tirsdag den 2. august 2016

Sommertogt 2016 - Krydstogt på Kattegat

Se hele togtet på Keep Sailing her.

1. etape, Lynetten - Kyrkbacken


Der er i Kyrkbacken flere små pladser som her til tre klassikere.
Endelig blev det ferie. Båden var pakket til bristepunktet. Vinden stod i syd, så alt passede perfekt til vores afgang fra Lynetten ved 17-tiden.

Min seneste tur til Landskrona for spiler ledte til, at erfarne folk rådede mig til aldrig at sætte og bjærge spiler uden forsejl oppe, da spileren så kan sno sig uhjælpeligt om forstaget. Når man aldrig har prøvet det selv, virker det måske en anelse forsigtigt med slige forholdsregler, men jeg er trods alt så ny i sejladsen forunderlige verden, at jeg gerne bøjer mig for samlet 100+ års erfaringer.

Derfor sejlede vi ud for storsejl og fok og gjorde klar til at sætte spiler. Alt gik efter planen, som det plejer. Men så snart jeg hev fokken ned (med fokkenedhalet :)), snoede spileren sig resolut og uhjælpeligt om forstaget. Jeg måtte løsne den fra skøderne og i læ af storsejlet sno den tilbage og få den monteret igen. Pyha! Under mit sejlertøj havde jeg mit nu svedvåde kontornussertøj, for jeg var kommet lige fra arbejde til sommertogt.

Resten af turen med spiler foregik med fokken oppe - jeg skulle ikke risikere mere den dag. Måske har jeg endelig fundet en anvendelse for stormfokken? Nå, men en anden lektie jeg lærte, var, at jeg godt kan håndtere en spiler snoet om forstaget, når den (spileren) ikke er større (46 m2).

Men det dette års første etape vil blive husket mest for, det må utvilsomt blive vejret. Vinden var ekstremt skiftende, og i lang tid kunne vi se byger over land, der da de nærmede sig gjorde vinden endnu mere utilregnelig. Vi tog spileren ned, inden den blev alt for våd, og da var vinden allerede drejet 90 grader. Så kom regnen! En vedvarende og silende regn. Besætningen blev sendt under dæk og jeg måtte sejle yderligere to timer alene i cockpittet. 

I stedet for at gå til Helsingør som planlagt gik vi ind i Kyrkbacken på Hven, hvor vi aldrig har været før. Havnelodsen advarer om, at havnen er overfyldt i weekenderne i sæsonen, så jeg var ikke meget for at gå derind sent fredag aften i juli. Dog besluttede jeg at gøre forsøget, da regnen tilsyneladende havde holdt alle andre skibe i havn - alle på når en svensk IF'er, der ankom samtidig med os. Fordømt, tænkte jeg, for så ved man, at den bedste lille plads bliver taget. Heldigvis var der to små grønne pladser side som side, som vi sammen gik ind til. En kort snak om det forfærdelige vejr blev af den hyggelige svenske nabo afsluttet med et "Nä er vi här!" forstået på den måde at hvad der er sket på havet, er sket. Nu var vi kommet sikkert i havn, og intet ondt var hændt os bortset fra lidt vand.

Sikkert i havn satte jeg straks cockpitteltet op. Aldrig før har jeg ærgret mig så meget over ikke vind-relateret vejr. Og aldrig har jeg været så glad for cockpitteltet. I en båd i denne størrelse, ville man være hårdt presset uden.

2. etape, Kyrkbacken - Helsingør
Efter en nat i massiv og silende regn vågnede vi op til en formiddag med mere regn. Da den var aftaget, gav vi os på opdagelse på øen. Vi har været her mange gange før, men aldrig fra denne havn. Havnen er meget hyggelig, og der er både Røgeri, kiosk og to restauranter der.

Smuk have ved Kyrkbacken.

Modtagelse af syge køtere(f)?


Endelig lykkedes det at komme forbi Pumpans en anden dag end en fredag, så nu skulle den prøves.
Jeg har tidlige skrevet om den forjættede vegetarrestaurant Pumpans, som desværre har lukket om fredagen. Men nu skulle det være. Efter en lang travetur i gummistøvler og regntøj ankom vi til restuaranten. Hjemmesiden leder en til at tro, at der er tale om et hyggeligt lille økoflippersted, og sådan er det sikkert også startet. Nu er det en kommerciel succes, stadig uden kød. Vi betalte 500 svenske for to pizzaer, en ostebolle, et glas vin, en øl og en juice. Alt var dog af høj kvalitet. Vi kunne kun få bord udenfor, men da vi havde regntøj på, tog vi imod det.

Om turen til Helsingør er der intet interessant at berette, vind og bølger var stabile. Helsingør havn var dog lavet totalt om. Den var dog stadig som en labyrint, men uden opdateret kort var det lidt sjovere at finde rundt derovre. For os handlede det om at finde en plads tæt på hoppepuden. Det lykkedes.

3. etape, Helsingør - Mölle
For at komme videre på vores togt ville Gilleleje være et godt næste stop. Desværre ville vinden være stik imod til Gilleleje, og i store Kattekatbølger ville vi helst undgå det. Derfor valgte vi at lægge et par krydsben ind over Mölle på Kullen, så der er vi i skrivende stund.

Nok desværre et syn man skal vænne sig til i år.
Vi sejlede ud fra Helsingør i bragende solskin, dog med sorte skyer i horisonten. Vi nåede end ikke at få et rebet storsejl op, inden uvejret brød løs med lyn og torden, afløst af roligere vinde på bagsiden, der tillod os at føre fulde sejl. Sådan bølgede det frem og tilbage hele vejen til Mölle, hvor uvejr afløste roligt vejr og omvendt, og vi måtte rebe op og nede flere gang.
I en af de utallige byger.

De milde, runde og lange kattegatbølger, vi havde savnet var alt andet end milde i dag. Meter-høje bølger og tocifrede vinde (i m/s) skulle vi forcere til sidst på turen. Det blev på intet tidspunkt farligt, men komforten var heller ikke til at få øje på.


Vel ankommet til Mölle kunne jeg konstatere, at havnen var så godt som tom. Det samme gjaldt i øvrigt Kyrkbacken et par dage forinden, ligesom der kun var meget få gæstesejlere i Helsingør. Om det er vejret eller EM i fodbold, der holder folk inde, skal jeg ikke kunne sige. Men det er rart, at der er god plads.

Samme sted som sidst.
 Mens jeg husker det. Man ligger rigtig dårligt i Mölle havn ved vestlige vinde. Og det er der tit, også sidst vi var her. Men ellers er havnen hyggelig, og der er masser af miljø.

4. etape, Mölle - Gilleleje

Lad det være sagt med det samme: Blæser det over 8 m/s fra vest, er Mölle havn et forfærdeligt sted at ligge. Flere gange i løbet af natten måtte jeg op og justere fortøjninger, for at sikre mig, at bølgegangen ikke ville trække fortøjningsklamperne ud af båden. Kun matrosen fik en fuld nats søvn.

Der var også meget uro i havnen med store skibe, der anløb i løbet af natten og fik alle på dæk for at hjælpe til (eller for at beskytte egen båd).

Vi besluttede os derfor for, at her kunne vi ikke blive liggende, selv om der er nok at tage sig til i Mölle. Er der svagere vind eller vind fra øst, så vil jeg virkelig anbefale den som havn.

Det havde blæst 10 - 11 m/s hele natten, men fra kl. 11 skulle vinden løje til mellem 6 og 8 m/s, hvilket skulle gælde frem til kl. 16, hvor det igen skulle blæse op. Så det gjaldt om at komme afsted så hurtigt som muligt efter 11.

Afgangen gik efter planen. Mölle er ellers ikke en sjov havn at sejle ud af i pålandsvind, men holder motoren, så går det. Gør den ikke, kan man lade sig drive tilbage i havnen. Vi havde forudset, at vi ville skulle sejle foran for tværs i 6 - 8 m/s, i stedet blev det til bidevind på hård skæring hele vejen til Gilleleje i noget stærkere vind og stor gammel sø fra Jylland. Dog gik det fint for fok og rebet storsejl, og det er egentlig meget tilfredsstillende at vide, at vi altid vil kunne krydse os igennem store bølger og 8 m/s eller hvor meget vind der nu var.

Da vi kom til Gilleleje begav vi os, som jeg altid gør i alle havne, straks mod de små pladser i bunden af havnen. Her flokkedes venlige folk til og udpegede de få ledige pladser til os. Dejligt.

I skrivende stund er det aften, vinden er løjet, og vi ligger på en god og tryg plads. Så her kunne vi for min skyld godt hvile ud lidt.

(Det endte med, at vi blev i Gilleleje i tre dage, på grund af dårligt vejr og godt selskab).
Det er kedeligt at ligge stille på sejlerferie, men man kan jo lige så godt gøre sig det behageligt.
I Gilleleje opstod pludselig og uventet chancen for at møde ingen ringere end skipperen af D33 Mini. Trofaste læsere vil vide, at chancen glippede sidste år. D33 Mini har også sin egen blog, som virkelig er værd at læse. Jeg fik en rundvisning i båden, der byder på mange gode detaljer, ikke mindst det praktiske cockpittelt, der lader vinden glide over sig.
L23'eren Miss Grey. Bemærk fraværet af håndlister og fokkeskødeskinner, der giver et anderledes udtryk. Jeg mødte ikke skipperen.
5. etape, Gilleleje - Hundested
Efter at have ligget i Gilleleje i tre dage med for meget vind, løjede vinden her torsdag aften, og det fristede os til at tage en aftentur til Hundested. Hundested ligger jo på ruten til vores togt, som ultimativt skal ende et sted på den jyske østkyst. 

Selv om vinden var løjet til måske 7 m/s, så var den stadig midt imod og søerne var store og også imod. Vi forsøgte os med kryds, men da vi allerede var sent ude, måtte vi opgive det og starte motoren.

I modvind og mørke gik det ellers for fuld høne gennem vågerne. Aldrig i vores tre sæsoner med Helge har vi stresstestet motoren i det omfang. Men den kørte upåklageligt hele vejen, hvilket vil sige de sidste 15 af 20 sømil. Det var ret voldsomt at forcere gennem de store bølger, særligt fordi det var mørkt, og vi ikke kunne se dem. Men de var der, og de væltede ind over cockpittet og Helge slog og vred sig i søen og fik da også banket nogle pæle i. Hvordan matrosen kunne underholde sig selv og siden sove i forpeaken i den sø, det er mig en gåde.


Matrosen spiller iPad under hård skæring i store bølger. Senere sov hun trygt i heftig modsø forceret for motor.
Desværre er der ingen havne mellem Gilleleje og Hundested, så selv om vi var trætte og modløse efter at måtte opgive at sejle for sejl, så stod valget mellem at opgive og sejle tilbage til Gilleleje (hvor vi havde ligget i tre dage) eller at fortsætte. Altså måtte vi fortsætte, selv om det ikke var videre komfortabelt.

I det hele taget har jeg på dette nu næsten en uge lange togt erfaret, at der er én grænse for det komfortable og en anden for det utrygge. Vi har endnu ikke været ude i noget utryg sejlads, men omvendt har vi heller ikke haft meget komfortabel sejlads. Men vi har lært båden og havet bedre at kende.

En anden vigtig lektie: Har man en plan, og vejret går en imod, så bør man ændre sin plan! Vi kunne snildt have vendt om fra Helsingør og sejlet på Sundet og i andre beskyttede farvande. Nu er det i stedet en kamp mod tiden for at komme i læ af Jylland, inden det igen blæser op i tocifrede sekundmetre.

