tirsdag den 30. maj 2017

One Star Challenge - Helges logbog


Billede taget af skipperen til D99 "Karma", som var på besøg på vandet.
One Star Challenge er en ny solosejlads rundt om Møn fra Køge. I alt 106 sømil. I år var første gang, den blev afholdt, og der skulle i år sejles "Bøgestrømmen først". Bådene blev inddelt i tre grupper efter længde, små, mellemstore, store. Løs i øvrigt mine betragtninger om sejladsen her.

For at få båden til Køge i godt selskab havde jeg allieret mig med min DM-skipper fra Faaborg og Nivå.

Jeg havde min gode ven, den gamle mange-dobbelte Danmarksmester ved roret til Køge, så jeg kunne hvile armene til de næste dages strabadser.
Vi slog følge til Køge med min ven, fendersejleren.
Starten
For at være sikker på at få en god start gik jeg i god tid ud på banen. Jeg var der kl. 0930, altså en halv time før. Desværre var jeg for langt fra dommerbåden, så jeg hørte ikke skuddene. Da jeg så spilerne, indså jeg, at starten var gået. Jeg havde dog kun tabt tre minutter, og hvad er det på en sejlads, der skønsmæssigt burde kunne sejles på 24 timer?

Nå, op med genuaen og derefter op med spileren. Desværre kunne jeg ikke få genuaen op. Der var kludder med mit forsejlsnedhal. Men jeg fik det løst, og derefter op med spileren og genuaen ned igen, og jagten gik ind på feltet.


De lokale Køge-sejlere var gået lidt fri af land. Måske er her forklaringen? Jeg var tæt ved at sejle ind i en masse bundgarn, men jeg kunne skære med spileren og lige akkurat undslippe dem.
L23-kontoret. Plotteren havde taget sig en fridag, så jeg monterede skyndsomt lidt grej på skottet. Bemærk håndsettet til VHF'en. VHF blev brugt flittigt på løbets kanal (77). Tastaturet brugte jeg til kontakten med mit shore crew. 
På billedet en af mine ærkerivaler i løbet, en Eugthene 24, en gammel IOR 1/4-tonner. Den havde ikke sat spiler i starten, så da jeg endelig fik sat min, indhentede jeg den hurtigt. Men så løjede vinden, og den satte sin kæmpespiler op, så nu blev jeg udsejlet. Det blev ikke sidste gang, jeg så den.
De andre L23'ere var lidt foran, en var gået længere ud af bugten, så ham så jeg ikke igen før Bøgestrømmen. De to andre fulgte samme strategi som jeg, dog uden at sejle direkte mod bundgarnspælene.


Spilerdrama ved klinten
Jeg fulgte de to andre L23'ere, "Dory" og "MaLiMa", rundt om pynten mod syd, nu var der kommet lidt mere skæring på, og jeg følte, at jeg hentede på dem.

Tæt ved pynten var der både mere skæring og flere kastevinde, og det skule hurtigt vise sig at blive en udfordring for "MaLiMa" og "Dory". Den enes spiler flækkede, og den anden måtte droppe sin i en fart, og den trak faldet med ud gennem masten. "MaLiMa" havde dog en ekstra gammel spiler og "Dory" kunne jo i princippet spilersejle med fokkefaldet, men oven på den omgang, var det nok ikke lige tid at sætte spiler igen.

Hvad er kønnere end Stevns Klint? Stevns Klint med en flot L23 i forgrunden. Her er det "Dory".
Jeg havde konservativt valgt den lidt mindre og fladere skæringsspiler, og med den forventede jeg at kunne sejle helt til Bøgestrømmen. Skæringsspileren kunne jeg holde oppe i vindspringene, så nu var jeg den eneste i vores lille gruppe med spiler oppe, og jeg åd mig langsomt ind på de andre og fik også et lille hul ned til dem.

Vindskift i Fakse Bugt
Nu følte jeg mig virkelig ovenpå. Jeg lå toer ud af fire L23'ere, og den førende "Anna Bella :)" så ud til at have forsejlet sig. Jeg kunne se i kikkerten, at han ikke rigtig havde luft i spileren.

Efter konsultationer med mit shore crew valgte jeg at gå så tæt under land, som jeg kunne, for der at fange den lovede vind.
Desværre vendte vinden mit i Fakse Bugt. Jeg prøvede at bomme mig ud af problemerne med spileren, men lige meget hjalp det, ned skulle den.


Mens jeg bøvlede med det, kom "MaLiMa" og "Dory" drønende, de havde nemlig korrekt sejlføring til de nye forhold. "MaLiMa" kom forbi, og "Dory" fik kontakt. "Anna Bella :)" kom først ind i Bøgestrømmen.

Bøgestrømmen mod Nyord og videre til Alexandrines Bro
Gennem selve Bøgestrømmen gik det langsomt for svag vind. "Dory" var lige efter mig i taleafstand, men jeg holdt stand et stykke tid. I L23-dysten var "Anna Bella :)" og "MaLiMa" kommet lidt frem ad banen, mens "Dory" og "Helge" ikke helt havde fundet vinden. Flere både gik på grund, blandt andet Eygethene 24'eren (som kom fri ad egen drift for motor) og en H-båd, som ikke kom fri og måtte udgå.

Der var meget svag vind, men vi kunne dog sejle det meste af tiden. Flere af de mellemstore både, som startede en time efter os, begyndte at komme op.

Her er "Dory" kommet op.
Han overhalede mig, drak min øl, sejlede ind i mig ...
... og så blev jeg helt sat i hans dårlige luft.
Også "Dory" var nu kommet op. Hvorfor sker det? Jeg var meget frustreret. En ting var, at "Anna Bella :)" og "MaLiMa" kunne sejle hurtige længere fremme. De havde måske bedre vind, hvem ved? Men "Dory" lå lige ved siden af, og alligevel gik han forbi. Jeg kæmpede hårdt for at komme op. Men selv om han talte i telefon i måske en time, var det som om, han lagde mere og mere afstand. Det føltes på en måde uretfærdigt.
Her en Banner 28. Flot båd. Rygtet vil vide, at den er til salg.

Mere "Dory".

Første nat, afgørelsens time
"Helge" Efter "Dory".
Efter Alexandrines bro kom natten. Feltet havde som et sprængt cykelfelt fordelt sig i grupper. Lokale og meget svage vindforhold gjorde, at folk var lidt låste i grupperne.

Jeg lå lidt Efter Eugethene 24'eren og "Dory", hvis skipper stadig talte i telefon og stadig rykkede længere og længere frem.

Mit shore crew havde instrueret mig i, at jeg var nødt til at komme frem ad banen i natten, koste hvad det ville. Men det var svært, og der var ingen vind

Jeg kæmpede med at zigzagge for at være der, hvor der var en smule ripples på vandet, jeg skar hellere lidt længere frem for at platte, og når jeg skulle krydse, forsøgte jeg at kigge så langt frem ad vandet, som min lygte tillod, så jeg kunne lægge krydsene efter det vind, der var.

Jeg var bagerst, men ikke sat. Jeg var frisk, så valget mellem at smide krogen og sove eller at tage kampen op var let.
Først lidt ud at finde vind ...
... så lidt ind at finde vind, og Eygethnenen "The First" blev overhalet.
Og endelig blev "Dorys" lanterne rød! Sporene på trackeren viser et eller andet tidsrum, og her er det tydeligt, at jeg havde fanget lidt vind længere ude.
Men "Dory" gav ikke op. Nu fulgte en nat med et intenst drama, hvor "Dorys" lanterne konstant skiftede mellem alle tre farver. På et tidspunkt virkede det som før som om, "Dory" havde lidt bedre boatspeed, og han forsøgte som før broen at gå forbi mig i læen. Lidt frækt holdt jeg "Helge" tæt op ad en grund, så han ikke kunne gå forbi der men måtte gå den anden vej.
Endelig luft.
Netop som jeg havde fået et lille hul, blev vinden død bag mig. Bemærk "Dorys" korte spor.
Lidt senere blev der også en svag modstrøm, og selv om jeg følte, jeg sejlede, kom jeg ikke fremad. Feltets eneste X99'er kom mod os for motor. Det var et forvarsel om, hvad der var i vente. Der blev bandet grumt over VHF'en forude over strøm- og vindforhold ved Farøbroerne, hvilket på en eller anden måde holdt modet oppe hos mig, for jeg tænkte, at jeg med lidt held kunne komme op til feltet foran. Da jeg så "Maxine" sejle tilbage for motor, gik det op for mig, at jeg nok ville blive sidste båd i mål, hvis jeg kunne gennemføre.
Jeg var altså kommet forbi "Dory". Det føltes på en måde retfærdigt. Men hvordan kunne det lade sig gøre? Held og vedholdenhed er vigtige faktorer i en sejlads som denne, men jeg har siden tænkt, at mit ikke helt reglementære storsejl kan have spillet en rolle. Da "Dory" overhalede mig, var der svag vind, men dog vind nok til at et storsejl uden gennemgående pinde kunne holde sin facon. Da natten kom, var vinden så svag, at min genua ikke kunne stå, som jeg ville. Mit storsejl med løs fod og taperede gennemgående pinde kunne jeg mod bomudhalet få til at stå lige, som jeg ville. Sådan et sejl er ikke tilladt i klasseløb, men denne sejlads var netop åben for ikke-klassede både.

Lys forude, God Karma
Da lyset kom, kunne jeg holde blikket rettet fremad på banen. Jeg var tilfreds, Eygethene 24'eren var helt væk, "Dory" lå måske en sømil bagude, men mellem os var vandet spejlblankt! Jeg nærmede mig Farøbroerne i meget svag vind, men ingen strøm. Da jeg skulle igennem den næste bro, var der en smule modstrøm. Underligt nok vendte vinden, da jeg var mellem de to broer, så jeg igen skulle krydse. Men de skulle vise sig at være en fordel, for jeg kunne se langt frem ad banen i min kikkert og planlægge flere kryds frem, hvor jeg skulle lægge mig for ikke at gå i stå.

Jeg mødte tilskuer-L23'eren D99 "Karma", som man lige kan skimte i starten af denne video. "Karma" har fået ny ejer, siden jeg så den sidst. Det var mellem Farøbro nr. 2 og Stubbekøbing, hvor jeg kom op til feltet.

Samling ved Stubbekøbing 
Ved Stubbekøbing og lidt før lå feltet nok så pænt og ventede på mig. De to andre L23'ere lå ved en bro. Jeg havde kontakt, om end jeg forventede, at de måtte være udhvilede og klar til endnu en dag, mens jeg var ved at være træt. Også tre mellemstore både lå her, H-båden "Sif", Banner 28'eren og feltets udenlandske indslag, en erfaren polak, lå ved en bro og ventede. Da han så mig, sejlede han ud, og pludselig lå jeg i en ny gruppe ved Stubbekøbing.

Hvad jeg ikke vidste, var, at de andre L23'ere ikke længere var i løbet. Blandt de tre skippere var de to arrangører af løbet. Om de udgik af pligt eller nød, ved jeg ikke, men det var sørgeligt, for det var netop deres indbyrdes "Challenge", der havde født løbet. Men nu var det altså op til mig, hvis en L23 skulle fuldføre løbet.

Endelig udsigt til åbent farvand igen. Vejrudsigten havde lovet, at vinden skulle friske lidt derude.


Dramaet ved Grønsund
Ud gennem Grønsund var der kommet noget modstrøm, og jeg havde svært ved at hænge på resten af gruppen, som satte mig i hullet, hvor jeg virkelig skulle kæmpe for at komme ud.

Jeg så de tre mellemstore både krydse ud gennem de snævre løb. Jeg selv havde for længst lagt min rute. Både Navionics og min Garmin kortplotter, som i øvrigt igen virkede efter sin fridag, anbefalede ruten. 
Da jeg var kommet ud af hullet, drejede jeg til bagbord syd om Flæskegrund, men nord for det afmærkede løb, som mine konkurrenter krydsede igennem. "Nu får jeg en time på dem!", nåede jeg at tænke, inden jeg først ramte bunden og derefter gik på grund. Der burde have været masser af vand under kølen, men det var der ikke! Jeg var træt og tænkte ikke klart, så jeg smed bukserne og sprang i vandet for at skubbe båden fri, men vind og strøm blev ved med at presse båden op på grunden, så jeg måtte tilbage i båden og tænke, nu med hjertet oppe i halsen. Til sidst fik jeg drejet båden den rigtige vej, fik den skubbet fri og hevet sejlene op, og jeg sejlede tilbage, hvorfra jeg kom og måtte tage den på kryds ud gennem den afmærkede rende.

Der skulle krydses meget for at komme ud. Normalt ville jeg aldrig tage alle 14 koste ud, men jeg var meget chokeret efter oplevelsen med de svigefulde kort, så jeg turde ikke tage chancer, når jeg kunne se bunden. Efter en 30 - 40 vendinger kom jeg endelig ud, og fra nu af var det "smooth saling" hele vejen tilbage til Køge. Der var endda lidt vind at sejle på. Kun et problem havde jeg: Jeg var ved at være træt.
Da jeg nu var kommet fri, fik jeg overskud til at tænke mig om. Jeg burde nok have lagt en forfortøjning på og så trække båden ud på det dybe. Jeg er over en halv meter højere en båden stikker, så det burde kunne lade sig gøre.

Møns Klint, ingen roser uden torne
Efter at have kæmpet mig frem for bidevind til Møns Klint gik jeg så langt fri af klinten, som jeg tænkte var rigtigt. Jeg har sejlet der to gange før, og der var begge gange store vindhuller. Det skulle undgås, så jeg kunne nå Køge. Desværre kom jeg ikke langt nok fra klinten, og jeg var igen fanget i næsten ingen vind. Men jeg kunne se vinden lidt længere ud, så jeg slog et slag ud og fangede den.

