Bloggen her omhandlede L23-sejlbåden S/Y Helge, som vi efter seks gode sæsoner har solgt for at skabe plads til en større båd.
Jeg selv og andre bruger stadig bloggen som opslagsværk, hvorfor den får lov at leve videre, men den bliver ikke længere opdateret.
mandag den 6. august 2018
Helge i Skærgården 2018 - samlet beskrivelse
Sommertogtet 2018
Som dreng blev jeg ufrivilligt slæbt med på sejlerferie år efter år med masser af søsyge, kedsomhed og brok til følge. Disse ulykker til trods husker jeg dog især et togt til Bohuslän, eller Skærgården, som de voksne sagde, som et særligt smukt område. Men turen dertil er lang, uanset hvorfra i Danmark man starter. Fra København er der ca. 130 sømil til Göteborg, hvorfra man siger, Skærgården starter.
Som sidste år sejlere jeg båden alene den første uge, for det gjaldt om at få båden derop, så den kunne være klar til noget sejlads med familien, inden turen igen gik mod København. Problemet var bare, at i dagene op til var der lovet modvind hele vejen. Jeg har forceret Kattegat på kryds de seneste to år også, og det gad jeg ikke igen.
1. etape, Lynetten - Glommen 87 sømil
Vi startede hårdt ud med at gå ud for storsejl og genuaen klar på dæk. Det var lidt uklart, om dagen ikke også skulle byde på fokkevejr.
Der skulle være hård vind midt imod efter Hallands Väderö, så jeg tog fuglebogen med til skibsbiblioteket og forberedte mig på en eftermiddag og nat der.
Jeg var kommet fra arbejde om fredagen og brugte aftenen på at vande blomster hjemme, gøre klart skib og proviantere. Vejrudsigterne havde været lidt skiftende, så jeg besluttede mig for at sejle deropad og for at se, hvordan det skulle gå. Der er havne med mellemrum hele vejen, så det var bare med at komme af sted.
Gennem Øresund var der ret hård skæring og modstrøm. Men det gik helt problemfrit for genua og storsejl. Mellem kl, 0445 og kl. 1000 har man det næsten for sig selv.
På vejen passerede jeg den smukke ø, Hven. Hvor mange gode weekender har jeg dog ikke tilbragt der?
På vej gennem tragten blev vinden midt imod, som strømmen, og der skulle krydses hårdt for at komme ud. Men det gik, og så snart jeg var igennem, kom en kæmpe rummer, og jeg kunne sejle videre på bidevind på bagbord halse de næste 40 sømil.
Det obligatoriske Kronborg-billede. Man ved, at når man passerer det til bagbrod, så er man rigtigt af sted. Passerer man det til Styrbord, så er man ved at være hjemme.
Den fantastiske ø, Hallands Väderö kom jeg til kl. 17. Men da var jeg stadig frisk og sejlede mellem fem og seks knob, så jeg valgte at fortsætte i hvert fald hen over den næste bugt. Øen har ellers en god og beskyttet naturhavn/ankerplads, hvor jeg snildt kunne have ligget og ventet på bedre vejr.
Kort efter Hallands Väderö kom et frontsystem mod mig. Jeg så det fire-fem minutter inden det skete, så jeg rebede fluks storsejlet, hvilket skulle vise sig rigtigt. Der kom en ordentligt skylle, inden det klarede op. Jeg måtte rebe ind og ud nok en gang.
Hen under aften kom den lovede midt-imod-vind som dog hurtigt løjede. Jeg måtte tøffe for motor det sidste stykke ind til nærmeste havn, Glommen. Men faktisk havde jeg da sejlet 40 sømil på bidevind næsten på kursen. Og det er jo meget bedre end 40 sømil med vinden lige imod.
Findes der noget smukkere end en solnedgang på Kattegat? Det skal i hvert fald opleves for virkelig at påskønne det. Skønheden overstråler surheden over manglende vind.
Vel ankommet til Glommen havn kunne jeg omsider smide mig på køjen efter 18 timer ved roret på bidevind. Jeg havde overvejet muligheden for at sejle videre gennem natten. Når man har prøvet at sejle gennem to nætter, så føles tanken om en enkelt ikke længere så fjern. Men da jeg først skulle til at gå til køjs, opdagede jeg trætheden efter en hård dag på vandet. Godt jeg kom i havn.
Landstrømstoast og velskæket dåseøl til natmad :)
Hyggelige Glommen havn.
Glommen har også et fyrtårn, som dog var lukket.
Glommens eneste turistattraktion er denne sten, Glumstenen, der fra gammel tid har været brugt som sømærke.
I Glommen lå jeg ved siden af en kæmpe motorbåd fra Göteborg. De var på vej til Christianshavn og skipperen spurgte meget ind til Christianshavn, fordi han kunne se, at Helge kom derfra. Men han og fruen undrede sig lidt over, at jeg var sejlet på togt i sådan en lille båd. Jeg forsikrede dem om, at jeg havde alt, jeg behøvede. [Senere konstaterede jeg, at Helge var den mindste gæstesejler i alle de havne, vi anløb.]
2. etape, Glommen - Bua 25 sømil
Svenskerhygge i Bua. I baggrunden ses noget så svensk som et atomkraftværk.
Kl. 1200 var vinden kommet tilbage, og jeg sejlede ud. Der skulle være halv vind, så det var helt perfekt. Desværre skrallede vinden, så jeg skulle krydse mellem skærene. Da vinden havde taget lidt til, valgte jeg at skifte til fokken. Fokken er alt andet lige bedre at krydse med.
Klipper, skær og borge. Her er det Varbergs fæstningsværk, der passeres.
Skær her og der og alle vegne. Jeg håber, søkortene er mere pålidelige i Sverige end syd for Møn.
De 25 sømil forløb problemfrit, om end jeg var endnu mere smadret efter nok en dag på bidevind.
Bua havn? Den er nok lidt over middel hyggelig. Både Bua og Glommen er gode beskyttede havne, hvis man kommer forbi. Og det gør man jo, for de ligger lige på ruten. Mölle havn længere sydpå er hyggeligere, men den er ikke godt beskyttet. Og man har jo brug for en god nats søvn, når man er på transportsejlads. Bua har en ICA-butik 650 meter fra havnen. Og en hæveautomat, så nu har jeg svenske penge, så jeg ikke længere, som i Glommen, skal betale med danske kontanter i kurs 1:1.
Svenskere er altså bare hyggelige
Bua er en mellemstor havn, som ligger i en kæmpestor naturhavn.
Et kig ud af naturhavnen.
Som i Glommen holder også her en masse husbilar på havnen. Og hvorfor ikke? Faciliteterne vi skal bruge, er jo de samme. Og campisterne kan jo også lide at være tæt på strande og iskiosker.
Efter at have lagt mig på en almindelig plads, blev jeg henvist til denne del af havnen, som er Gästhamn. I Sverige er en plads enten fast plads eller gæsteplads. Dette i modsætning til i Danmark, hvor alle pladser er gæstepladser, hvis ejeren ikke lige selv bruger den.
På den gæstebro jeg ligger ved, ligger kun én anden båd, hvis besætning jeg ikke har mødt. Kortvarigt lå kajakken, som er vist på billedet over. Den sejles af en dansker fra Hornbæk. Han klagede også lidt over, at der havde været modvind hele vejen. Han fortalte, at han kan sejle 30 kilometer på en god dag. Ja, han sagde kilometer. Så har han et telt med, som han må finde et sted til hver aften. Det største problem, fortalte han, er vand. Han kan kun have vand med til to døgn.
Kajaksejleren spurgte interesseret ind til, hvor rart det mon måtte være med al den komfort, der jo er i sådan en sejlbåd. Køjer, kabys, læ mod vind og vejr o.s.v. Jeg tænkte på svenskeren i den kæmpe motorbåd, jeg havde mødt dagen før. Set fra en kajak kan det jo komme ud på et, om man sejler i et flydende sommerhus af en motorbåd til to millioner eller en L23.
3. etape Bua - Göteborg (Amundsön + Långedrag)
Efter overliggerdagen i den dejlige havn Bua stod jeg tidligt op for at begive mig på vej det sidste stykke mod Göteborg, hvor båden skal ligge, til jeg kommer tilbage med familien. Som de foregående år, hvor jeg med succes har haft båden parkeret i Horsens, gjaldt det om at finde en havn det rigtige sted, som helst skulle være en frihavn. Göteborg er ikke rig på frihavne, men jeg havde forberedt mig grundigt og fundet en enkelt, Amundsön Marina, 25 sømil fra Bua.
Fordi den göteborgske skærgård er meget rig på skær, riggede jeg til med fokken for at give mig selv bedre udsyn og manøvredygtighed end med genuaen. Det blæste godt fra land, så der var næsten fladt vand, og vi strøg af sted med 5 - 6 knob det meste af vejen.
Kun denne kutter var også stået tidligt op denne morgen.
På vejen til Göteborg sejlede jeg forbi denne lyttestation. Masseovervågning eller forsvar mod fremmede magter?
Efter 4½ time ankom vi til Amundsön Marina, hvor man i følge Havnelodsen bør henvende sig hos fogeden for at få anvist en plads. Hele vejen ind i den store halvtomme havn blev jeg mødt med skilte "Privat! Fortöjning Forbjudet". Ildevarslende. På havnekontoret mødte jeg fogeden og bad om at få anvist en plads. Fogeden var flink, men henviste til, at de jo ikke var en 'Gästhamn' og derfor ingen gæstepladser havde. Overhovedet. Jeg forsøgte at indvende, at havnen er en Frihavn, og at det var derfor, jeg havde opsøgt den, men blev mødt med svaret, at havnen er ikke en 'Gästhamn' og har derfor ingen pladser til gæster. Overhovedet. Hvis jeg kunne finde et grønt skilt, kunne jeg lægge mig der. Efter en rundtur til fods i havnen kunne jeg konstatere, at der ikke findes hverken røde eller grønne skilte. Kun advarsler med "Privat! Fortöjning Forbjudet".
Alt det til trods var havnefogeden en meget venlig og hjælpsom mand, som nok snarere savnede et mandat til at hjælpe i situationen. Han henviste til en anden havn, Långedrag, tættere på Göteborg og altså helt inden mellem de mange skær.
Det hjælper at holde tungen lige i munden, når man sejler her mellem alle skærene. Men de er godt afmærkede.
Det gjaldt derfor om at komme sikkert til Långedrag gennem de ufatteligt mange skær, der var på den smukke rute. Det er svært at sejle, navigere og nyde udsigten på en gang. Og så var jeg ærlig talt også lidt rystet over at blive afvist fra Amundsön Marina. I Sverige er det åbenbart sådan, at en havn ikke nødvendigvis er en gæstehavn, der udlejer de ledige pladser til gæster. Hvorfor nogen havn til frasige sig den mulighed, er mig en gåde.
Långedrag er et perfekt udgangspunkt for et togt i den göteborgske skærgård. Lige ved sporvognen, hyggelig, pittoresk og med mange grønne pladser i alle størrelser. Selv om aftenen var der stadig ledige pladser.
Nå, men i Långedrag blev jeg taget godt imod. Dog blev jeg bedt om at lægge mig på en anden ledig plads end jeg var kommet ind på, fordi jeg ville ligge i 12 dage. I Långedrag har de helt styr på, hvor længe ejerne af de faste pladser er væk.
Der var en del sidevind, da jeg skulle flytte plads, så jeg satte en lykke fra for fortøjninger om indhalerlinen i luv side og trak båden forsigtigt ind.
Långedrag er hjemhavn for GKSS, Göteborg Kungliga Segelselskapet, der tager kapsegling seriøst. Her er det en Express og en H-båd, der er poleret til kap. [At dømme fra de havne, vi senere besøgte virker det til, at det primært er disse to bådstyper, der sejles kap i i Sverige.]
Så ligger Helge trygt og godt og venter på, at hele besætningen kommer til Göteborg og udforsker den nærliggende skærgård.
4. etape, Långedrag - Björkö
Efter en rolig nat i den lille vig, vågnede vi op til gråvejr, frisk vind og fladt vand. Optimale betingelser for sejlads!
Efter 12 nætter for Helge alene i Långedrag hamn, var vi endelig tilbage ved ham for at begynde det egentlige togt i Bohuslän.
Långedrag hamn kan bestemt anbefales som springbræt til et togt i Bohuslän. Hyggelig havn med god restaurant og indkøbsmuligheder i nærheden. Alligevel får man lidt kuller. Og selv om det blæste lidt, valgte vi om eftermiddagen at sejle til en lille bugt ved den smukke ø Björkö otte sømil væk.
Mellem skærene til Björkö blev denne Sunwind 27 udsejlet.
Just ankommet.
På opdagelse på den øde ø. Meget Ronja Røverdatter-agtigt. Det er faktisk spændende at udforske en øde ø, som bare er ren uopdyrket natur uden så meget som en eneste sti.
I virkeligheden var øen ikke Björkö men en mindre og ubeboet ø på omkring to hektar adskilt af et lille bitte sund.
Vi svømmede ud for at udforske en lille naboø også. Ternen på billedet er på jagt efter små sild omkring Helge.
Næsten klar til afgang mod Marstrand.
Under Helge havde der samlet sig en stime på tusinder og atter tusinder små sild, som blinkede i vandet. Nogle terner kredsede om os og tog godt for sig af retterne.
Lige ved siden af Helge lå et gammelt vrag, som vi også fik udforsket ved hjælp af en dykkermaske. Godt vi ikke kom for tæt på under anduvningen.
5. etape, Björkö - Marstrand
Indsejlingen til Marstrand.
Efter en god nat ved Björkö sejlede vi tidligt ud for at få en god plads i hvad jeg havde forudset skulle blive feriens store moleræs, Marstrand. Mine bekymringer blev gjort til skamme. Ikke blot var der kl. 1300 masser af ledige pladser. I Marstrand bruger de et smart fortøjningssystem, som jeg her vil forsøge at beskrive: Ca. 16 meter ude fra broen ligger en række store klodser. Fra hver klods går der en alt for lang synkeline ind til broen. Man sejler derfor ind til broen, gør forfortøjningerne fast og tager fat i en af linerne og følgerne denne ud. Den del af linen man ikke skal bruge, lader man blot plumpe i vandet igen. Til sidst trækker man båden agterud i linen mod klodsen på bunden og fortøjrer til en klampe agter.
Systemet er smart, fordi pladsen mellem bådene kan udnyttes optimalt, modsat med pæle, og man slipper for hækankre, som også er noget stads i en trafikeret havn.
I skrivende stund, kl. 1900, er her stadig masser af ledige pladser i havnen. Så ingen gratis underholdning for en tvær skipper med en øl i hånden.
Masser af plads i Marstrand.
Som det første skulle Carlstens Fästning udforskes. I Danmark er den nok mest kendt for historien om Tordenskjolds soldater, men lige den del, altså historien om hvordan svenskerne blev udmanøvreret af dansk-norsk list, fik ikke den store vægt i gennemgangen af fæstningen.
Udsigten fra toppen af Carlstens Fästning.
6. etape, Marstrand - Edhutshall
Skonnerten Westkust fra Orust har hjemhavn i Edhutshall. Når den er hjemme, kan der kun ligge få både i havnen. Helge ligger lige bag Westkust uden på to store svenske sejlbåde.
Marstrand er vel udforsket. Marstrand er en skøn blanding af hipstersejlermiljø og en historisk bykerne med fæstning og tilmed på en lille ø med en fantastisk natur. Mere kan man ikke ønske sig. Men vi skulle videre nordpå. Marstrand er ikke blot anbefalet. Den er et 'must' for en ferie til Bohuslän.
En del af udsejlingen fra Marstrand.
OK, et sidste billede af Carlsten Fæstning. Så skal I også få lov at slippe. Men besøg den endelig.
En af mange små byer langs "E6:an".
Et af mange sund. Det var lidt udfordrende at sejle bidevind på bagbord halse i den trafik.
De fleste gæster i Bohuslän holder sig til den samme rute, som går fra Göteborg til Norge, opkaldt efter den tilsvarende motorvej "E6:an". Så mange sejler her, at man skal være konstant opmærksom, ikke kun på skær, men også på medsejlere. Når man kommer til et sund, bliver der voldsomt trafikeret.
Ja, så gik den ikke længere. Den dejlige plotter, som for det meste virker, har ikke kort længere nord end lige nord for Marstrand. Så er man jo lidt nord for Skagen.
Plotter og Navionics har begge givet nogle virkelig spændende kurser nærmest midt hen over grunde. Men her i Bohuslän sejler man jo på "E6:an", så det handler meget om at gennemgå ruten omhyggeligt, især hvis alle andre sejler en anden vej.
Vi havde bestemt os for et langt stræk helt til Kungshamn, men efter noget tid var stemningen ikke længere til det, og vi måtte sejle til nærmeste havn, Edhutshall.
Edhutshall er bestemt hyggelig og meget svensk på Pippi Langstrømpe-måden. Men man kan ikke købe is der, hvilket er en stor fejl. Matrosen anbefaler IKKE.
Der var kun plads til to store både bag skonnerten. På den ene plads lå tre monstrøse norske motorbåde udenpå hinanden. På den anden lå to store svenske sejlbåde, som straks vinkede os over, og lod os ligge yderst. Triveligt. Havnen havde badefaciliteter i form af en halvandenmetervippe, hvorfra man kunne springe direkte i Bølgen den blå.
Ellers blev aftenen brugt på at få el-systemet til at virke. Lidt fejlsøgning viste, at et af tre forbrugsbatterier var stået af. Så nu kører vi videre på to. Og på kolde øl og vand.
Om aftenen blev jeg kaldt over af skipperen i den største norske motorbåd. Han ville lige høre, om det virkelig var rigtigt, hvad folk på kajen sagde, at vi var sejlet helt fra København i den lille båd og høre om vores tur. Ja, ja, lidt Billesbølle-agtig har man vel lov at være.
7. etape, Edhutshall - Kungshamn med pitstop i Lysekil.
På grund af et medicinbehov stod vi tidligt op og satte kursen mod nærmeste apotek, så vi kunne være der ved åbningstid. Der var næsten ingen vind, så det gik for motor til Lysekil. Kort efter var vi på vej videre til Kungshamn for sejl. Det var virkelig magsvejr med vinden ind fra agten for tværs til bidevind på samme halse.
Flere smukke byer ligger langs "E6:an".
Kort før middag ankom vi til Kungshamn og fandt her flere ledige pladser til både under 30 fod. For større både er det lidt sværere. Her under aften er der stadig masser af ledige pladser. Men havnen er heller ikke særlig hyggelig. Den er heller ikke dårlig. Den har bare ikke lige det der ...
Skipper havde efter mange fejlslagne forsøg erklæret sildefangst med net for umuligt. Dog lykkedes det til sidst matrosen at indfange et flot og livligt eksemplar.
Ellers er vi kommet så langt nordpå, at der er virkelig langt mellem danske både. Vi har ikke mødt danske børn siden Marstrand, og der var kun få. Vi fortsætter lidt nordpå endnu. Vejret har været fantastisk foreløbig.
Ved 9-tiden afgik vi fra Kungsholm for at nå videre nordpå. Vejret var fint, men vinden meget svag og dagens navigation udfordrende. Så vi gjorde, som altid, klar til at sætte sejl, men sejlede for motor.
Dagens første stop var på den lille ø Bensinön, som ligger lidt uden for Kungshamn. Her kan man ikke overraskende købe benzin. Indehaveren hjælper med fortøjningen og byder også på andre nyttige ting i sin lille butik.
Flere øer på ruten burde være benzinøer, når man tænker på alle de benzinslugere, der fræser rundt her.
Kort efter Bensinön tog vi en passage kaldet Pinan, der kun er tilgængelig for både med lav dybgang.
Her er vi igennem det smalleste af Pinan.
Kort efter Pinan er et lille område med masser af muligheder for at ligge langskibs til små øer og holme. Her er det "Andante" fra Christianshavns kanal, der har fundet vej.
Kort efter Pinan kom vi til Sodenkanalen, som er en delvist udgravet/spængt kanal gennem en halvø. Segling, hvilket vil sige sejlads for sejl, er forbudt i kanalen.
