torsdag den 14. juli 2016

Sommertogt 2016, 9. & 10. etaper, Tunø - Endelave - Snaptun


Endelave er sjov for hele familien!

Ud af Lillebælt kom mange både, flere af dem med flotte spilere. Åh, hvem der ikke var på bidevindferie.

Efter at have tilbragt to fulde dage og tre overnatninger på vidunderlige Tunø, var vi nu klar til at drage videre. Om et par dage skal vi være i Horsens, så Endelave var et godt stop på vejen. Som vanligt havde vi modvind, så der skulle krydses lidt for at komme gennem grundene til Endelaves havn.
 

Turen til Endelave.

En 'Classic 32' (Kender du typen? Jeg gør ikke.) gik ud af Tunø havn lidt før os, men havde i starten kun ét sejl oppe, så vi gik hurtigt forbi og lagde os på bidevindskurs mod Endelave. 'Classic'en' forsøgte, efter at have sat begge sejl, at gå forbi os til luv, men kunne ikke holde højde, og ville tydeligt gerne have os til at falde af, så den kunne komme forbi. Den kunne holde god fart, men tydeligvis ikke så god højde, så det endte med, at den måtte falde og passere tæt til læ. Lige tæt nok, for den havde svært ved at komme forbi så tæt til læ.

Efter at have krydset videre i 1½ times tid mødte vi igen 'Classic'en'. Dens fart kunne ikke kompensere for dens manglende højde, og vi gik foran. Vi krydsede videre, blev på rummerne og vendte på skralderne, og næste gang vi så den, var den langt bagude. Jeg ville gerne have haft en psykologisk debriefing med skipperen, men på trods af sin indledende kurs gik båden ikke til Endelave.



Endelave havn er ved at bygge en legeplads. I mellemtiden må man fange krabber og andet kryb, hvilket matrosen er blevet ret skrap til. Her i havnen er der små tømmerflåder, som krabbefiskerne kan sejle selv. Det er et stort hit.

Noget jeg sætter pris på ved små øer, er den venlighed man kan møde. Mens vi lod matrosen lege på en legeplads i Endelave By, kom en kvinde forbi og bød os velkommen til Endelave, og gav os nogle friskplukkede ribs.


Om Endelave kan ellers siges, at naturen er fantastisk, ja den overgår endda Tunø på det punkt. Men måske også kun på det punkt. Der er ikke en god restaurant på havnen, den ene butik vi var i havde ikke brød og mælk, og morgenbrød skulle bestilles på forhånd på havnen, selv om det ikke fremgik nogen steder, at det skulle foregå på den måde.

Puk og Herman har ikke været forbi forgæves.
...
Denne nål af en båd, en Lotus, havde også børn om bord.
Vi fulgtes i længere tid på denne ferie med det gode skib Murikken af Lynetten. Den er en motorsejler, en Targa 96, men jeg kan bevidne, at den sejler med god fart og højde.
Endnu et smukt skib i havnen.

God plads!

En besynderlighed ved havnen er, at der er meget få skibe i den. Da vi sejlede hertil var det uden sammenligning det bedste sejlervejr i hele juli. Der var da også mange både på vandet. Men få af dem gik til Endelave. Jeg talte med en århusiansk skipper på Endelave, som kunne fortælle, at da de var her for få år siden, var her så proppet, at havnefogeden stod i indsejlingen og råbte ad folk for at få deres skibs bredde. For brede både blev da afvist og forvist til at ligge for anker eller at sejle videre.

Havnen på Endelave er flot og nyistandsat, og jeg spurgte mig selv, hvordan det store projekt mon var financieret. Mindepladen giver svaret.
Endelaves bedste spisested?
Til frokost inden afgang besøgte vi lægeurtehavens café, som var aldeles fremragende. Den kan virkelig anbefales, hvis man vil spise bedre end man gør på havnen.

Lægeurtehaven ligenede mest The Shire, og jeg forventede næsten at se en hobbit gå og dyrke grøntsager.

Den glade indehaver Hisham.

Man kunne få virkelig lækker mellemøstlig mad på stedet. Vi fandt desværre ingen steder, der serverede kanin. Kaniner var ellers overalt på øen.


Turen fra Endelave til Snaptun var begivenhedsløs, men vi kom forbi dette smukke skib, en Ylva. Ylvaen er, i mine øjne, det smukkeste skib, der er bygget.
I første omgang sejlede vi mod Hjarnø, hvor man kan gå virkelig tæ på kysten ...
Efter at have taget en runde i havnen, besluttede 'Rederen', at her gad hun ikke blive, så vi sejlede hurtigt videre til Snaptun, som ligger lige på den anden side.


Turen til Snaptun. På vejen forbi Møllegrund så vi sæler.


3 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. Synd I ikke besøgte kroen, der havde I fået den service i savnede på havnen og god mad til fair pris.

    SvarSlet
  3. Det må vi gøre næste gang. Kan man få kaninsteg der?

    SvarSlet