Jeg blev ringet op af en af arrangørerne, som fortalte mig, at ingen både kom ind inden for tidsfristen kl. 18. Det blev jeg noget chokeret over, for jeg var ikke klar over, at der var en tidsgrænse. Jeg troede, at jeg blot ville komme for sent til festen. Jeg var ikke kommet til Køge for at vinde, men for at gennemføre, og jeg havde givet alt, hvad jeg havde, og så kunne jeg ikke få en tid. Det var frustrerende, og jeg overvejede at sejle hjem til Lynetten i stedet. Jeg valgte dog at fortsætte.

Fakse og Køge Bugt - kampen mod søvnen
Alt talte for, at i denne svage vind skulle man sætte spiler. Men jeg var træt, og orkede ikke. Efterhånden som vinden dalede, og min fart reduceredes til omkring 2½ knob, indså jeg, at hvis jeg skulle komme frem til Køge i vågen tilstand, måtte jeg sætte den. Genuafaldet kinkede, så jeg fik genuaen ikke helt ned.

Ahh, fra 2.5 til 5.0 knob efter en sjælden spilersætning helt efter bogen. Den gamle skæringsspiler "Trofast" har aldrig fejlet mig.
Med spileren oppe gik det i fin fart helt til Stevns Klint. Da jeg nåede Stevns Klint skulle jeg enten platte og tage spileren ned lidt efter eller bomme. Jeg har aldrig bommet en spiler i mørke, og jeg var helt udmattet, så jeg forsøgte mig med at platte. Men ellers trofaste skæringsspiler er dårlig til én ting, nemlig at platte. Et par sømil gik det godt

Ikke mere strøm på batterierne, alt fejler
Jeg havde nu ti sømil, altså to timer, ind. Jeg mente, at det kunne jeg nok lige klare. Men så begyndte det at gå galt. Jeg kunne ikke holde spileren plat, og den snoede sig uhjælpeligt om forstaget. Jeg måtte op og tage den ned, men jeg kunne ikke. Den sad fast om genuaen, som stadig sad et par meter oppe. Jeg så ingen anden udvej i mørket end at surre spileren fast i en pølse om forstaget og så sejle ind for storsejlet. Nu var der tre timer ind. Min 50.000 MAH (3.8 V) powerbank til min Navionics-tablet var nu stået af, min 150 AH (12 V) batteribank var flad efter sikkert 36+ timer med selvstyrer (køleboksen havde jeg forlængst slukket). Skippers batterier var også flade, men jeg havde intet andet valg end at styre båden med håndkraft ind. Det er sikkert ikke den store kraftanstrengelse at styre en båd, som kun har et sejl oppe, men er man udmattet, er det en kamp. Båden var ikke længere i balance.

Køge og grænsen er nået
Endelig fremme ved Køge efter 43 timer på vandet fandt jeg min grænse. Jeg kom til Køge for at teste mig selv og båden af, og jeg skal love for, det lykkedes. Jeg havde ikke klaret 44 timer. Så måtte jeg have kastet anker og sovet i bugten.

Jeg hallucinerede slemt til sidst, jeg så skibe, der ikke var der, så lys blive tændt i mørket på havet, og vandet på mit søkort lignede en elefants hoved, så jeg virkelig skulle koncentrere mig om, at det var et søkort og ikke en elefant, jeg kiggede på.

Men ind kom jeg. Det var lyst, og klumpen af spiler fik jeg hurtigt ned, da jeg kom i tanke om, at det var det kinkede genuafald, der var årsagen. Efter et par timers søvn var der morgenmad med de andre skippere, med hjælpere og arrangører, og umiddelbart efter sejlede jeg hjem.

Selv om ingen fik officielle tider, så havde L23-klubbens bestyrelse udlovet en L23-halvmodel som vandrepræmie for "hurtigste L23 rundt", og det var Helge jo sådan set, selv om tidsgrænsen var overskredet.
Den skulle snart få et lidt mere professionelt OSC-logo og så en mindeplade. Med tiden vil der kommer mange mindeplader til, og i hvert fald en af dem vil bære Helges navn. Jeg var ikke forhåndsfavorit, for de køgeske drenge er skrappe. Men jeg kommer igen næste år, og jeg vil kæmpe min chance for at få modellen med tilbage til Lynetten.
Turen hjem til Lynetten var begivenhedsløs, men jeg så i kikkerten "Første båd i mål", der også var på vej hjem. Jeg havde kæmpet en time med vindstille på bugten, før jeg kom i tanke om "Du sejler jo ikke kap længere. Tænd dog motoren".
Se hele løbet re-live her og min tur her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar