fik børn og barnlige sjæle lov at grille skumfiduser og poppe popcorn.

Der er ikke så meget at sige. Svaneke er bare Bornholm, når det er bedst. Fantastisk smuk natur og by. Lokale og gæster er hyggelige og rare, butikker og spisesteder gode og ærlige. Nårh ja, og så de bedste havbadefaciliteter siden Fjällbacka.

Sommertogt 2019, 6. etape, Hammer havn - Nørresand (Gudhjem)

Sol(nedgang) over Gudhjem.

Sejlturen fra Hammeren var virkelig smooth sailing for sejl hele vejen. Efter de første to sømil rundede vi spidsen af Hammeren, og som da jeg sejlede der to uger tidligere, forsvandt bølgerne. Så bommede vi og tog de resterende otte sømil for halv vind.

Vi sejlede ud i tåge, der dog lå ret højt. Toppen af Hammerknuden og Borgruinen kunne ikke ses.

Gudhjem har to havne, en stor og en lille, som ligger meget tæt på hinanden. Vi lagde os i den lille havn, der lå lige ved byens udkant og var meget hyggelig. Desværre var der ingen faciliteter i havnen. Wifi, bad og toilet var beliggende ved den anden havn. Det behøver ikke være et problem, men for 40+-segmentet er det irriterende at skulle gå flere hundrede meter for at tisse om natten. Selv strøm var 100 meter væk. Det er selvfølgelig ikke i orden og heller ikke velbeskrevet i guidebøgerne. Men heldigvis ligger Nørresand havn i den ikke-overrendte del af byen. I den 'rigtige' havn er der virkelig tant og fjas til langt ud på aftenen, hvor der her i den nordvestlige del af byen er mere fredfyldt.

Gudhjem selv er utrolig charmerende, men her i højsæsonen er den direkte overrendt af turister på den ikke så charmerende måde.

I havnen ligger to fastliggende sejlbåde og nogle små fiskerjoller. Helge var den eneste gæstesejler. Da vi ankom, blev vi taget godt imod af skipperen fra de to andre både og anvist en god plads.  Gæster er sjældne men velkomne.

Vi udforskede Karamelleriet og et glaspusteri og badede fra havnen. Om eftermiddagen gik vi på Oluf Høst-museet, der var flot og med en spektakulær have.

Museet havde også et lille udhus, hvor man selv kunne slippe kreativiteten løs.

Sommertogt 2019, 5. etape, Simrishamn - Hammerhavn, Bornholm

Matrosen og Helge med Hammershus Borgruin i baggrunden.

Efter at have ligget stille i ti dage i Simrishamn fik Helge hele sin besætning om bord. Vi provianterede, hyggede, spiste aftensmad og gjorde skibet klar til afrejse tidligt næste morgen. Målet var sat: Hammeren på Bornholm. Vi sejlede kl. 0600 om morgenen til Hammer havn. I starten var vinden for svag til at sejle for sejl, men senere luftede det lidt op til genua og storsejl.

Vel ankommet til havnen kl. 11 gik vi straks i gang med at udforske Hammershus borgruin og derefter gik vi en tur omkring Opalsøen, der ikke uden grund er blevet kaldt Danmarks smukkeste sø.

Det er gratis at besøge både ruinen og det informative besøgscenter. Hammershus er Norden største borgruin, og et besøg får virkelig tankerne til at løbe tilbage til middelalderen. Tilbage på båden læste vi om Leonora Christina og hendes liv og skæbne.

Opalsøen. I må tage mit ord for det, men et besætningsmedlem hænger her i tovbanen, Danmarks længste, med en tur på 290 meter og en højdeforskel på 48 meter. Det lykkedes os ikke at tale hende fra at prøve en tur. Opalsøen er et gammelt granitbrud, der med tiden er blevet fyldt op med ferskvand.

En glad fastbesluttet pige på vej mod sin første tur med Tovbanen.

Opalsøens klare badevand var en lækker forfriskning ovenpå stroppeturene på det nordlige Bornholm.

Udspring tilladt!
Tovbanen var et tilløbsstykke, men der var ikke mange, der ville tage turen ud over klippen og ned i det blanke vand. Faldet er ca. syv meter, men det er lodret ned, så man behøver ikke at tage tilløb. For at komme tilbage til land skulle man svømme 100 meter uden om tovbanens landing.

Efter de oplevelser gik vi tidligt i seng for at se mere på øen næste dag.

Bortset fra Rødvig, der også er en helt fantastisk havn, tror jeg ikke, vi nogensinde har taget en frivillig overliggerdag i en havn. Men der var mere, vi skulle udforske på Bornholms nordvestspids. Vi startede dag to med en lang vandretur hele vejen rundt om Hammerknuden.

Her bygger man varder. Beviseligt.

Vi har gjort vores.

Salomons kapel. Kapellet er anlagt ved en fersvandskilde og en nu nedlagt havn. Som med Hammerhavn  er der ingen by her. Kun et for længst nedlagt kapel. 

Naturen turen rundt ved Hammeren er virkelig spektakulær. En sjov blanding mellem Kullen og Rømø. Klipper og hede.

Helleristninger.

Matrosens belønning efter en dags vandring var klatring på klipperne og yderligere to ture på tovbane og to udspring fra klippen. Efter dagens lange stroppetur og en pause på båden, sendte rederiet os på jagt efter helleristningerne, som der er en del af på stedet. Helleristningerne i området er ikke optegnede, og der bliver løbende opdaget nye, så det er lidt et detektivarbejde. Mange af klipperne i området er dækket af bevoksning, så der er utvivlsomt store mængder af Helleristninger lige under overfladen.

Bornholms helleristninger står naturligvis noget tilbage for dem i Tanum Hede i Sverige. Det skyldes naturligvis, at de kortlagte helleristninger dér er langt flere og prægtigere. Men også at de er bedre præsenteret for turister. At der er flere i Tanum Hede er tilfældigt, men der kan som sagt være mange flere gemt her på Bornholm, som bare ikke er kortlagt. Og den måde de præsenteres på her, gør det svært at finde dem og forstå dem. Helleristningerne i Tanum Hede ligger også langt fra havet på grund af landhævningen siden bronzealderen. Bornholm ligger, hvor den ligger. Og den flytter sig ikke, så ristningerne ligger tæt ved vandet, hvor folk boede og stadig bor.

Vi vil klart anbefale denne havn og at udforske dens omgivelser. Men stedet er ikke for alle. Her er ingen indkøbsmuligheder og lækre caféer og restauranter og ikke meget 'miljø', som man for eksempel ser det i Rødvig. Men for den eventyrlystne, som er godt gående, er her Danmarks smukkeste sø, Opalsøen, med badning, syvmeterudspring og tovbane, Borgruin, helleristninger og landets bedste vandring.

Sommertogt 2019, Christiansø - Utklippan, 43 sømil

Sommertogt 2019, 2. etape, Christiansø - Utklippan, 43 sømil

Ankomst Utklippan ved solnedgangstid.

Efter en god nat i havn studerede jeg den seneste vejrudsigt. Nattens hårde kuling skulle i løbet af dagen aftage. Mit problem var, at jeg gerne ville nordpå til Sverige. Så jeg havde brug for mange timer i godt sejlervejr.

Jeg planlagde derfor en overliggerdag på Christiansø, for dagen efter skulle der være roligt vejr hele dagen. Kl. 12 tog jeg imidlertid imod en finsk sejler, der glad var sejlet fra Bornholm til 'øen'. "Ja ja, vejret er fint, det blæser kun 10 nu", sagde han. Finner er notorisk koldblodige. Med min viden om vejrudsigten in mente vidste jeg, at han måtte være sejlet ud i 14 m/s, og derfor føltes de 10 sikkert rolige. Jeg besluttede mig derfor for, at hvis jeg en i fart gjorde klart skib, så kunne jeg sejle ud i 9 m/s og lige akkurat komme til Utklippan ved solnedgang, hvis alt gik vel.

Hvad vinden præcist var, da jeg gik ud, det ved jeg af gode grunde ikke, da jeg ikke har et instrument til at måle vinden. Men for rebet storsejl alene sejlede jeg 4.5 knob. Jeg var den første båd til at gå ud i det vejr. Men det er jo ganske ufarligt at forlade en havn i dårligt vejr. Straks værre er det at anløbe en havn i dårligt vejr. Og jeg havde nøje studeret vejrudsigten, og vinden skulle starte som hård, og siden løje til omkring 5 m/s. 5 m/s er en helt fin vind at sejle og anløbe havne i.