6. etape, Hundested - Odden
Helge og Mini (D217 og D33) ligger her overfor hinanden i Odden havn. Det øsregner, men begge både har gode cockpittelte, så aftenen nydes fint i bådene.
Efter en rolig nat i Hundested sejlede vi videre mod Odden havn på Sjællands Odde. Vinden var, vanen tro, stik imod, så vi skulle igen krydse. Heldigvis var vejret godt, om end vinden kunne have været lidt stærkere og fra en mere gunstig retning. Men alt i alt en god sejlads, faktisk feriens første komfortable sejltur med næsten fladt vand og ingen regn før til aller sidst. Og så var det sommerens første tur for genua.


Endelig havn. Vi tog moteren det sidste stykke ind, for vinden havde lagt sig. Men netop som jeg havde pakket sejlene, kom vinden og derefter regnen. Vinden løjede hurtigt, regnen er her endnu :)

7. Etape, Odden Sejerø
Endelig rundes Sejrøs nordvestende. Det betyder for første gang i en uge en anden vind end bidevind!
Som så ofte før på dette sommertogt var det ikke vores lyst, men vejrets udvikling, der afgjorde, hvornår vi skulle sejle. Der var her til morgen et 'hul', hvor vinden ikke var alt for hård. Senere på dagen skulle det blæse op og næste dag skulle være endnu værre. Derfor var mulighederne at blive nogle dage i Odden eller at rykke tidligt videre.

Det var en skam, for Odden er ellers et besøg værd, men vi fik kun lige snuset til den hyggelige havn, som i øvrigt var fyldt med ledige pladser.

Så var det desværre også dagen, hvor vi måtte tage afsked med Det gode Skib Mumrikken og L23'eren D33 Mini. Mumrikken sejlede til Djursland, mens Mini blev hængende på Odden, hvor en byfest i øvrigt var ved at tage form, da vi forlod havnen.


Af sted gik det for fok og rebet store mod Sjællands Rev.
Nå, men af sted skulle vi. Som så ofte før på turen, så var vores kurs stik mod vinden. I dag gjorde ikke så meget, for vi skulle alligevel rundt om revet for enden af Sjællands Odde. Men det kunne da være rart ikke at skulle sejle hård skæring ... Bare for én gangs skyld.


Ved et tilfælde fik vi aktiveret 'tracking' på Navionics netop som vi gik igennem.
Godt i læ bag Sjællands Odde gik det fint på bidevind til revet. Vi kunne dog ikke holde mærket op, og vi valgte at gå et godt stykke ud for at være sikre på at kunne ramme hullet. Jeg havde på forhånd fundet et sted på kortet, hvor der skulle være ca. 3 meter dybt, og jeg ville være sikker på at kunne ramme det. Hvad jeg ikke havde tænkt på, var, at søen rejser sig voldsomt og bryder hen over et rev i hårdt vejr. Synet af revet var skræmmende. Overalt brækkede høje gamle kattegatsøer ind over den lange tange.'Hullet' var ikke at se. Kortet på Helges plotter er tre til fire år gammelt, og i et øjebliks panik fik vi startet Navionics med opdaterede kort for at sikre os, at hullet stadig var der. I Bøgestrømmen flytter løbet sig fra år til år, og jeg tænkte, at det måske også kunne være tilfældet her.

Inden vi sejlede gennem de frådende bølger havde vi vished for, at hullet også på Navionics faktisk var, hvor det skulle være. Den opmærksomme læser vil vide, at der på grundene stadig er over 1,30 m, så Helge burde kunne sejle forbi selv på det lave. Det kan man bare ikke, når bølgerne kaster båden op og ned, så hullet skulle rammes.



For fuld damp gik det gennem bølgerne ved Sjællands Rev.
Sikkert igennem var søen dog stadig voldsom til vi kom ud på det dybe igen. Og siden vi alligevel ikke kunne holde mærket op på Sejerø, kunne vi med fordel have gået langt uden om Sjællands Rev - Nå, men så havde vi jo ikke fået den oplevelse med.

Desværre ledte den hårde sø til, at den ellers ualmindeligt søstærke matros måtte bukke under for søsygen. Næsten 2000 sømils sejlads oplevet fra kahytten uden søsyge. Men der er åbenbart en grænse.


Endelig havn. En meget lidt fyldt havn! Flere både lå langskibs på pælepladserne.
En god plads er en plads lige foran legepladsen! Der var frit valg af pladser i havnen. Skulle mine læsere komme forbi Sejrø i en lille båd uden børn, vil jeg klart anbefale den lille og meget hyggelige jollehavn.
Selve Sejerø havn og ø er meget imødekommende. Det er danske småøer, når de er bedst. Havnen er hyggelig med mange små ukommercielle foretagener. Det er, som det ofte er på småøer, som at komme en generation eller to tilbage i tiden. I morgen udforsker vi den lokale Brugs. Jeg forventer at finde Jolly Time og klar cola og at kunne betale med Danmønt.


Skal dit barn bruge spand eller fiskenet? Du tager bare! Skal du bruge persille til dine nye danske kartofler? Værsgo'!


Skal du bruge en trækvogn til dine varer eller dit barn? Du tager bare!
På havnekontoret var der bøger til fri afbenyttelse. Den lokale kirke, som vi besøgte, var åben, selv om den inderholder flere relekvier som et 400 år gammelt modelskib. Det lokale vaskeri på havnen var til fri afbenyttelse, blot skal man komme pengene i en kasse. I det hele taget emmer øen af tillid og overskud.


Sejerø bys gadekær med fantastiske åkander.
Efter at have tilbragt en halv dag her er vi allerede fans af øen. Ja, det var vi faktisk inden vi gik i land, for selv fra båden kan man se, at denne ø og havn er sande perler. Kun et enkelt malurt er i bægeret - Som så ofte før er det vejret, der afgør, hvornår vi kan komme af sted. Næste hul er i morgen aften fra kl. 18.

8. etape, Sejerø - Tunø

Sejerøs vartegn, fyrtårnet på Gniben.
Efter en dejlig nat i Sejerøs havn fik vi provianteret i den lokale brugs. Vejrudsigten havde lovet, at først vindue til at komme fra øen på komfortabel vis (under 8 - 10 m/s vind) var kl. 17. Derfor gik jeg en lang tur på øen for at komme ud og se fyrtårnet.


Vil du købe en vokal? Øen har tidligere huset mange sjæle, men de dele af den, der ikke har med turisme at gøre, er sine steder i forfald.
Endelig efter en lang gåtur kom jeg til fyret, som dog desværre var aflåst. Fordømt!
Fra fyret kunne jeg se, at vandet var roligt og lige til en god sejlads. Derfor måtte jeg forcere for at komme tilbage til båden, så vi kunne sejle videre mod Tunø tidligere end planlagt, så vi kunne komme der i god tid. Min kollega fra D33 Mini var da på havet fra Odden til Grenå, og kunne bekræfte, at vinden var svag på Kattegat.


Øen har en del baunehøje.




Sejerøs hyggelige jollehavn.
Vel tilbage i havnen gjorde vi hurtigt klart skib. Med fok og rebet store gik det de første 21 sømil mod mærket nord for Samsø.


Frokosten blev indtaget om bord for at udnytte det gode sejlervejr.
Vejrudsigten havde lovet massivt regnvejr / skybrud over hele det centrale Kattegat og omegn. Men det lykkedes os at udsejle regnvejret, som vi hele tiden kunne se først over Sejerø, siden Samsø, Ebeltoft, Helgenæs (no pun intended) og Tunø. Da vi gik ind i Tunø havn var det dog i en mægtig tordenbyge, men den forsvandt hurtigt.


På vejen passerede vi først Vejrø, Kyholm og Samsø og vi kunne se Hjelm og Djursland i den fjerne regn. Her er det Samsø, som vi skulle tæt forbi.


Tunø kunne vi se, fra vi rundede mærket ved spidsen (Issehoved) af Samsø.
Puha, man kan godt blive lidt groggy af en god lang lur på læ køje.
Vi ankom til Tunø 2130 og fandt masser af ledige pladser. Her i Tunø havn ligger man langskibs, og så kan folk ellers lægge sig uden på hinanden, til havnen bliver fyldt op. Midterbroen, hvor vi ligger, er forbeholdt både under ni meter. Det er hyggeligt at ligge blandt små både, synes både store og små at mene ...

Overliggerdage på Tunø

Tunøs kirke med tårnet, der også er fyrtårn. Denne åbenlyst fornuftige kombination af tårnes funktioner er underligt nok helt unik i Danmark.
Sejlerparadiset Tunø er en beskrivelse værd i sig selv. Her er på øen ca. 10.000 havneanløb om året, og lystsejladsen er dermed den største kilde til turisme på Tunø.

Der er gjort mange tanker for at få sejlere til at føle sig velkomne på Tunø, og det har virket. Havnen har en fantastisk legeplads, der er masser af krabber og både krabbebro og -væddeløbsbane. Øen er bilfri, og på havnen er der et alle tiders røgeri, hvor vi spiste tre gange. Lige ved siden af havnen er der en god badestrand. Den ligger godt og trygt mellem havnen og det rev, der stikker frem på Tunøs nordøstende.


Der er meget natur, som bare ligger ubenyttet hen på øen,.









For enden kirken/fyrtårnet, til højre kroen.


En meget ferierigget L23 har lagt sig til kaj i den halvtomme havn. Her to dage efter ankomst ligger her måske op mod 100 både i havnen (havnen har 120 pladser), men Helge er stadig mindste båd på havnen. Der var hele tiden flere ledige pladser til en båd i Helges størrelse.


En Tunøøl brygget på Samsø.


Hængekøjer til at drive den af i eller til at bruge som legeplads.


Der er meningen, man skal ligge langskibs i lag på broerne, men denne båd ville ikke ligge uden på andre ...


... Derfor forlod den havnen for at ligge for svaj i bugten mellem havn og rev. Men det stak den for dybt til, så den blev ved med at hoppe og danse på kølen, til de fik den bakset væk derfra.



Krabbebroen med vædeløbsbane.


Matrosen fangede en hel flok krabber.


Mere af den fantasifulde, men sikkert ikke ret dyre, legeplads.


I bugten var der vind nok til en kite.


Denne Halberg Rassy kæmpede en lang og hård kamp, før den endelig kunne gå ind.


Den smukke ø opmuntrer til panoramabilleder.









Lidt plancher fra gåturen.









Fra øens udsigtstårn var der god udsigt til Samsø. Til venstre ses det kombinerede kirke- og fyrtårn.



Mens jeg var i udsigtstårnet, kom denne tremaster forbi.

9. etape, Tunø - Endelave


Endelave er sjov for hele familien!


Ud af Lillebælt kom mange både, flere af dem med flotte spilere. Åh, hvem der ikke var på bidevindferie.

Efter at have tilbragt to fulde dage og tre overnatninger på vidunderlige Tunø, var vi nu klar til at drage videre. Om et par dage skal vi være i Horsens, så Endelave var et godt stop på vejen. Som vanligt havde vi modvind, så der skulle krydses lidt for at komme gennem grundene til Endelaves havn.
 


Turen til Endelave.


En 'Classic 32' (Kender du typen? Jeg gør ikke.) gik ud af Tunø havn lidt før os, men havde i starten kun ét sejl oppe, så vi gik hurtigt forbi og lagde os på bidevindskurs mod Endelave. 'Classic'en' forsøgte, efter at have sat begge sejl, at gå forbi os til luv, men kunne ikke holde højde, og ville tydeligt gerne have os til at falde af, så den kunne komme forbi. Den kunne holde god fart, men tydeligvis ikke så god højde, så det endte med, at den måtte falde og passere tæt til læ. Lige tæt nok, for den havde svært ved at komme forbi så tæt til læ.


Efter at have krydset videre i 1½ times tid mødte vi igen 'Classic'en'. Dens fart kunne ikke kompensere for dens manglende højde, og vi gik foran. Vi krydsede videre, blev på rummerne og vendte på skralderne, og næste gang vi så den, var den langt bagude. Jeg ville gerne have haft en psykologisk debriefing med skipperen, men på trods af sin indledende kurs gik båden ikke til Endelave.




Endelave havn er ved at bygge en legeplads. I mellemtiden må man fange krabber og andet kryb, hvilket matrosen er blevet ret skrap til. Her i havnen er der små tømmerflåder, som krabbefiskerne kan sejle selv. Det er et stort hit.


Noget jeg sætter pris på ved små øer, er den venlighed man kan møde. Mens vi lod matrosen lege på en legeplads i Endelave By, kom en kvinde forbi og bød os velkommen til Endelave, og gav os nogle friskplukkede ribs.
Om Endelave kan ellers siges, at naturen er fantastisk, ja den overgår endda Tunø på det punkt. Men måske også kun på det punkt. Der er ikke en god restaurant på havnen, den ene butik vi var i havde ikke brød og mælk, og morgenbrød skulle bestilles på forhånd på havnen, selv om det ikke fremgik nogen steder, at det skulle foregå på den måde.


Puk og Herman har ikke været forbi forgæves.
...
Denne nål af en båd, en Lotus, havde også børn om bord.
Vi fulgtes i længere tid på denne ferie med det gode skib Murikken af Lynetten. Den er en motorsejler, en Targa 96, men jeg kan bevidne, at den sejler med god fart og højde.
Endnu et smukt skib i havnen.


God plads!

En besynderlighed ved havnen er, at der er meget få skibe i den. Da vi sejlede hertil var det uden sammenligning det bedste sejlervejr i hele juli. Der var da også mange både på vandet. Men få af dem gik til Endelave. Jeg talte med en århusiansk skipper på Endelave, som kunne fortælle, at da de var her for få år siden, var her så proppet, at havnefogeden stod i indsejlingen og råbte ad folk for at få deres skibs bredde. For brede både blev da afvist og forvist til at ligge for anker eller at sejle videre.


Havnen på Endelave er flot og nyistandsat, og jeg spurgte mig selv, hvordan det store projekt mon var financieret. Mindepladen giver svaret.
Endelaves bedste spisested?
Til frokost inden afgang besøgte vi lægeurtehavens café, som var aldeles fremragende. Den kan virkelig anbefales, hvis man vil spise bedre end man gør på havnen.


Lægeurtehaven ligenede mest The Shire, og jeg forventede næsten at se en hobbit gå og dyrke grøntsager.


Den glade indehaver Hisham.


Man kunne få virkelig lækker mellemøstlig mad på stedet. Vi fandt desværre ingen steder, der serverede kanin. Kaniner var ellers overalt på øen.




10. etape, Endelave - Snaptun

Turen fra Endelave til Snaptun var begivenhedsløs, men vi kom forbi dette smukke skib, en Ylva. Ylvaen er, i mine øjne, det smukkeste skib, der er bygget.
I første omgang sejlede vi mod Hjarnø, hvor man kan gå virkelig tæ på kysten ...
Efter at have taget en runde i havnen, besluttede 'Rederen', at her gad hun ikke blive, så vi sejlede hurtigt videre til Snaptun, som ligger lige på den anden side.



Turen til Snaptun. På vejen forbi Møllegrund så vi sæler.
11. og 12. etaper, Snaptun - Hjarnø - Horsens



Kirken på Hjarnø. Danmarks mindste?
Sidste etape for denne gang skal afsluttes i Horsens. Det skal det, fordi vi i lejet bil skal køre til Rømø og holde ferie der i sommerhus. Om en uge sejler jeg så båden hjem igen. Valget faldt på Horsens, fordi vi skulle finde en havn, der

- Ikke ligger for langt fra Rømø
- Ikke ligger for langt fra, hvor vi selv var
- Helst er en frihavn
- Med billeje i gåafstand

Da de kulinariske udfoldelser på Snaptun havn var afprøvede, besluttede vi at spise frokost på Hjarnø. Vi tænkte på at tage færgen derover, men det virker jo lidt tåbeligt, når man har en båd. Derfor sejlede vi derover for at lægge til, men det gik ret dårligt, og vi gik på grund. Havnen på Hjarnø er fornyligt udvidet, og det gør, at vores søkort alle var uddaterede i forhold til havnen. Så hvor vi troede, der ville være to meter vand var der i virkeligheden kun 1,30. Vi kom dog hurtigt fri med hjælp fra en anden sejler og kunne bevæge os til caféen midt på øen.


Kirken på Hjarnø har noget så beynderligt som et vikingeskib hængende i loftet.
Et interessant dilemma for sejlere: Hvornår har man ligget længe nok til at man bør betale havnepenge? På Flakfortet er det nemt nok - der er halv takst for et dagsanløb. Men hvis man er en time i en havn for at spise, bør man så betale fuld døgntakst? Hvor mange gange i døgnet er det rimeligt, at man betaler døgntakst?
Efter Hjarnø gik det mod Horsens. Som vanligt på dette togt var vinden stik imod. Faktisk har vi sejlet bidevind/kryds stort set hele vejen fra Helsingør. Jeg tog mig selv i i dag at sejle for motor efter vindpilen i stedet for kortplotter eller landkending. Jeg ved jo, at jeg altid skal sejle hen, hvor vinden kommer fra.

Det bliver ærlig talt lidt trættende i længden at skulle sejle vinden midt imod igen og igen. Og igen og igen har DMI undervurderet vindstyrken. i dag skulle den have været 6 - 8 m/s, men blev af vores følgeskib målt til 14 - 17 relativt, altså 11 - 14 absolut. Vi har på dette togts foreløbige 174 sømil banket flere pæle i end de øvrige 1800 sømil, vi har sejlet i Helge.


Næsten fremme! Omstændigheder gjorde, at vi for første gang nogensinde sejlede ind i en jysk fjord. Der er godt nok flot her! Skoven går flere steder lige ned til vandet. Det at vi var på en fjord gjorde også, at vi faktisk kune sejle i hård vind. Det havde ikke været rart at sejle på Kattegat. Under andre omstændigheder ville man også snildt kunne ankre op flere steder i fjorden, selv i hårdt vejr.
Matrosen har virkelig fået smag for at fiske krabber, fisk, snegle, søstjerner, rejer og andet kryb i havnene i år. Det er skønt, for er der ikke en legeplads, så kan man jo altid lige inspicere den lokale bestand af dyr.

12. etape, Horsens - Korshavn (Fyns Hoved)

Fyns Hoved - en af Danmarks absolutte perler.
Efter en uge på Rømø i sommerhus blev det tid til at sejle Helge hjem. Kabysmesteren fra De fem brødres togt har nu kommandoen over det gode skib Havfruen af Bogense. Kabysmesteren og resten af besætningen fra den gang skulle jeg mødes med i Korshavn på Fyns Hoved. Vinden var som vanligt stik imod men dog meget svag, så jeg sejlede hele vejen fra Horsens for motor. Der er ikke noget at berette fra den sejlads.




Korshavn er en populær havn, men også en god ankerplads. Folk ser først, om de kan få en ledig plads, og ellers må de ankre. Vejret var da også perfekt til ankring, men jeg skulle jo møde min gamle besætning. Kabysmesteren var ankommet først og havde fundet mindst dårlige plads mellem to store både til Helge. De store naboer blev ikke begejstrede for min determinerede vilje om at lægge mig mellem dem. Havde de rykket lidt (der var plads på hver siden af dem), havde det gået helt uden, de havde behøvet flytte rundt på deres kæmpe fendere.
Det er svært ikke at blive lidt ængstelig, når man sejler ind og ser alle ankerliggerne. Men en lille båd kan altid finde en plads. Jeg har i hvert fald endnu ikke oplevet ikke at få plads.
13. og 14. etaper, Korshavn - Kyholm - Langør

Der var ikke meget vind, da vi sammen gik ud af havnen.


Solen tæskede ubarmhjertigt ned hele dagen.
Efter lidt tid kom der vind, og vi kunne sætte sejl.
Jeg havde rigget til med den store rumskødsspiler, men jeg kæmpede meget for at holde højde.
Efter noget tid opgav jeg, og skiftede til den fladere og lidt mindre skæringsspiler. I baggrunden kan man skimte en flok vindmøller på Samsø. Ved hjælp af dem kunne jeg på afstand forudse vinden bedre og vælge kurs og sejlføring.
Endelig rejsens mål - øen Kyholm. Som det ses, har jeg taget sejlene ned. Vinden løjede til sidst, så jeg ikke kunne holde spileren ude. Til gengæld var der 1½ knobs medstrøm, så det føltes som om, jeg sejlede ind i spileren.
Havfruens besætning gjorde straks klar til landgang.


Et af formålene med dagens tur var at tage en metaldetektor med for at undersøge området. Den undseelige og øde ø Kyholm har en facinerende og lang historie, som bedst læses andre steder, eksempelvis på Wikipedia. Nok er det her at nævne, at øen har været befæstet af hundredvis af soldater under englandskrigene og fungeret som karantænestation ad flere omgange. Derfor ville man med en metaldetektor snildt kunne finde tykke lag af guldmønter og antikke våben lige under overfladen. I dag fandt vi dog ikke andet end et stykke sølpapir, som kunne stamme fra en Toms chokoladeskildpadde. Vi efterlod øen renere, end da vi gik i land.
En del får bebor øen. Et øjeblik opstod der lidt forvirring om flokkens hensigter, da den kom stormende.




Øens eneste seværdighed er dette kors rejst til ære for de hundredvis af folk som levede og døde her.
Farvel til Kyholm for denne gang.

Så gik turen ellers til Langør, som dog kun ligger en sømils penge fra Kyholm, så der er vel dårlig nok tale om en etape. Nuvel, landgang er landgang.


I havne er der tit nogle hjørner, som er svære at udnytte, fordi man ikke kan komme derind for folks fortøjninger. Men da mine svensker naboer så mig søge efter en plads, gjorde de tegn til mig om at sejle hen, så fik de åbnet en vej til mig. Der lå ellers allerede 32 både for svaj lige udenfor havnen. Mange af dem nok selvvalgt.
Således godnat fra Samsø.

Hjemturen: 14. og 15. etaper, Langør - Odden - Lynetten

Odden havn var betydeligt mere fyldt op, end den var, da jeg var her sidst for et par uge siden. Jeg måtte finde en plads på broen forbeholdt store både. Pladsen var dog for lille til en stor båd :)


Vi (Helge og jeg) sejlede ud af Stavns Fjord og derfra videre langs Kyholm, Klintholm, Vejrø og flere små holme og skær. Meget smukt.
Langør havn blev hurtigt fyldt op, og den plads Helge havde fået, lå indeklemt mellem en masse andre både, og jeg skulle tidligt af sted. Men ud kom vi naturligvis. Minden skulle være 4 - 6 m/s det meste af dagen, men i havnen kunne man høre vinden synge i riggene - et tydeligt tegn på 8+. Jeg valgte derfor fokken og forberedte mig mentalt på at skulle rebe, når jeg kom ud i det åbne.

Inde i fjorden gik det fint med god vind. Navigationen er lidt udfordrende. Det er prisen for at sejle i et af Danmarks absolut smukkeste områder. Ude af Stavns Fjord løjede vinden, og efter lidt tid skiftede jeg til genuaen. Vindretningen tillod ikke spiler. Jeg holdte på med genuaen i mange timer. Selv om det går langsomt, er det spændende at opleve, hvordan havet kan været spejlblankt i en halv time, hvorefter man ser nogle små ripples og ser sine ticklers blafre lidt, hvorefter der kommer fart i båden. Til sidst opgav jeg dog og tændte motoren og sejlede for den gennem Sjællands Rev. Revet var ikke så overvældende som sidst, men det er altid med en hvis bæven, man sejler igennem der.


Selv om det var hyggeligt at sejle i nærmest ingen vind, så kedede jeg mig nok til at trykke på alle knapperne på dette instrument. Jeg har ellers i de tre sæsoner vi har haft Helge været tilfreds med, at apparatet virkede og viste lod, log og trip. Men det viste sig, at trykker man tre gange på trip-knappen, så viser den vandtemperaturen. I Odden havn var den åbenbart 23 grader Celsius. På åbent hav 12 - 13 alt sammen målt ca. en halv meter under havoverfladen. Det er da smart! Man kan også indstille en dybde til ekkoloddet hvor den så vil advare en. Den er lige nu sat til én meter, hvilket jo ikke er så anvendeligt, når båden stikker 1,30. Jeg ved ikke, om jeg gider indstille det og i givet fald til hvad.

Odden havn fandt jeg fyldt og slet ikke så hyggelig som sidst, hvor vejret var forfærdeligt. Denne gang skinnede solen, og skipperen i nabobåden fortalte, at de da heller ikke gad sejle i de uger. Måske var det derfor, der var så mange tomme havne, da vi sejlede rundt her sidst - Odden, Sejerø, Tunø, Endelave, Snaptun, Hjarnø og Horsens var alle halvtomme da.



Nabobåden i Odden havn (se også billedet øverst). Den lignede mest af alt en firkantet og komfortabel campingvogn. Men det var flinke folk, og de hjalp med fortøjningerne. På denne bro kunne jeg ikke have fortøjret selv. Sejlerfamilien i den Bavaria 37, som lå på den anden side gad ikke hjælpe. Tvært imod blev de sure, da jeg gjorde tegn til, at jeg ville lægge til, for nu lå de jo lige og fyldte den tomme plads med deres motoriserede gummibåd. Altså! Og gad de flytte gummibåden helt, så jeg kunne fortøjre? Nej!
Vejrudsigten lovede godt vejr dagen efter, måske med regn om natten, så jeg riggede til med spiler, men gemte den godt væk under sprayhooden. Min plan var at stå tidligt op, og hvis vejret holdt, ville jeg forcere Hesselø bugt for den lille skæringsspiler, som jeg gjorde sidste år under næsten samme betingelser.
Vejrudsigten holdt til om morgenen. Normalt lægger jeg mig altid med SB side til, men min forudseenhed bar frugt denne gang - jeg havde lagt mig med BB side til, så jeg kunne glide forsigtigt ud af havnen for storsejlet. Den uvenlige Bavaria 37-sejler foran mig var gået ud ti minutter forinden, så det gjorde det endnu lettere, for der var kun den mellem Helge og havnens udgang.


Tidlig morgen og ikke en båd på vandet ... Eller jo, der har vi jo den uvenlige Bavaria 37-sejler fra havnen! Han var sejlet glad af sted kun for den store rullegenua. Da jeg passerede, vendte han resolut op mod vinden og trak storsejlet op, og gik efter mig for fulde sejl. Men det gik ikke på plat læns med begge sejl ude. Erfarne læsere vil vide, at det er meget bøvlet at sejle plat læns (vinden lige ind bagfra). Der er kun én måde at gøre det på rigtigt, og det er med spiler, alternativt med spilet genua/fok. Nårh ja, det var så to måder at gøre det på. Til sidst opgav han og lagde sig på en kurs, han kunne holde, det vil sige længere ud i bugten.
Bortset fra Bavariaen, så så jeg ikke andre både i lang tid. Først da jeg paserede indsejlingen til Roskilde fjord / Issefjorden, så jeg på afstand den armada af skibe, der også var ude i det fantastiske vejr. Faktisk tror jeg ikke, jeg nogensinde har set så mange både på vandet før.

Mens jeg sejlede midt ude på bugten så ensom og stille som aldrig før (det er meget roligt at sejle for spiler i svag vind, når den først er oppe), mødte jeg marsvin. Først hørte jeg lyden af et, og så igen. Og så så jeg det følge båden helt ved siden af cockpittet. Det er altså en dejlig naturoplevelse at møde så flot et dyr, ja, der var kun det ene, så tæt på. I så lille en båd sidder man nærmest i vandlinjen, så jeg kunne næsten række hånden ud og ae det stolte dyr på rygfinden. Ingen billeder - nogle opleverser må man bare bære i sit hjerte.

Hele vejen til Helsingør var det optimalt spilervejr. Der var vind, ikke for lidt og ikke for meget. Jeg tænkte flere gange over, at jeg måske skulle have valgt den store spiler, men jeg turde ikke, for det skulle blæse op til 8 m/s flere steder, og det rækker mine evner ikke til at jeg ville kunne gøre forsvarligt med den store spiler. Og så har denne ferie også lært mig, at vinden snildt kan være over det forudsagte. Men denne dag holdt forudsigelserne fint. Hvorfor ingen andre havde sat spiler denne dag, det forstår jeg ikke. Det er ikke et sjædent syn på Øresund i hvert fald.

I det hele taget er skæringsspileren mit yndlingssejl. Den har få ulemper i forhold til den store rumskødsspiler, og det er, at den er lidt langsommere på en lænser. Og så forekommer det mig, at den er lidt sværere at sejle på plat læns, fordi den ikke er så dyb. Og så er den store tyndere og kan holdes oppe i svagere vind. Men man kan gå tættere til vinden med skæringsspileren, og så er den mindre og mere tilgivende. Stoffet er også tykkere og stærkere, så man kan fumle mere med den, uden den går i stykker. Det sidste skulle vise sig at blive en fordel denne dag.


Jeg har aldrig mødt så mange både på vandet, og i al beskedenhed udsejlede jeg dem alle bortset fra en enkelt racer. Her er det en R43, jeg kender ikke typen, men mon ikke det er en 43 fods motorsejler?. Den ville ikke vige, og jeg var på BB halse, så jeg måtte gå under land for komme forbi. Det betød, at jeg skulle bomme tilbage igen for igen at måtte bomme, da jeg skulle ned i Øresund. Men uanset hvor meget jeg fumlede med mine bomninger (en hel del!) og selv om spileren snoede sig om forstaget flere gange, så kom den ikke forbi igen. De må have undret sig såre, for det har ikke set kønt ud fra deres cockpit.
Det fantastiske sejlervejr var medvirkende til, at jeg fortsatte hele vejen hjem. Det skulle også være dårligt vejr med vind fra syd dagen efter, så jeg kunne lige så godt holde på.


Jeg fumlede for meget, og til sidst gik det galt. Bommen røg af, og det var blæst op. Det er kritisk, for det er ikke nemt at tage en spiler ned i god vind, hvis storsejlet ikke er oppe. Jeg satte selvstyreren til og kunne heldigvis fikse bommen.
Denne flotte tyske racer irriterede mig ved at presse mig til at overplatte. Ja, faktisk blev jeg nødt til at lade spileren klappe sammen, for at tage fart af båden. Det var helt unødvendigt af den, de kunne godt have veget! Men den kunne ikke selv, ja, hvad hedder det omvendte af at gå tæt til vinden?, så den gad ikke vige. Men den blev alligevel nødt til at tage sejlet ned og sejle lidt alene for storsejlet mens den riggede næste sejl til. Jeg var nødt til at vige, for jeg havde mistet mit storsejl. Som man kan se på billedet over, så sejlede jeg jo sådan set på SB halse som raceren, og den var læ båd. Lidt teknisk for de af mine læsere, der ikke er sejlere, jeg beklager. Men uden et storsejl, så er det forsejlet, der afgør, hvilken halse man er på, og der sidder bommen til SB, altså måtte jeg være på BB halse. Sådan tolkede den tyske racer det i hvert fald og pressede mig uden blusel til at vige, mens jeg baksede med at fikse bommen.
Ja, o.k., godt nok havde Helge og jeg ikke sejlet halvejs rundt om Jorden som drengene fra Kurs mod fjerne kyster, men det er nu altid en speciel følelse at se det.
Nå, men pyt nu med Kronborg og alt det der. Det var jo den drabelige dyst med den tyske racer, det handlede om. Den havde taget sin lille beige genakker ned, og de fumlede længe med at sætte et nyt og større sejl på. Mens de gjorde det, kom Helge og jeg langt foran, og nu kom vinden mere forfra. Heldigvis havde jeg ordnet bommen i mellemtiden, så jeg hev storen op og trak skæringsspileren ind til hård skæring, så jeg kunne holde den nye kurs. Da raceren endelig fik sin kæmpe genakker op, så skal jeg lige love for, den fik fart på. Båden kan plane under de rigtige betingelser, og den fløj af sted med måske ti knobs fart. Men hvor vinden før var for plat, så var den nu for spids til raceren, og den kunne ikke holde højde med mig, uanset hvor meget den prøvede. Genakkeren klappede konstant sammen. Ærlig talt var jeg lidt overrasket over, at jeg kunne 'platte' mere og holde bedre højde med min gammeldags spiler, end den moderne båd kunne med sin genakker. Nuvel, til sidst opgav raceren at holde højde, og gik i stedet mere og mere over mod Sveriges fastland. Men det gik hurtigt. Da den slap op for vand - man har jo lyst ti lat skrive 'slap tør for vand' - skiftede den igen sejl, nu til fokken, hvorefter den kunne vinde al den højde, den havde tabt, mens den planede for fuld hammer mod Sverige. For fokken gik det godt, og den kunne netop holde nordspidsen af Hven op. Det var blæst op, og jeg opgav spileren og satte genua. Da jeg var færdig med den manøvre, indså jeg, at jeg havde tabt slaget til den tyske racer klart. Pyt, det havde været en god dyst, og jeg havde sjov med at se efter den, når jeg mærkede et pust, for kort efter kom vinden til dem, og det ramte båden virkelig hårdt. Den har sikkert en lav kølvægt for at kunne plane. En sjov og krævende båd er det.
De kæmpede med at holde højde, og genakkeren klappede tit sammen for dem. Det gjorde Helges skæringsspiler dog også, og jeg måtte til sidst indse, at både vindretning og -styrke egnede sig bedre til genua.

Resten af turen mod Lynetten forløb fredeligt. Faktisk løjede vinden, så jeg kunne have brugt spileren igen, men gad ikke sætte den. Det gik nu også fint for genua.


Omkring ti sømil før Gilleleje fulgtes jeg med armadaen mod og forbi Gilleleje. Ellers var strækket mit længste i Helge nogensinde, og jeg kunne sådan set godt været fortsat - jeg var træt, men ikke smadret. Det meste af tiden havde selvstyreren sejlet båden selv, mens jeg havde kigget på marsvin, trykket på instrumenter og smurt solcreme på.
Tak fordi I gad læse med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar