fredag den 5. april 2019

Plexifix skydeluge og stikskot

Originalt Plexifix-grej.

De trofaste af mine læse vil huske, at jeg længe har ønsket mig et sæt Plexifixstikskot og -skydeluge. Jeg har dog syntes, at de 5100 plus moms plus forsendelse var i overkanten, så da muligheden bød sig for at skaffe et sæt brugt, slog jeg til. Sættet er fra den nu hedengangne D82 Dream Machine, som jeg selv har haft fornøjelsen af at gaste på, og som var den mest kapsejladsriggede L23, der fandtes.

Den smukke og navnkundige L23'er, D82 Dream Machine. Hvil i fred.

I kapsejlads handler det om at presse materiellet til det yderste. Det handler mindre om at tage hensyn til materiellet. Både stikskot og skydeluge var godt medtagne, men det afspejlede prisen også, og efter at have lånt sættet til granskning besluttede jeg mig for, at det ville jeg godt kunne fikse.

Det værste var listerne på siden af skydelugen. De sad fast i selve skydelugen med for store skruer fra Plexifix' side, så jeg måtte finde nye mindre skruer som erstatning for de gamle for at skåne lugen for flere skader og for at få listerne til at sidde godt fast.

Ellers var sættet beskidt og skulle poleres op, for det var fyldt med små ridser. Større ridser er der også en del af i skottet, ikke i lugen, men dem må man leve med.

Til sidst monterede jeg en lås.

sådan så sættet ud i annoncen. Det var svært at afklare standen ud fra billedet, men sælger gav mig dem i udlån. Så kunne jeg også kontrollere, om de nu passede i vores båd, hvilket der i øvrigt ingen garanti er for. 

Jo. De passer. Så kan vi gå i gang.

Her har jeg vasket og poleret det ene skot. Det andet er kun vasket. Polering foregik med Hempel's Rubbing, derefter Hempel's Custom Marine Polish ved brug af en almindelig polermaskine.



Det er selvfølgelig rart at kunne kigge ordentligt ud. Men kahytten føles også meget lysere og ikke så huleagtig. Med min mobiltelefon målte jeg lysniveauet i lumen fra gammelt og nyt setup. Der kommer samlet ca. dobbelt så meget lys ind (og rammer bordet i salonen, hvor telefonen lå) med Plexifix i forhold til det gamle setup med træ + koøje, henholdsvis 49 og 100 lumen målt.

Genbrug er det nye sort!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.