mandag den 7. juli 2014

Overliggerdag på Anholt, 7/7, 2014

Den smukke ø, Anholt. I baggrunden ses havnen.
Selv om havnen synes fuld, lod havnefogeden mig vide, at her kun ligger 320 både mod maksimalt 600. Det største ryk-ind er fredag og lørdag aften, når weekendgæsterne kommer. Her kan man med fordel holde sig væk, hvis man alligevel har ferie i et par uger. Ud af de 320 både, ligger her Helge (L23), en IF'er (vores nabo fra Grenå), en H-båd, en Spækhugger og en enkelt Maxi 77. Resten er meget større både. Helge er således den mindste båd i havnen. Dette i skarp modsætning til Arild.

I havnen mødte vi også Helges nabo hjemmefra, Oda af Christianshavn.
Da jeg var her i firserne i en LM 28, var dét en båd i den store halvdel. Den gang var  en Maxi 77 standarden. I dag vil jeg skyde på, at gennemsnitsbådstørrelsen er lige knap 40 fod. Og det er flotte både! Her ser man især mange X-Yachts, Luffer og andre store havkrydsere. I sagens natur er man jo også havkryser, hvis man ligger her.

Det er svært at forestille sig, at en allerede proppet havn kan huse op mod dobbelt så mange både. Det skyldes, at her ikke er pæle til agterfortøjningerne. I stedet smider man hækanker ud. Det giver mulighed for, at bådene kan ligge helt op og ned ad hinanden uden spildplads. Det giver også mulighed for, at man kan stikke stævnen ind mellem hinanden. Det er ikke sket endnu. Samtidig giver det også fin underholdning, for folk kommer uvægerligt til at få hinandens ankerliner i skruerne. Det sker, fordi folk enten sejler for tæt på, lægger ankeret for langt ud, eller bruger flydeline til ankeret, eller en kombination. Nationaliteterne i havnen er dansk, tysk, svensk og norsk i næsten ligelig forening, og der findes næppe en hyggeligere anledning til at komme sine broderfolk ved, end ved en meningsudveksling om ankerliner i skruerne.
Mens jeg sidder og skriver dette, har en norsk båd fået en ankerline i skruen. 
Vi planlægger at sejle mod Sverige i morgen tidlig kl. 0400. Vejrudsigten siger 6 m/s fra N. Vi skal sejle VSV, så spilergrejet er pakket øverst i kistebænken.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar