lørdag den 12. juli 2014

Sommertogt 2014, 13. og sidste etape, Norreborg - Christianshavn

Tysk spidsgatter i havnen.
Norreborg havn.
Jeg ved, at de fleste af mine læsere brænder efter at læse sidste etape om togtet. Men tillad mig at skrive et par ord først om den skønne ø Hven. Hven lider ikke af den udkantsundergang, der synes at ramme mange danske småøer. I stedet klarer den sig ved turisme. Men nu ligger den jo også lige ved siden af København, kunne man anfægte. Men størstedelen af turismen er svensk. Øen er ret pusse-nusset, men ikke på en industriel turistagtig måde. Flere af mine læsere vil vide, hvor galt det kan gå, hvis man ikke styrer udviklingen på en turistø, så turismen på selvdestruktiv får lov at ødelægge den hygge, der tiltrak den (turismen) i første omgang.

Fra Norreborg lykkedes det mig at finde Hvens by, Tuna. Det kan undre lidt, at på en ø med tre havne, to store og en lille, ligger byen ved den lille havn. Lidt uden for byen, i retning mod øens midte, fandt jeg 'supermarkedet'.


Hvens butik. Isboder, caféer, smukkeforretninger og gallerier findes til overflod. Men her er en rigtig butik.
Selve byen Tuna er meget idyllisk. Den minder mest om en mellemting mellem Emils Lönneberg og Bilbos 'Sherredet'.

Bondegård på Hven.
Jeg nævnte på mit tidligere indlæg, at havnen Norreborg havde god plads til flere L23'ere, selv klokken 22, da vi kom ind. Nu, hvor vi har været der om fredagen, kan jeg konstatere, at den er mere fyldt i weekenden. Allerede fredag kl. 14, da vi forlod havnen, havde en H-båd meget svært ved at finde plads. Vi kaldte den over og rykkede lidt sammen. Men forventeligt, vil det være svært at finde en plads om aftenen i weekenden. Norreborg er hyggeligere end Bäckviken (jeg har ikke anløbet Kyrkbacken), og klart anbefalelsesværdig i mindre både. Men ikke nødvendigvis i weekenden i højsæsonen. Vi måtte slippe 200 SEK.

Skipperen fra H-båden fortalte mig, at der var god vind derude, men at det stadig var genuavejr. Så vi gik ud for genua. Det var magsvejr, og helt perfekt til en sidste tur på Øresund. Vinden var halv, men ret svag, og der var modstrøm. Pludselig lagde vinden sig. Men det så ud til, at der var vind rundt om os. Vi lå altså i en vindlomme og drev tilbage mod Hven. For at kapitalisere på den vind der trods alt måtte være, satte jeg spileren. Efter en halv times hård kamp, måtte jeg opgive. Vi startede motoren og sejlede 200 meter hen til vinden, og satte spileren igen. Denne gang kunne jeg få den fyldt ud, men ikke nok til at spilerskøderne gav mine sarte kontorfingre mærker. Efter endnu en halv time døde vinden totalt, og vi måtte starte motoren, for ikke at drive tilbage mod Hven.

Øresund is a bitch i ingen vind fra skiftende retninger og modstrøm.
Klokken blev mange, inden vi var hjemme fra det, der burde have været en sejllads på tre timer.
Hjemme på pladsen.
Tak fordi I ville læse med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar