lørdag den 21. maj 2016

Smuttur til Hven


Efter en pinse med dårligt vejr, var det i denne weekend nogenlunde, så matrosen og jeg gjorden endnu en weekendudflugt til Hven i vores yndlingshavn Bäckviken.

Turen til Hven var meget rolig, så der var mulighed for at tegne lidt på vejen.

Vi passerede dette skib tæt på på udturen.
Om udturen kan siges, at vinden var svag og vandet roligt. Jeg overvejede at gå ind for sejl, for jeg kender efterhånden havnen ret godt. Men som så ofte før når jeg sejler sent aften, var vinden løjet helt inden ankomst, og jeg måtte sejle de sidste sømil ind for motor.

Da vi vågnede om morgenen, var der tåge og ingen vind.

Havnen var så godt som forladt, da vi ankom ved 22-tiden, så jeg tillod mig at lægge Helge langskibs ved siden af pælepladserne. Ved middagstid dagen efter havde et væld af motorbåde fulgt mit eksempel og lagt sig langskibs på pælepladserne, så de til sidst ikke kunne være der for hinanden.
Vi forlod ikke havnen, for der var nok at kigge på.
Vi kom for at købe is "Ven Glass" på havnen. De er gode, og så gav det mig muligheden for at komme af med nogle svenske sedler, der snart bliver forældede. Efter isen var det tid at vende hjem. En hel flok motorbåde bad mig rykke lidt, så de kunne ligge sammen. Jeg valgte at fremrykke afgangen.

Sejlturen hjem til København var udfordrende, for vinden kunne ikke bestemme sig hverken for styrke eller retning. Jeg gik ud for sejl (fok), men jeg måtte snart opgive at sejle for fok, så jeg skiftede til genua. Det tog lidt tid, og da jeg var færdig med den manøvre, var det blæst op til fokkevejr. Jeg blev dog med genuaen lidt, og det skulle vise sig at være fornuftigt.

For at komme hjem måtte jeg krydse hele vejen i modstrøm. På den ene halse blev jeg mødt af en meget grum sø, og det gjorde ikke sagen bedre, at jeg ikke havde skalket forlugen godt nok.

Vinden var virkelig utilregnelig. En Maxi 95, som jeg var kollisionskurs med, lagde sig side om side med os. Den kunne følge os på farten, men ikke på højden og efter et par kryds var den langt bagude.
I stedet for at tage direkte hjem til Lynetten tog vi til den nye café La Banchina på Refshaleøen. Hven-færgen Jeppe havde nær sejlet mig ned, da jeg sejlede for genua og storsejl i Københavns havn (i den ende hvor det er tilladt, skal jeg måske tilføje), så jeg måtte lave en undvigemanøvre i form af et par kryds mere. Caféen var velbesøgt, men Rederen havde sørget for, at vi kunne glide ind på en ledig plads.


Dåseøllen tilhører fotografen.

Helge parkeret lige ved caféen. Det er ikke mange caféer, man kan sejle til i København.



Se hele turen på Keepsailing.net her





Ingen kommentarer:

Send en kommentar