torsdag den 6. august 2015

Rorpindsforlænger / Manuel selvstyrer

En rorpindsforlænger og manuel 'selvstyrer' med det tåbelige navn 'Friend'.
I løbet af sommeren har jeg flere gange lidt under, at rorpinden er ret kort, og at det begrænser rorsmanden til at sidde i den agterste del af cockpittet. Helge er lidt hæktung, og jeg kan mærke, at der er bedre balance i båden, hvis jeg sidder oppe ved skottet. I hårdt vejr er det også rarere at kunne skutte sig under sprayhood'en (forestiller jeg mig), ligesom jeg tit har lyst til at sidde på karmen.

Det var derfor klart, at Helge måtte have en rorpindsforlænger. Jeg gik derfor op til min lokale pusher på Lynetten. Her havde de en række forskellige rorpindsforlængere i forskellige kvaliteter. Som sædvanlig faldt jeg for den dyreste løsning. Sælgeren vidste ikke meget om produktet, og derfor var min overraskelse stor, da jeg tilbage i båden opdagede, at den ud over at være en rorpindsforlænger også er en manuel selvstyrer, som tilmed kan betjenes med én hånd. Se det er smart. Alt i verden burde laves, så det kunne betjenes med en hånd, men det er en anden historie.

Helge har også en anden manuel selvstyrer, en såkaldt 'Tiller Tamer', som jeg har skrevet om tidligere. Ud over en almindelig selvstyrer, har Helge altså to manuelle. Hvilken der over tid vil vinde, det vil vise sig. Tiller Tamer'en har lidt flere indstillingsmuligheder, hvor man blandt andet kan give den et interval at 'gire' i, mens 'Friend' bare låser roret. Til gengæld er 'Friend' meget nemmere at aktivere og justere (en hånd og alt det der).

Den var nem at montere, - der fulgte udførlig vejledning med på italiensk, engelsk og fransk i nævnte rækkefølge.
Her er den klikket fast i sit beslag på karmen. Vil man justere rorets vinkel, gøres det ved at dreje på den tykke del af forlængeren og skubbe den til den ene eller anden side.


Ved havnemanøvrer kan man stå op fremme i cockpittet og styre. (Så er der lige det med motoren ...)



Gider man ikke sejle med den, kan den hurtigt afmonteres.

Jeg havde virkelig svært ved at finde noget materiale om den på nettet, for når man søger på 'friend', så får man naturligvis en del falske positive. Men her er den, hvor jeg købte den, og her er en dårlig men informativ video.

Jeg prøver normalt at holde siden her ukommerciel, og det vil jeg blive ved med. Når jeg har testet den bedre, er I, kære læsere, velkomne til at spørge mere kritisk ind til produktet, og jeg vil svare ærligt. Det virker som god kvalitet, men måske er det noget skrammel. Jeg har ikke kunnet finde en uvildig anmeldelse på nettet, så finder nogen det, så skriv det endelig i kommentarsporet.


4 kommentarer:

  1. Har du købt en small - standard - eller long?

    SvarSlet
    Svar
    1. Small, som jeg husker det. Jeg har dog lige smidt emballagen væk.

      Slet
  2. Hvad fungerede bedst for dig. Denne her eller en standart selvstyre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan slet ikke sammenlignes. En almindelig selvstyrer kan holde kursen. Denne her kan kun holde roret. Bedre end ingenting i en livlig båd, men en selvstyrer er noget helt andet.

      Denne her er OK til at holde kursen i 30 sekunder. En selvstyrer er bedst til at holde kursen under næsten alle forhold.

      Slet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.