One Star Challenge 2018, Den svære toer

Helge på vej mod solopgangen på dag 2 ved Alexandrines bro, mit personlige point of no return i sejladsen. Billedet er taget af skipperen på det gode skib "Anna" af Køge.

2018 bød på den anden udgave af One Star Challenge, OSC, altså Møn rundt fra Køge. OSC's distance på 106 sømil gør den til en overskuelig entry level-sejlads til den mere kendte Silver Rudder. I princippet. Sidste års tur bød på meget svag vind og dermed en lang sejlads, så os gengangere fra sidste år var spændte på, hvilket vejr dette års sejlads skulle byde på. Stor var de flestes skuffelse, da vejret dette år viste sig at være endnu mere svag vind afløst af flere nerveflossende vindhuller.

Af dette års 54 tilmeldte stillede ca. 50 både til start, og 12 gennemførte i tider fra 34 til 51 udmagrende timer på havet.

Forhåndsfavoriten den super spiffy og topgejlede Seascape 24, som skulle starte i samme start som jeg. Hvordan skulle det gå den? Læs videre og få svaret!

Logbogen
Transporten til Køge
Min gode ven, skipperen af L23'eren D148 Do-Do, som havde hjulpet mig med centerløftet, hjalp mig også denne gang med at sejle båden til Køge fra Lynetten. Vi havde følge af to andre Lynettebåde, Maxien "Pi" og Balladen "Bilbo". Det meste af vejen gik det fint, og vinden var som lovet bortset fra et enkelt grumt vindhul. Ikke adviserede vindhuller, kan man det? Ja, det skulle vise sig.

Min ven hjalp mig med solo-træningen under transportturen. Men indimellem også med trimfif og den sidste sætten tape på skarpe dimser for at hjælpe spilerhåndteringen.

Efter en hyggelig aften i selskab med andre solo-sejlere, arrangører og de fantastiske frivillige fra Køge var jeg klar til at smide mig på køjen for at være klar. Båden havde været klar i en hel uge. Alt skulle være klar. Ikke noget med noget, der lige skulle fikses.

Lidt info skulle der til på skippermødet. Men mest hygge. Og skipperhistorier, men flest løgnehistorier. Eller er det lidt det samme?

Starten
Jeg diskuterede på vejen til Køge med min ven, den mange-dobbelte DM-vinder i L23, om, hvordan jeg skulle forholde mig i starten. Vi endte med at grundet min manglende erfaring i vanlig kapsejlads og de andre L23'eres lokalkendskab, ville det være bedst at være lidt tilbageholdende i starten og vælge en af dem, og så sejle efter den ud af Køge Bugt.

Parat til start.

Jeg fik en for mig rigtig fin og planmæssigt start, og lagde mig efter L23'eren "Anna Bella". Den sejlede bedst sidste år, så det passede mig fint, at det blev den. De andre L23'ere er "Dory" og "MaLiMa". Forrest ses Seascape 24'eren "Danish Seascape" sejlet af den danske importør. Den var udråbt som forhåndsfavorit, og da jeg er fascineret af præcis Seascape 24, havde jeg glædet mig til at følge den. Desværre udgik den i det første vindhul, så det blev op til Seascape 27'eren "Vera" af Magretheholm at forsvare Seascapebådene, hvilket den med en samlet sejr gjorde.

Starten er gået. Tre smukke L23'ere på linje med "Helge" nærmest kameraet. Hvor er en L23-genua egentlig stor!

Køge Bugt i sø og ingen vind
På vej ud af bugten løjede vinden, og jeg forsøgte at trække lidt længere ud for at fange noget vind der. Det virkede bare ikke rigtig. Der var mindre vind der. Havde jeg ikke også fået at vide, at jeg bare skulle gøre, hvad de andre gjorde i Køge Bugt?

Efterhånden døde vinden fuldstændig, og jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor enerverende det er at ligge der i gammel sø og ingen vind, mens alt slasker og blafrer, og man ikke ved, hvor længe det skal stå på. Efter nogle timer kom der lidt vind igen. Med ca. ti sejlede sømil de første ti timer.

Endelig lidt vind. Bådene ligger spredt hulter til bulter, nogle for anker, andre bare drivende.

Vi mistede "MaLiMa" og "Dory" inden vi kom ud af bugten. "Dorys" skipper, som er en af arrangørerne, måtte udgå med en skade. Ærgerligt. Hvis det er nogen trøst, så har vi andre i hvert fald nydt frugten af de sidste 12 måneders arbejde!