Fordi vinden skulle løje i løbet af dagen, ville jeg få brug for genuaen, var mit ræsonnementet. Derfor rebede jeg storsejlet i havn og lod genuaen blive på. Det skulle dog vise sig at være lige lovlig voldsom sejlføring i starten, da vinden her også var ret spids. Selvstyreren kunne ikke klare den spidse kurs og den krappe sø, så jeg måtte selv styre. Men jeg vidste, at det kun ville gælde de første 2½ timer, hvorefter vinden skulle løje og rumme lidt. Vejrudsigten hold stik, og jeg fik 2½ hårde første timer med super fart, og resten af de 43 sømil var smooth sailing.

Denne tur fra Christiansø til Utklippan var over åbent hav. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at Østersøen skulle være meget andet end en videreførelse af "de indre farvande". Men det er mere hav, end noget andet, jeg har oplevet. Man kan ikke lade være at tænke, at "Selvfølgelig holder grejet. Selvfølgelig. Det er gennemtestet. Intet kan gå galt. Overhovedet. Nej! Men hvis nu ... Hvad så?" Når man ikke lige har de tanker, så nyder man bare følelsen over at være helt alene på havet og tilliden til en gennemtestet og robust danskproduceret båd.

Fra jeg forlod Christiansø og frem til fem sømil før Utklippan så jeg kun en eneste anden sejlbåd, og denne kun i kikkerten så langt borte, at jeg ikke kunne afgøre dens sejlføring. Men jeg så mange store skibe. Hele tiden kunne jeg skimte en flok store skibe rundt på horisonten.

Bortset fra ensomheden på havet så var sejlturen fantastisk. Vejret artede sig fuldstændig efter vejrudsigten, og jeg ankom prævis til solnedgang.

Utklippan består stort set af to store skær med en yderhavn mellem sig. Det rektangulære havnebassin har svenskerne sprængt ud af klippen. Både yder- og inderhavn har to indgange. Det har efterladt en lille ekstra ø midt i bassinet.

Der er et eller andet særligt ved små øer. Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg kan ikke lade være med at opsøge dem. Kyholm, Romsø, Lyø, Flakfortet, Hven, Trekroner, Christiansø, Vejrø, Femø, for nu blot at nævne nogle få af dem, vi har besøgt. Små øer er bare noget særligt. Utklippan har længe være på min liste over øer, jeg ikke har besøgt, men vil besøge. Sammen med Middelgrundsfortet, Hesselø og Hirsholm i øvrigt, for nu bare at nævne nogle få, jeg endnu mangler. Utklippan læste jeg første gang om i bogen Balladen i Haparanda.

Da jeg ankom, fandt jeg havnen fuld. Folk stirrede med vantro på mig. "Hvorfor kommer han mon ind så sent? Hvad har han tænkt sig? Havnen er jo fuld."

En venlig svensker hjalp mig med at lægge til. Han og hans kone havde ligget her i foreløbig to dage, fortalte han. "Hvad gør man da her?" Spurgte jeg. "Intet. Her er bare eksotisk!", lød svaret. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske også er selve navnet 'Utklippan', der tiltrækker folk. Kan man komme længere ud, end noget der hedder sådan? Det kan man faktisk ikke i Sydsverige, og dermed er navnet meget rammende.

Her er ingen faciliteter. Det havde jeg i hvert fald forberedt mig på. Men på en gåtur så jeg, at der faktisk findes en smule landstrøm herovre. Men det at stedet er øde og goldt synes i sig selv at være attraktionen. Og så ligger øen bare godt på ruten og er en meget beskyttet havn i al slags vejr. Havnen har to indgange, fra øst og vest, så den kan anløbes sikkert i al slags vejr.

Christiansø og Utklippan har flere ting tilfælles. Danmarks og Sveriges yderste forposter. For dem begge gælder, at to skær former sig om en ideel havn. Historien har behandlet dem forskelligt. Utklippan har ingen historie, men kan underholde ornitologer i dagevis. Alle andre må komme for stilheden, selv om det jo ikke er så stille med alle de andre, der kommer for det samme.

Næste morgen blev havnen hurtigt tømt for både. Alle havde, som jeg, konstateret, at der ikke rigtig er noget på Utklippan.

Jeg var også ovre på det andet skær for at spise morgenmad. Desværre var caféen lukket. Men det er da hyggeligt, at der er joller til fri afbenyttelse mellem øerne.

Sommertogt 2019, Christianshavn - Christiansø, 107 sømil

Sommertogt 2019, 1. etape, Christianshavn - Christiansø, 107 sømil.

Jeg stod op med solen på min første feriedag for at sejle mod Bornholm. 

Efter flere dage med hård vind og kuling lovede vejrudsigten roligt vejr fra omkring 9-tiden. Så jeg skulle lige udholde nogle timer på Øresund og ned mod Skanör, før vinden skulle blive mere medgørlig.

Der var for meget vind og rorpres de første 30 sømil, til at jeg kunne lade selvstyreren klare opgaven.

Når man sejler længere ture, kommer man uundgåeligt ud for, at vinden skifter en del i løbet af turen. Det betyder, at man må skifte sejlføring flere gange. Jeg sejlede ud med fuld store og fok, hvilket var lidt i overkanten i starten.

Vinden var, efter Skanör, for det meste plat læns. Da vinden løjede for meget, forsøgte jeg mig med spiler, men det gik ikke. Min spilererfaring fra det forholdsvist flade vand på Øresund er ikke helt overførbar til Østersøens store bølger. Jeg endte med at sejle en stor del af turen med genuaen og storsejlet i butterfly. Men det er svært at holde i store bølger, så det blev en lidt anstrengende sejlads.

Det er noget helt andet at sejle i Østersøen end Øresund, Kattegat og Skagerak, som jeg kender bedre. Ikke én gang kom jeg inden for hilseafstand af andre både. At holde udkig var næsten overflødigt, og alle skibe og både jeg så, havde AIS-transponder, så jeg havde set dem på Marine Traffic, inden jeg så dem på havet. Men det var nu mest bølgerne, der overraskede mig. Større end noget andet, jeg har sejlet i. Vinden havde også været hård længe, så jeg var da glad for, at jeg ikke skulle krydse.

Efter at have sejlet siden solopgang kastede jeg anker i en lille bugt under Hammerknudens østside på Bornholm.

For ikke at ankomme til Christiansø i mørke valgte jeg at tage nogle timer på køjen for anker. Jeg havde på forhånd udvalgt mig en god ankerplads. Desværre levede bådens CQR-anker ikke op til sit ansvar. På trods af bundens fine beskaffenhed og det rolige vejr, lykkedes det ankeret at glide stille og roligt over bunden i løbet af de timer, vi lå der. Jeg havde ellers installeret en fin app, som skulle fortælle mig, hvis vi kom længere væk end 15 meter. Men ak, også denne svigtede sit ansvar. Da jeg ved solopgang trykkede på den, livede den straks op og kunne hylende fortælle mig, hvad jeg allerede havde konstateret, nemlig at vi var drevet 75 meter fra pladsen og altså var på vej mod åbent hav.

Der var derfor ikke andet at gøre end at hive anker og klude op og så ellers ordne morgentoilette og morgenmad sejlende.

Det var nu ellers en rigtig fin ankerplads, vi lå på.

Turen videre til Christiansø var begivenhedsløs.

Endelig fremme ved Christiansø. Jeg havde set tre både gå ud og ingen ind, så der måtte være plads.

Ja, god plads. Faktisk lå her senere på dagen kun syv både. Havnelodsen fortæller, at her kan ligge op til 60.

Selve øen er helt fantastisk. Som en miniputudgave af Marstrand. Men dansk. Den føles på samme tid meget dansk, og meget udansk. En slags Bornholms Bornholm. Man er i hvert fald langt væk, når man kalder Bornholm for fastlandet.

Det er tydeligt overalt, at øen har været helt militariseret.

Panorama over indsejlingen

Øens østside. Efter sigende skulle der være gode ankringsmuligheder her. Men jeg skulle ikke nyde noget. Jeg havde også brug for landstrøm, for medsøen havde gjort livet hårdt for selvstyreren.

På kroen fik jeg (selvfølgelig) sild og så denne "christianshavnertærte" til dessert. Lækkert.

Til trods for øens lidenhed er den fyldt med små naturperler. Her er et lille vandhul fyldt med kvækkende frøer.

Så er vi ovre på øens mindre appendiks, Frederiksø, hvor også båden ligger.

Øen har et fint lille museum i dette tårn på Frederiksø.