lørdag den 19. maj 2018

Centerløft

Båden hænger!
Centerløft er en genial modifikation, som man kan lave på de fleste kølbåde, hvis de de ikke allerede er født med det. Idéen med centerløftet er, at man løfter direkte i kølboltene. På den måde kan man selv løfte båden fra sin trailer og ned i vandet (I Danmark må man betjene kraner op til 5.000 kg uden certifikat).

Løsningen er primært brugt af kapsejlere, som har bil og trailer, så båden kan trailes til stævner eller bare stå på land til daglig og spare havnepladsen (og begroningen). Men for mit sejlmønster, hvor båden er i vandet året rundt, er løsningen også god, for med båden hængende i en kran kan jeg vaske og male båden på et par timer og smide den i vandet igen. På den måde bliver jeg helt uafhængig af havnepersonalets kalender, og jeg behøver ikke tage fri to formiddage for at hjælpe med at få båden på land og i vandet igen.

På en L23 kan man desværre ikke løfte båden i bare én kølbolt, fordi der ikke er nogen af dem, der sidder centralt nok. Derfor løfter man i to kølbolte, hvis løftestropper samles i et åg over lugegaragen.

For at få skruet de oprindelige møtrikker af, skulle jeg først indkøbe en fastnøgle i mandestørrelse, 30 mm! 69 kroner.
Jeg skulle også bruge to øjemøtrikker og en studs, som er lavet til påfyldning af en vandtank. I alt 277 kroner.

Først gør vi klar til operationen ...
Så fjernes dørkbrædderne. En L23 er født med kølboltene glasset fast. Ikke super smart, men sådan er det. Jeg var lidt bekymret over den rustløber, der ses på billedet, men der var intet at se, da jeg fik lukket op til kølboltene.
Så gør vi klar til at bore fri med kopbor, hvorefter møtrikkerne befries med stemmejern.
Med gode råd og kyndig vejledning fik jeg møtrikkerne af. Jeg gjorde det, mens båden lå i vandet, og ikke, som flere havde foreslået, mens båden stod på land. Der er tre gode kølbolte, og to af dem kan godt holde båden.


Så er vi klar til løft. Eller, i hvert fald sidder øjemøtrikkerne på!

Der skulle også lige bores en hul i ruftaget, som den forreste kølboltes løftestrop kan glide igennem. Jeg HADER at bore huller i skibet. Men som altid gør jeg det efter tunge overvejelse
Studsen fra før blev modificeret lidt og sat fast i hullet.
Ekstraudstyr: Åg med to tons-sjækler og løftestropper behøver man sådan set ikke, for man kan næsten altid låne sig frem. Men muligheden bød sig for at tilegne sig et brugt sæt. Det deler jeg nu med en L23-ven.
Jeg fik ikke et godt billede af det, men man kan måske forestille sig, at der går en løftestrop fra hver ende af åget og ned til hver sin kølbolt.


Hvis nogen tænker, at det da er vanvittigt at løfte sin båd, sit kæreste eje, i en skrue(!), så forstår jeg dem godt. Jeg gøs ved tanken og havde regnet på det på fire forskellige måder, og hver gang kom jeg frem til, at systemet er overdimensioneret en fire-fem gange. Desuden stress-testede jeg det ved at flå båden op og ned i kranen lige over vandet.

Læs også L23-klubbens beskrivelse af operationen her.



fredag den 18. maj 2018

Ny rorpind

Spidsen af den nye rorpind. En sandwich af teak-bambus-teak.
Den gamle rorpind var efterhånden noget gennemhullet og med vandindtrængen under lakken flere steder. Men værst af alt, så var den lidt for kort for min smag. I mine øjne bør en solosejler kunne nå alt i cockpit og samtidig have mulighed for at have en hånd på roret. En L23 har et stort cockpit, så det kræver sin rorpind.

Efter at have grublet nøje over dette spørgsmål gennem sæson 2017, kom jeg frem til, at en ideel rorpind skulle være 8½ cm længere end den gamle.

Først skar jeg tre stykker træ ud i passende parallelogrammer.
Jeg har set flere moderne sandwich-rorpinde som endda har fine buer. Buen har jeg ikke brug for, så jeg kunne gå efter noget mere simpelt. Men helst ville jeg også så vidt muligt bruge noget træ, jeg havde på lager. Fra sidste vinters træarbejde havde jeg en god halv teaktræsplanke på lager. For at få den rigtige tykkelse skulle jeg blot finde et stykke træ på 8 mm. På Christiania fandt jeg en bambus-brædde til en tyver.

Så kunne de tre stykker limes og trykkes sammen med alt hvad jeg havde af skruetvinger.

Så skal der høvles! Pinden spidser frem mod spidsen og skal også være rundere og rundere, jo længere man kommer frem. Så lige dele mål og øjemål behøves.

Endelig færdig med slibearbejdet. Så skal der lakeres.

For at undgå, at den skulle ligge ned mellem lagene af lak byggede jeg en juletræsfod til den. I mit kælderrum er der om vinteren kun 15 grader, så jeg byggede også et lille hus med en varmekilde i form af en gammel bærbar computer, som blev sat til at knuse tal med en effekt af 72 W.
Otte lag lak senere.
"Man kan ikke lakere teak, fordi det indeholder for mange olier" er en sætning, man ofte hører i sejlerkredse. Men det kan man, og det holder, hvis man sørger for at tørre træet grundigt af med acetone.
For ikke at efterlade skruehuller i lakken hvor vand kan trænge ind, borede jeg først nogle store huller, fyldte dem op med epoxy, og så fastgjorde jeg monteringsskruerne i epoxyen.
Også hullet fra juletræsfoden fik en klat epoxy, så der heller ikke her kom en svaghed.
Jeg er tilfreds med resultatet, omend det skuffede mig lidt, at det ikke var tydeligere, at der var brugt forskellige træsorter. Men pyt, det var ikke på grund af æstetikken, jeg havde valgt forskellige sorter.

I sollys er farveforskellen mellem de to sorter dog meget tydelig.