søndag den 31. marts 2019

Årets første sejltur - Flakfortet marts 2019

Flakfortet marts 2019. Ikke helt åbent endnu. Men næsten. Der er stadig en minigolfbane på øen!

Årets første tur for sejl blev traditionen tro til Flakfortet. Alle vinterprojekter er overstået, og næsten al forårsklargøring er færdig. På 2018's sidste tur virkede motoren ikke helt, plotteren virkede ikke, og selvstyreren virkede ikke på grund af el-problemer. Men nu er plotteren skiftet, motoren fikset og al strøm opdateret. Efter denne første tur kan vi konstatere, at alt spiller igen. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor rart det er at have et el-system, der for det første er robust og for det andet er fejlsøgbart.

Vi ankom til Flakfortet ved 11-tiden denne sidste lørdag i marts måned. Traditionen tro er fortet ikke officielt åbnet, og sidste års is uddeles gratis. Vi var heldige, at kæden ikke var spændt ud for indsejlingen, for ejeren var kun på øen et par timer for at rydde lidt op. Vi fik lov at blive imens.

Vi udforskede øens hemmelige og uhyggelige gange. Denne gang havde vi taget kraftige lygter med, så vi kunne komme dybere ind, end vi plejer. Der er virkelig mange og lange mørke gange. *GYS*

Til hjemturen var det planmæssigt blæst op, så vi skiftede fra genua til fok.

I stille vejr og medvind gik det fint for storsejl og genua ud af havnen.
Matrosen spiser her sin gratis is.
Takket være en mild vinter var der grønt og frodigt på øen for årstiden.
En rigtig fin tur. Der skulle krydses lidt for at komme ind i havnen igen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.