søndag den 19. juli 2015

Sommertogt 2015: Udflugt til Romsø fra Kerteminde


Romsø fra søsiden.
Jeg lovede tidligere, at jeg ville tage mine trofaste læsere endnu længere ud i Danmarks udkant. Romsø har mærket affolkningen i sin yderste konsekvens. Der er ikke længere faste beboere på øen. Da den navnkundige Achton Friis besøgte øen som den første i sit tre år lange togt til 'De Danske øer', havde øen 52 beboere. På øen er også en skole, der vidner om, at her har eksisteret et samfund.

Da vi besøgte Lyø i sidste uge, fik vi at vide, at der nu kun bor 80 personer mod 200 for 34 år siden. Er Lyø og andre danske småøer på vej mod en skæbne som Romsøs? Og hvad med resten af Danmarsk udkant?

Nuvel, det spørgsmål kan næppe besvares på denne blog. Men jeg besøgte øen bland andet for at finde svar på, hvordan øen befinder sig her 42 år efter den blev forladt.





Rådyrene befinder sig fortrinligt på Romsø!



Der var også flere velholdte bygninger på øen. Jeg gik ikke tæt på, for de bruges tilsyneladende som sommerhuse for fynske hipstere. Arh, o.k. :)


Naturen på Romsø er præget af naturskov. Var det mon sådan naturen så ud i Danmark før agerbruget?

Øen er bestemt et besøg værd. Jeg havde dog forestillet mig, at jeg ville have haft øen stort set for mig selv. Men der var måske 25 andre, der på forskellig vis havde fundet vej til øen.

Her er tre unge mænd ved at fortøje deres jolle til en lille brændeknude. Man kan også komme til øen med en lille turistbåd fra Kertemine.

Øen er virkelig en perle, og jeg ville ønske, jeg havde haft mere tid der. Jeg kunne desværre ikke blive liggende ved øen, for jeg kunne ikke finde læ for bølgerne. Vinden tiltog i løbet af dagen, og fra en sydvestlig retning var der ingen læ at finde. Jeg afprøvede tre forskellige ankerlokationer på øens læside.


Gummibåden Rolf punkterede måske, måske ikke under turen tilbage til Helge. I det hele taget var Helge noget kaotisk i cockpittet, da jeg efterhånden fik sejlet af sted. Båden gyngede vildt, indtil jeg fik sejl op, så jeg kunne ikke rydde op hverken før eller efter sejladsen. Oprindeligt havde jeg tænkt, at jeg ville sejle til Ballen på Samsø, men efter at have sejlet mig fri af Romsø læ for bølgerne, besluttede jeg, at det ville være sikrere at sejle tilbage til Kerteminde. Det blev en kortere tur, men en tur på kryds! Senere læste jeg på Facebook, at bådene havde ligget i syv lag i Ballen.

Der skulle krydses lidt for at komme ind.
Cockpittet var et syndigt rod, og i den hårde vind var det ikke til at komme til at trimme ordenligt. Jeg tog det roligt og gav mig den tid, der skulle til. En flot Granada 32 passerede mig på den anden halse i fuld fart. Også den var på vej til Kerteminde på kryds. Hårdt presset MÅTTE jeg til at trimme, og den store krydsduel mod Kerteminde gik ind. Granadaen kunne holde klart bedre fart gennem bølgerne end Helge, der fik banket en del pæle i. Men Helge kunne holde markant bedre højde end Granadaen. Det forspring Granadaen havde fået opbygget i krabsøen, fik jeg hentet ind, da vandet blev fladere i bunden af bugten. Dysten endte uafgjort, og vi kunne sejle sammen ind i havnen.

Ikke kun cockpittet var et syndigt rod. Her salonen efter en hård krydsduel.
Vel tilbage i Kerteminde fandt jeg en grøn plads ved siden af en anden L23, det gode skib 'Karma' af Kerteminde (D99).
God Karma og godt selskab.
Karma sejles at et lokalt ægtepar, som jeg havde fornøjelsen af at møde senere på dagen. Jeg fik lov at kigge ind i den med velholdte båd, hvor ejerne har foretaget en del forbedringer i apteringen. Kerteminde havn har en hel flok L23'ere, men også andre mindre både i god stand.

Kerteminde som by og havn er meget charmerende. Som Rødvig og Lundeborg, som vi besøgte tidligere på togtet, er by og havn tæt integrerede. Havnen i Kerteminde har en god sammensætning af nye og gamle og små og store både. Og her ligger meget få vrag i forhold til på Lynetten. Og så sejler folk! Jeg mødte mange ude i bugten, der også krydsede i hårdt vejr. Nårh ja, så var der selvfølgelig også byfest i Kerteminde, som der var i Rødvig, Lundeborg og Svendborg.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.