søndag den 26. oktober 2014

Fornyet storsejl

Her ses tydeligt de gennemgående sejlpinde og resterne fra de oprindelige sejlpinde.
Jeg har tidligere nævnt, at at Helges storsejl var noget udsejlet. Med båden fulgte en del sejl, - to storsejl, to genuaer, to fokke, to spilere og en stormfok. Det storsejl jeg har sejlet med hele sæsonen havde slæder, og det er derfor lettere sætte og bjærge det alene. Det andet storsejl var stadig dejlig sprødt, men havde tovværksforlig. Tovværksforlig bliver opfattet som mere kapsejleragtigt. Men jeg har ved selvsyn set, at man kan klare sig godt på kapsejladsbanen med slæder i forliget. Derfor havde jeg ingen kvaler ved at få sat slæder i Helges sprøde storsejl.

Jeg så dette eksempel på nettet for den simpleste omsyning fra tovværks- til slædeforlig.
Jeg valgte ved samme lejlighed at få sat gennemgående sejlpinde i sejlet og syet foden om til 'løs fod'. Det er ikke tilladt i klassereglerne for L23 sejlbåde, på samme måde som det heller ikke er det for H-både, 806'ere og Folkebåde og sikkert en masse andre. Men da Helge aldrig skal 'klasses' kan jeg være ligeglad med om Helges sejl bliver lidt langsomme (eller lidt hurtigere i strid med klassereglerne).

Med mit behov er det afgørende, at sejlet er nemt at håndtere. Slæderne sammen med de gennemgående sejlpinde gør, at sejlet glider direkte ned på bommen og bliver fanget i lazy jack'en, når man lader faldet gå. I det hele taget mener jeg, at sejlet bliver lettere at håndtere. Der er andre, der har skrevet om gennemgående sejlinde. Der er mange fordele, men en ubetinget ulempe er naturligvis at båden ikke kan sejles som klassebåd med gennemgående sejlpinde.


For enden af hver sejlpind sidder denne særlige slæde.
Almindelig slæde. Der sidder to af dem
mellem hver sejlpind.



Nuvel, så meget for gennemgående sejlpinde.

Løs fod giver nogle trimmuligheder, som man ikke har med fast fod. I det hele taget har jeg aldrig forstået, hvad det smarte er med fast fod på storsejlets underlig. Men klassereglerne holder meget hårdt på, at underliget skal sidde fast i minimum 1,90 meters længde på bommen. Her er mere læsestof om løs fod.

Trimfejl! Så løs skal foden heller ikke være. Ved korrekt trim monteres barmen til bommen. Sejlet er syet, så der ikke kommer luft mellem bom og underlig, med mindre der slækkes meget på udhalet.


Her er underliget trimmet korrekt.
Sejlet er et originalt Quantum fra Amager. Jeg fik det syet om på selv samme loft. Quantum er ikke stort i L23-kredse, men på Amager er det, for eksempel på Lynetten, hvor blandt andre klubmesteren sejler med et Quantum-stel.

Sæsonen er desværre ved at være slut. Efter en god lang sæson er det lidt sørgeligt at skulle bruge blitz kl. 17 for at tage et billede.
Jeg vil anbefale enhver tursejler at få lavet sit nye tursejl med gennemgående pinde, løs fod og slæder. Men har man som jeg ikke lige muligheden for at bruge omkring 9000 på et nyt, så findes der til L23 sejlbåde og andre klassebåde et stort brugtmarked for let brugte kapsejlersejl. Alene med slæder er man godt kørende. Det bedste er naturligvis, hvis ens egen brugte båd kom med et kapsejl til omsyning, for da sparer man indkøb af et brugt og nyt nummer i sejlet.

Et alternativ er at få syet et nyt sejl i Polen. Jeg var i kontakt med dette loft, da jeg har sejlet med deres sejl i min tidligere båd og kender et par andre, som også har været tilfredse med at handle der. Alt inklusive (også forsendelse) er prisen ca. den halve af et sejl syet i Danmark (eller leveret af en loft med en dansk sælger).

lørdag den 18. oktober 2014

Hvilken mindre kølbåd skal man vælge?


Der findes heldigvis et væld af gode både i ca. samme størrelse som en L23 sejlbåd. Alle bådene er nordiske, og det skyldes ikke panskandinavisk patriotisme, men det faktum, at den gang hvor små kølbåde blev produceret, var Danmark og Sverige førende. Nedenstående skema er baseret på oplysninger i denne bog. Hvor den ikke kunne slå til, har jeg brugt udkik.dk's bådbase. TCC-tallene har jeg tålmodigt udgravet fra websejler.dk. I øvrigt har jeg måttet finde data frem fra aktive og ikke længere aktive klubber.


Bredt og langt cockpit god læ- ind- retning Blykøl Klasse- båd Aktiv klub og Face- book Plant agter- spejl uden ror Smuk- ke linjer TCC Længde m Vand- linje m Bredde m Dyb- gang m Vægt kg Antal produ- cerede
Albin Express ja nej nej ja ja nej ja 1,066 7,77 6,60 2,49 1,45 1720 ca. 1400
Albin Viggen langt ja nej nej nej ja nej 0,994 7,10 6,00 2,24 1,11 1400 ca. 1350
Drabant 22 nej ja nej nej ja ja nej 0,980 6,58 5,99 2,16 1,10 1300 ?
Drabant 24 ja ja nej nej nej ja nej 1,013 7,47 6,75 2,53 1,53 2100? -
Folkebåd nej nej nej ja ja nej ja 0,932 7,68 6,00 2,20 1,20 1930 ca. 4250
Granada 24 nej ja nej nej nej ja nej 0,979 7,14 6,00 2,50 1,25 1800 ca. 310?
H-båd nej nej nej ja ja ja ja 1,050 8,28 6,30 2,18 1,30 1450 ca. 4500
IF nej nej nej ja ja nej ja 0,990 7,87 6,03 2,20 1,21 2150 3600
Junker 22 nej nej nej nej nej nej nej 0,937 6,50 5,50 2,00 0,90 1300 ca. 230
L23 ja ja ja ja ja ja ja 1,048 7,18 6,03 2,40 1,30 1500 403
Larsen 25 ja ja ja nej ja ja ja 1,078 7,90 7,25 2,45 1,40 1600 62?
Marsvin nej ja nej nej ja* nej ja 1,044 6,80 6,16 2,54 1,40 1250 30?
Maxi 68 nej ja nej nej nej nej nej 0,976 6,80 5,95 2,40 1,28 1550 1295
Maxi 77 ja ja nej nej ja nej nej 1,064 7,70 6,75 2,50 1,45 2000 3900
Solus 24 nej nej ja nej nej ja nej 1,035 7,38 6,63 2,43 1,20 1800 ca. 300
Spæk- hugger nej ja nej ja ja nej ja 1,062 7,44 6,31 2,33 1,45 2300 ca. 500
X-79 nej nej nej ja nej ja ja 1,123 7,94 6,40 2,88 1,35 1600 470

* Grindeklubben.

Lidt om de enkelte både:

Albin Express: En meget aktiv kapsejladsklasse. Typisk sejles de af fire sejlere. Klassereglerne tillader ikke genua. Med genua, ville den sikkert have et større TCC-tal. Under DM for Expresser og L23 sejlbåde i 2014 blæste det op, og det ledte til haveri for to Expresser.

Albin Viggen: Fås i to udgaver, finne- og langkølet. Jeg har haft fornøjelsen af at være medejer af en. Båden er suverænt indrettet om læ, men den sejler dårligt. Særligt på kryds er den helt håbløs. Der findes en aktiv klub i Sverige, men i Danmark findes der ikke noget aktivt fællesskab omkring bådtypen.

Drabant 22: En nuttet og meget overskuelig båd. Efter sigende skulle sejlegenskaberne være suveræne for denne lille sejlbåd. Der er en meget aktiv facebook-side og hjemmesiden drabant22.dk er fyldt med tips til båden.

Drabant 24: Noget helt andet end 22'eren. Naturligvis er den større, men den ligner mere en Maxi, men sejler bedre. En båd jeg selv har overvejet, da den har et godt miks af fart og komfort, forstået på den måde, at den har begge dele.

Folkebåd: En klassiker. Nordisk folkebåd, som den jo egentlig hedder, tillader kun storsejl og fok i sine klasseregler. Det gør den billig, men sammen med den lange køl gør det også båden langsommere, end den behøvede at være. Den er den båd i feltet her, jeg helst ville gå på grund med.

Granada 24: Helge er nabo til en Granada 24, som dog har set bedre dage. Granada 24 prioriterer komfort i havn over sejlads. Det kan ses på dens meget lille cockpit.

H-Båd: Egentlig er en H-båd for lang til at være med i dette selskab, som jeg egentlig havde tænkt mig skulle gå op til maksimalt 8 meter. Men H-båden er svær at komme uden om. Vil man vise, at man kan producere de bedste sejl i Danmark, så er et DM i en H-båd en god start, synes mange sejlmagere at tænke. H-båden er meget 'race' og ikke så meget komfort. Jeg vil dog mene, at man sagtens ville kunne sejle på tur i en H-båd. H-bådens klasseregler tillader ikke genua.

IF Krydser: IF'eren er tung med sine 58 % af sin totalvægt i sin lange køl. Den særlige køl gør båden stabil at sejle, men det koster på farten. Båden er ret langsom for sine næsten 8 meters længde. Jeg ville vælge båden blandt feltet her, kun hvis jeg skulle på langfart.

Junker 22: Jeg havde fornøjelsen af at sejle på ferie i det gode skib Tusindfryd af Faaborg. Denne sejlbåd har et uheldigt miks af fart og komfort. Den har nemlig ikke rigtig noget af nogen af delene. Indretningen er helt håbløs, og krydsegenskaberne er ikke bedre. Vil man finde noget positivt at få ud af en Junker 22, så vil jeg anbefale denne beretning, som er hel fantastisk. Læs den, og vælg derefter en anden båd.

L23: Her er jeg naturligvis lidt farvet af mit eget valg. Men båden har nok komfort til at fem personer kan tage på togt i den. Og der sejles stadig DM. Læs i øvrigt argumenter for valg af L23 her og alle andre steder på siden.

Larsen 25: L23'erens lidt større og meget smukke kusine. Der er ikke lavet så mange Larsen 25'ere, men det skyldes nok mest, at båden kom sent i produktion. Der kan ikke siges meget godt om en L23 som ikke også kan siges om denne sejlbåd.

Marsvin: Sejlbåden Marsvinet lider af lidt samme skæbne som Larsen 25, - nemlig at den kom forsent i produktion, og dermed blev der kun lavet meget få. Marsvinet har for sin tid og sin størrelse en lang vandlinje. Nogen vil måske kalde båden overrigget. Jeg vil kalde den spændende. Denne hjemmeside gør båden ære.

Maxi 68: 77'erens billige lillebror. Båden blev lavet for dem, der ikke havde råd til den rigtige Maxi, nemlig 77'eren. Nu, hvor en god brugt 77'er kan erhverves for 35.000 danske kroner, kan jeg ikke se gode grunde til at lade sig nøjes med 68'eren. Der er særligt sparet på pladsen i cockpittet, hvilket i mine øjne er det værste sted. Har man en 68'er, bør man ikke snyde sig selv for denne Atlanterhavsberetning (på norsk).

Maxi 77: I første omgang havde jeg ikke medtaget 77'eren på denne liste, fordi jeg ikke anså den for en lille kølbåd. Men den er jo under 8 meter. Jeg udfordrer læseren til at finde en bedre indrettet sejlbåd på under 8 meter. Den sejler bedre end sit rygte, kan jeg bevidne. Den er blevet kaldt grim, med sit lidt utraditionelle udtryk. Jeg synes nu om dens udseende, som for sin tid er lidt futuristisk. Og så har den et dejlig plant fordæk.

Solus 24: En speciel båd, som trods sine kun 24 fod har dinetteindretning. Desuden skiller den sig ud med sin flade bund og blykøl.

Spækhugger: Spækhuggeren er en virkelig dansk klassiker. Den er speciel med sin spidse gat og sin eget tunge køl (58 %), som på denne liste kun matches af IF'eren. I modsætning til IF'eren, er Spækhuggeren dog meget hurtig. Særligt i let vejr sejler Spækhuggeren fra stort set alle andre både. Det skyldes, at den med sin tunge køl kan bære stor sejlføring, mens den stadig har et, i forhold til sejlene, relativt lille vådareal. Kølen gør også, at den er stabil i hårdt vejr. En spækhugger kan også sejle langt. Som kapsejler er spækhuggeren en meget aktiv klasse i Danmark. Komformæssigt kan man vælge mellem tre forskellige udgaver af båden, som alle har samme skrog og rig.

X-79: Den ekstreme sejler. Oprindeligt havde jeg ikke medtaget X-79'eren på denne liste, for det er jo en liste over kølbåde. X-79'erens hurtighed ligger i, at den kan plane, og det er jo ikke en særlig kølbådsagtig egenskab. Men båden er en eminent sejler. Let og hurtig. Men nogen familiesejler er den ikke. Den er en klassebåd, men klassen er død. Man møder ofte X-79 i havnene rundt omkring. Desværre er det oftest på land ... Jeg ville nyde at kapsejle i en X-79'er, men med min nuværende erfaring ville jeg ikke sejle den alene.

TCC i forhold til LYS: TCC er baseret på matematiske beregninger efter DH-reglerne. Det er, som med LYS, et forsøg på at få et enkelt tid-på-tid tal, man kan gange på sluttiden. Enkelte både kan være målt forskelligt ind, og alle har dermed ikke nødvendigvis det præcis samme tal. Hvor muligt, har jeg taget TCC-værdierne for 'klassede' både. Tallet er farvet af, at nogle klasser er meget restriktive med hensyn til spiler og genua, hvor andre må føre genua og stor spiler.

lørdag den 11. oktober 2014

Solosejlads Hven rundt

Smuk oktoberdag på Øresund.
Min sædvanlige besætning er taget på efterårsferie, så Helge og jeg kunne nyde en dag sammen i det helt fantastiske efterårsvejr. På trods af omkring 50 sejldage, er det første gang jeg sejler alene. Det var også første gang, jeg fik sejler i mørke. Lejligheden har budt sig før, men en defekt masteledning kom i vejen.

Turen gik ud i det blå, men endte med at blive en tur rundt om den smukke ø Hven. Vejret er stadig rigtig dejlig til sejlads. Men hvor man om sommeren kan sejle hele dagen og nyde en spændende havn med omgivelser om aftenen, så er der ikke meget ved at komme til en fremmed havn efter mørkets frembrud og så sidde og kukkelure i kahytten. Ikke alene i hvert fald. Så jeg gik ikke i havn på Hven, selv om jeg 'mangler' Kyrkbacken.

For at kunne sejle alene, er det nødvendigt med en eller anden form for styrehjælp. Jeg bruger en Tiller Tamer. Den kræver lidt tilvænning at bruge, og den kan ikke holde kursen lige så godt som en selvstyrer, eller endnu bedre, - et vindror. Men den er praktisk, bruger ikke strøm, og det er ikke et spørgsmål om at bruge den eller ej. Oftest har jeg den slået lidt til, så jeg selv skal styre 10 % af tiden. Så får den lige et lille nyk en gang hvert eller hvert andet minut. Helge har også en selvstyrer, men den bruger jeg aldrig, efter jeg er begyndt på Tiller Tamer'en.

Jeg havde også livline på. En lang en. Det er ikke så slemt at falde i vandet, for badestigen kan hives ud fra vandet. Men det dur ikke, hvis båden sejler væk. Det burde den dog ikke, for jeg trimmer altid til svag luvgerrig, men alligevel ...

Der var meget svag vind, og jeg kæmpede med at holde fart i båden. Den svage vind lod ikke til at være et problem for denne Spækhugger, som brusede forbi mig.
Ud for Rungsted var en stor regatta i gang. Jeg nåede desværre ikke helt derhen, før de sejlede væk. Jeg fandt således ikke ud af, hvilke sejlbåde det var. Men de var store og flotte!
Det var ikke med vilje, men jeg kom til at sejle i vejen for en del større motorfartøjer i dag på grund af den svage vind.
Den smukke ø Hven nordfra. I forgrunden ses et mærkelig hæktungt fartøj, som passerede mig for motor.

Det bliver hurtigt mørkt på denne tid af året, måtte jeg sande. København er meget hyggelig at sejle i efter mørkets frembrud. Jeg nænnede ikke at starte motoren før i sidste øjeblik. Stilheden var næsten overvældende.

Billeder (i hvert fald ikke dette) kan ikke gengive stemningen i København for sejl. Den store kasse er Operaen.




søndag den 5. oktober 2014

Havnerundfart i København

Navigatøren sejler glad Helge ud ad Kanalen efter en perfekt havnemanøvre.
Christianshavn er spækket med turister, der nyder det gode sommervejr i oktober. Så vi forlængede vores søndagsgåtur med en tur i Helge ud til vores yndlingscafé på Trekroner. Men nøjagtig som i sidste uge på Hven, må jeg konstatere, at sæsonen for næringslivet er kortere end for de mest optimistiske sejlere. Trekroner har kun åbent mellem 3. maj og 15. september. En sæson på kun lidt over fire måneder. I stedet tøffede vi lidt rundt i Københavns havn.

L23 sejlbåden er konstrueret af Lars Olsen. Her er endnu en Lars Olsen-konstruktion.
Trekroner. Smukt og solbeskinnet. Og lukket. Ikke kun caféen, men hele øen, var spærret af.
Fyrskib nr. X flot istandsat. Vi kunne se, at skibet er møbleret indvendigt.
Jeg har tidligere på sæsonen skrevet om Fyrskib nr. X her og her. Skibet har alene i denne sæson gået fra misligholdt skib til vrag på havets bund og til nu flot istandsat. Jeg har i løbet af sæsonen fulgt med i, hvordan en flok unge mennesker har knoklet med at udbedre denne perle af vores fælles kulturarv.


Den nederlandske flåde beærer os med et visit.
Matrosen inspicerer en gaffa-løsning.
Ruten som målt af app'en 'Keep Sailing'. Læs mere her og meld din båd til her.