Mit humør steg og faldt i takt med vindstyrken. Der var en tidsgrænse på 51 timer for min start, så jeg kunne hele tiden regne ud, hvor hurtigt jeg skulle sejle i gennemsnit for at nå frem. Alt over det blev fejret. Alt under forsøgte jeg (uden held) at ignorere.

Stevns. Liiige lidt kattepoter på vandet. Så sejler vi igen!

Fakse Bugt og Bøgestrømmen

Gennem Bøgestrømmen som perler på en snor.

Efter endnu et grumt vindhul kom der en smule vind. Kort inden vinden kom, efter timers forfærdelig slasken, hvor mit shore crew måtte lægge øren til både banderi og tuderi, blev vi enige om, at nu måtte vi lige give det til kl. 0900, altså efter 24 timer, og så se på det der. Vejudsigterne var ikke opmuntrende, og jeg tror, at det store mandefald vi så i feltet, skyldtes dels den dårlige tur ud af bugten og dels, at det ikke så ud til at ville blive bedre. Ikke desto mindre var der faktisk lidt luft at sejle på den nat, i modsætning til hvad vejrmeldingerne havde advaret om. Og så vidste jeg fra sidste år, at man, så snart man kommer gennem Bøgestrømmen, kan sejle på selv den mindste vind. For vandet er jo helt fladt derinde.

Et udsnit af diskussion med et uforligneligt shore crew, der holdt sig vågne det meste af nætterne for at støtte mig. AB, en meget brugt forkortelse i gruppen, var L23'eren "Anna Bella", som var den eneste konkurrent, vi holdt øje med. "Hvor er AB nu?". "Hvor meget vind har AB?" osv. På en underlig måde gav det mig god energi til at fortsætte, hver gang en båd udgik. Jeg kan ikke helt forklare det, og jeg tror ikke, det siger noget specielt godt om min person. Hvem sagde Schadenfreude?

Det var opportunt at sætte skæringsspileren og så skære med den hele vejen til indsejlingen til Bøgestrømmen. Lige ved indgangen mødte jeg to store både, en Sagitta 35 og Granada 32'eren "Anna" af Køge. Dem fulgtes jeg med gennem Bøgestrømmen i taleafstand i bælgravende mørke, hvor vi hjalp hinanden med at spotte bøjerne med vores lygter. Vinden var, så det ville være rigtigst at platte med den store rumskødsspiler, men jeg vurderede, at summen af mine spiler- og navigationsevner ikke var til, at jeg skulle tage den chance. Lynettebåden Balladen "Bilbo" indhentede gruppen foran sig ved at sejle med spileren oppe hele vejen frem til Farøbroerne og lidt videre. En imponerende indsats!

Her er vi ud for Nyord på vej mod Dr. Alexandrines Bro.

Jeg hænge på de store både i min gruppe, for deres længere vandlinje var til ingen nytte i den stadig meget svage vind. Da det lysnede ud for Nyord, kunne jeg spotte hele perlerække af både i kikkerten. Længst fremme kunne jeg spotte konkurrenten, L23'eren "Anna Bella" af Køge.

Dr. Alexandrines Bro

Jeg ved ikke, hvad det er ved denne bro. Men at passere den er bare så rar en fornemmelse. Måske fordi vi hentede båden i Stege på Møn i sin tid, og der kørte over broen med bus og så tilbage på den, da vi sejlede. Området er ufattelig smukt i al sin natur, og læg så en super smuk gammel bro oveni, så bliver det ikke bedre. Hvor meget man end er optaget af at sejle, så bliver man virkelig betaget af denne smukke tur. Danmark er smukkest fra havet, det ved mine læsere. Og ingen sejlads i Danmark har en smukkere rute: Bøgeskov, Stevns Klint, Bøgestrømmen, Nyord, Dr. Alexandrines Bro, Ulvsund, Farøbroerne, Grønsund og kulminationen Møns Klint, inden man igen passerer smukke og UNESCO-historiske Stevns Klint.

Efter Dr. Alexandrines (ikke Louises) Bro skulle jeg hen til S'et ved Peters Værft for spiler. Det er en lidt udfordrende manøvre, for ideelt set burde jeg have bommet to gange med denne store ned ad bakke-spiler, men det lykkedes lige akkurat at holde den oppe hele vejen igennem.

Jeg fulgte den blå rute. Men man burde kunne tage den orange smutvej, hvilket en konkurent også gjorde. Enhver må afgøre med sig selv, om det er risikoen værd. Han blæste igennem og overhalede hele den gruppe, jeg lå i.

Farøbroerne og mod Grønsund

"Anna" af Køge.

Mellem Farøbroerne trak jeg spileren ned og gjorde klar til at krydse det pittoreske stykke forbi Stubbekøbing.

Der skulle krydses helt ufattelig meget for at komme ud

På vej til Grønsund og ud i det forræderiske farvand med det misvisende navn "Møens Dyb" skulle løbets mest afgørende beslutning tages:

Hvilken vej ud? Enten krydse hele vejen ud gennem løbet eller tage smutvejen.

Skal man tage den afmærkede vej ud eller smutte inden om på den meget kortere rute? Det var kryds hele vejen ud mellem de 14 par koste eller halv vind den korte vej. Jeg havde forinden meddelt mit shore crew, at "Hvis der ligger en konkurrent foran, så gør vi det omvendte af ham". Mit shore crew var derfor meget opmærksomme på AB, og kunne fortælle, at han var gået ad den røde rute. Derfor valgte vi den grønne.

Dilemmaet er, at den korte rute er meget tidsbesparende, men også meget risikabel, for måske kommer man til at sidde fast. Kort inden jeg kom til skillevejen, fik jeg at vide, at AB stod på grund i det forræderiske område, hvor søkortet lyver om dybden. Inden jeg var kommet hele vejen ud, fik jeg nu melding, at AB var kommet fri, så jeg drejede fra da af til bagbord ind over nogle afmærkede grunde for ikke at komme for langt bagud. Jeg sejlede efter "Anna" af Køge, til den gik på en uafmærket grund. Så fortsatte jeg med nedsat fart og hjertet i halsen, mens mit ekkolod alarm-bibbede som en gal, fordi dybden flere steder var under 2 meter (kortet sagde over 4!). Treacherous waters indeed, kan "Anna" af Køge skrive under på. Heldigvis kom den fri.

Syd for Møn og Møns Klint

Efter den nervepirende tur over grundene syd for Møn var der igen kryds til klinten. Jeg tog et par gode blundere af 12 minutter for selvstyrer ved at lade den gå lidt mere fart end højde.

AB stadig foran. Fordømt!

Mellem blunderne mødte jeg et par legesyge Marsvin. Tidligere, i Køge Bugt, mødte jeg en sæl, der lå og prustede med hovedet over vandet i en halv time tæt ved båden. Frem til Klinten var turen begivenhedsløs.

Vel fremme ved klinten døde vinden igen, og jeg tror, jeg lå i tre timer med klaskende sejl. Hvis der ikke meget snart kom god vind, så ville det blive umuligt at nå Køge inden for tidsfristen. Frustrerende. Og samtidig var AB foran. Pludselig dukkede en båd fra min egen start op, som jeg ikke havde set siden starten af løbet. Hvor F..... kom han fra? Forfra? Bagfra? Ligemeget. Efter 38 timers sejlads lå vi nu inden for få sekunder. Bortset fra de andre L23'ere, så opfattede jeg egentlig ikke de andre sejlere som konkurrenter, blot medsejlere, og jeg nød hele turen at følges med andre. Starter med 30 minutter imellem viste sig i år at være helt perfekt i forhold til at samle nogle grupper på banen blandet med små, mellemstore og store både. Etap'en blev den sidste, jeg fulgtes med, og jeg kunne følge den med kikkerten hele vejen fra Møns Klint og de 40 sømil hjem.

Billedet gør ikke klinten ære, men som man kan se i lanternens afspejling i vandet, var det nær mørkt.

Over Fakse Bugt og gennem Køge Bugt
Jeg kunne sejle lidt med skæringsspileren, da der var kommet en smule vind, men vinden spidsede hurtigt, så jeg måtte tage den ned. Jeg havde ellers en klar edge over Etap'en med mit yndlingssejl, skæringsspileren, som også bragte mig hjem over Fakse Bugte sidste år. Men lidt efter spidsede vinden, og den måtte ned, og jeg måtte følges med Etap'en. Jeg var nødt til at blunde lidt for æggeuret igen, og da jeg efter 12 minutter vågnede med et sæt, så jeg, at han havde fundet en vindstribe lidt længere inde under land og var drønet forbi mig. Han sejlede klogt, og jeg besluttede, at jeg ikke var mentalt klar til at tage den kamp op. I stedet skar jeg op og kom ind i hans vindstribe og satte selvstyreren til at holde hans kurs, så jeg kunne blunde videre.

Etap'en havde sejlet dygtigt og var kommet lidt foran i natten. Længere fremme ses "Anna" af Køge, som jeg havde fulgtes med så længe, men som jeg til sidst, før Møns Klint, ikke længere kunne hænge på.

Efter lidt tid turde jeg dog ikke følge efter ham, for han gik så meget bagbord, at jeg frygtede, at han ville til Rødvig for at udgå. Intet kunne være mere forkert, for denne stolte svenske var en sand kæmper.

Selv om Etap'en havde sejlet klogt, fik jeg alligevel overhalet den, fordi der simpelthen bare var mere vind, der hvor jeg var.

Ellers var det mest begivenhedsrige på det stræk, at jeg fik en melding om, at "Anna Bella" var udgået. L23-Klubbens vandrepræmie for første L23 rundt om Møn kunne altså komme med tilbage til København, hvis jeg blot kunne komme i mål.

Kort efter videoen herover blev optaget, løjede vinden igen, og den vind der nu var, den kom nu direkte fra Køge.

Jeg forsøgte med alskens skødemuligheder at holde sejlene i facon. Der var ikke nok ind til at holde en spiler ude, men storsejlet og genuaen kan man arbejde med. Her er vist en skødning af storsejlet i rælingslisten. En løsning jeg brugte et utal af gange på turen.

En løsning jeg kun brugte én gang kort før mål  en bådshage til at spile genuaen ud med. Storsejlet blev spilet til den anden side. Det gav en fart på 0.8 på et tidspunkt, hvor 0.7 teoretisk var nok til at få mig ind inden for tidsgrænsen. Læg også mærke til kasteblokken i rælingslisten.

Kort før Køge havnede jeg igen i et vindhul, hvor jeg sad i et par timer. Eller rettere, kæmpede som en gal for at beholde bare en minimal fremdrift. Kortplotteren gav mig ETA'er skiftevis lige før og lige efter deadline. I min kikkert kunne jeg se, at der lå en del vind inde under land, måske 4 m/s, og på de sejlbåde, der sejleder dér kunne jeg anslå retningen. På det tidspunkt var der kryds frem til mållinjen, men jeg opgav at krydse i den svage vind og sejlede i stedet mod det nærmeste sted vinden var. Da jeg kom derhen, kunne jeg endelig skrive "Vi når det!" til mit shore crew. Kort efter var jeg i mål i tiden 49 timer og 42 minutter som nummer 2 af 11 startende i "Small". Etap'en lå en halv sømil efter mig og kom ind en time senere, 19 minutter før tidsgrænsen, men stadig som 3. båd i mål i vores start. For den præstation fik den tildelt løbets Special-pris. Expressen "Nuser" af Vedvæk vandt fortjent "Small" med en stor margin.

Ja, så var der jo lige det med vandrepokalen ...

Mere vigtigt end at blive nummer to i mit løb var, at jeg var den første (og eneste) L23 i mål, lige som sidste år. Dermed sejlede jeg for andet år i træk hjem med trofæet. Jeg havde sat mig for at gøre, hvad der stod i min magt for at få den med tilbage. Det kan godt være, jeg ikke kan matche de hårde kapsejlere på ren boatspeed. Men når man er på banen, så kæmper man med, hvad man har. Jeg ville vide med mig selv, at skulle jeg afgive trofæet, så skulle jeg have jeg gjort, hvad jeg kunne.

Se hele løbet re-live her eller så bare min tur her.

Den samlede vinder af løbet blev Seascape 27'eren "Vera" af Magretheholm efter en stærk sejlads i næsten ingen vind.

Efterskrift og betragtninger

Hvad lærte jeg sidste år, jeg kunne tage med?
- At det er utrolig vigtigt at kende sin grænse. jeg vidste fra sidste år, at jeg kunne holde mig sejlende i 43 timer non-stop. Men jeg vidste også, at jeg ikke ville kunne klare én time mere. Derfor skulle jeg finde på en løsning. Og det var at powernappe i 12 minutter ad gangen. Der er stadig meget optimering, man kan lave der.
- Sidste år prøvede jeg flere ting for første gang. At holde mig vågen meget længe og se syner af træthed, at sejle meget længe, at sejle med spiler i bælgravende mørke midt på Fakse Bugt. Når man har prøvet alle de ting før, så slapper man bedre af. Ja, måske er søvngrænsen et andet sted, når man har styr på alt det? Men erfaringen fra sidste år gjorde, at jeg kunne fokusere på løbet. Jeg vidste, at det kunne lade sig gøre.
- Man skal kende båden og grejet virkelig godt. Hellere noget retro grej og opsætning man kender end noget nyt og fancy.
- At spise med en hånd. Når jeg sejler OSC, så kan jeg nå al den mad og al den drikke, jeg skal bruge, med én hånd. Og spise og drikke det med en hånd. Det er ikke det samme, som at jeg ikke kan lave en sandwich. Men der er ikke noget der hedder varm mad, kaffe og bestik, når vi sejler OSC. Så skal der sejles. Hele tiden. Man kan sejle i to døgn uden søvn, og man kan også leve af snacks, vand og colaer i to døgn.
- Vigtigheden af et godt shore crew.

En skotøjsæske i kistebænken med mad, der kan spises med en hånd.

Mental opsætning
At gennemføre en sejlads, der burde kunne sejles på 24 timer, men som viser sig at tage det dobbelte, er en virkelig mental udfordring. For mig, og sikkert mange andre, var de slaskende sejl i timelange vindhuller med gammel sø virkelig svært at overvinde.

Et godt shore crew er helt afgørende for at komme igennem de svære perioder. Det hjælper virkelig at have nogen at vende det med. Der er jo masser af gode grunde til at fortsætte, også selv om det ikke er sikkert, man kan nå frem inden for tidsgrænsen. Hvis man giver op, så har man helt sikkert tabt. Hvis man fortsætter, kan man måske vinde. I det hele taget kan shore crew hjælpe med den rette info på den rette tid. Ligger der for eksempel to H-både lige skråt foran til styrbord og bagbord, så vil det kloge shore crew fortælle, hvilken af dem der har bedst vind, og så kan man trække derhen (ikke et tænkt eksempel).

Den svære toer. Holder konceptet stadig?
Om nogle år vil turen nok blive husket som mere af det samme, men den store forskel var, at sidste år havde vi lagt noget bag os, inden vinden døde. Faktisk døde den aldrig helt for mit vedkommende sidste år. Der var hele tiden en smule vind at sejle på. Måske gør det ikke den store forskel, om man sejler 0.0 eller 0.8 knob, men mentalt gør det. Og så er 10 timer med 0.8 knob jo 8 sømil. Bedre end ingenting.

Solosejlads over længere distancer er ikke for alle. Men OSC er så meget mere end sejlerne. Det er en ren folkefest i Køge med masser af aktivitet på havnen. Det gør virkelig en forskel, at man som deltager bliver taget godt imod. Tænk sig at blive klappet i mål af hjælpere, arrangører, klubbens formand og havnens formand, konkurrenter og medsejlere!

God stemning i Køge. Her fra aftensmaden.

Så ja, konceptet holder stadig. En traditionsrig sejlads er født med to hårde første år, hvorfra der er masser af materiale til løgnehistorier og fortællinger om legender som Møllerbrødrene, vindhuller, udmattelse, nederlag og sejre.

Sidste år var der 32 tilmeldte og 27 startende både, så vidt jeg husker. I år er tallet ca. fordoblet. Og det er virkelig en succes. Og ja, det ER bare sjovere, når der er flere med. Jo flere man ligger og hygger og konkurrerer med på ruten, jo bedre. Derfor var det også rigtigt, at starterne blev skudt i gang med kun 30 minutters mellemrum.

De udeblevne L23'ere
Selv om der var flere både med i år, så var der stadig kun fire startende L23'ere. Det var for mig en personlig skuffelse, for den fornyelse af klassen jeg sidste år drømte om, matearealiseride sig ikke. Alt det bøvl med licenser, målebreve, klassebevis, vejning og sejlindmåling, som er nødvendigt for klassisk kapsejlads, er væk her. Foruden de to ildsjæle fra L23-klubben, der arrangerede sejladsen, var vi sidste år kun to andre L23'ere og det samme i år. Jeg havde virkelig håbet, at vores begejstring og fortællinger fra første år havde smittet.

Jeg håber ikke, folk bliver væk fra sejladsen, fordi de tænker, at "Jeg er slet ikke på det niveau" eller "Det er jo kun for ekstrem-sejlere". For det er en sejlads langt de fleste sejlere vil kunne gennemføre, hvis vejret bare er inden for de midterste 80% af vindskalaen. Bortset fra et par enkelte både, så er sejladsen stadig næsten udelukkende befolket af familiefædre i feriekrydseren uden målebrev. Man vil gøre sig selv en tjeneste ved at lære at sejle med spileren, men ellers kræver det ikke noget. Og så lærer man utrolig meget af det. Om sejlads, om sin båd og om sig selv.