Sodenkanalen er et meget smukt stykke at besejle. Og fartbegrænsningen på fem knob er en herlig afveksling fra de store brølende benzinslugere på ruten, som gør livet surt for små sejlbåde.
Jeg havde på forhånd udset nogle egnede pladser for natten i søkortet. På førstepladsen var øen Munkholm, hvor der skulle være en rigtig god plads. Desværre var pladsen optaget af en Dehler 34 sejlet af tre tyske damer. De var dog flinke til at hjælpe, og efter lidt trækken rundt med Helge fik vi ham placeret på en helt fantastisk plads. På begge sider af båden kunne vi gå i land, og jeg kunne stå i kabyssen og servere middagen direkte over rælingen til indtagelse på klipperne.
Her bliver frokosten indtaget på de varme klipper.
Som fod i hose. 20 cm vand under kølen.
Matrosen havde bestilt en øde ø, hvor vi dog ikke skulle være helt alene. I Dehleren er der de tyske damer og de to større både er svenske.
Vi ankom ved Munkholm allerede ved middagstid, og resten af dagen gik med læsning, rejefiskeri og med at gå på opdagelse og at klatre på klipperne.
Øen var fyldt med smukke klippeformationer.
På hver side af Helvedesgabet.
Der blev klatret igennem dagen lang. Bedsteforældre kan være helt rolige. Det var næsten ikke farligt. Overhovedet ikke. Nej!
Dødningehovedklippen.
Stolthed efter at have forceret en stejl klippe. Ikke spor farligt!
9. etape, Munkholm - TanumStrand
Århundredets blodmåne fotograferet fra TanumStand med mobiltelefon gennem marinekikkerten.
Vi forlod smukke Munkholm tidligt om morgenen i svag til ingen vind fra skiftende retninger. Togtets endemål havde vi forlængst fastsat som Tanum for at se helleristninger på Vitlcyke Museum og omegn. Nærmeste havn var TanumStrand (ja, sådan staves dette forjættede sted altså). TanumStrand har nemlig udlejningscykler og ligger tættere på museet end de andre gästhamnar i området.
Da vi nærmede os TanumStrand, blev vi mødt af kæmpe reklamer med "After Beach från 1600 - 1900". Allerede der fik vi bange anelser. "Hvad er dette for et sted?". Havnen er den optimale havn, hvis man drømmer om Sunny Beach, Paradise Hotel, Comwells konferencecentre, solbrændte tatoverede nordmænd og svenskere i motorbåde med potente bovpropeller og beach parties (på bådene) til klokken fem om morgenen. Alle andre vil nok føle, at de får bedre valuta for havnepengene andre steder.
Nå, men vi var jo kommet for at se helleristninger. I receptionen på centeret, ja, det var et center, hvor havnen kun var en lille del af repertoiret, tog jeg derfor en folder over underholdningstilbud. Til min gru var der ingen nævnelse af dette UNESCO's Verdensarv få kilometer fra havnen. Jamen altså, hvad er det dog for et sted? Vi spurgte til udlejningscyklerne, men fik at vide, at der ingen var til "barn", hvorfor vi måtte tage en taxi til museet. Taxien var til gengæld billig, og museet inklusiv rundvisning var gratis.
Hvad har bronzealderskandinaverne mon tænkt, da de lavede disse helleristninger? Det er stadig ret uklart, og jeg kan ikke lade være at tænke, at det hele måske bare er nogle teenagebronzealderdrenge, der har kedet sig. Se billedet herunder.
De er lavet i bronzealderen. Tror man da. Men i sjov eller alvor? Fandtes der mon spasmagere og spøgefugle den gang også, som i dag?
Vitlycke Museum er bestemt et besøg værd. Det er nemmere i bil, for så vil man kunne køre lidt rundt i området og se flere forskellige. Vi nøjedes med at se dem nær centeret.
På vej i taxien tilbage til havnen spurgte vi chaufføren, om der mon ikke fandtes rumpenisser i skoven, for den så da meget Ronja Røverdatter-agtig ud. Han mente, at man nok skulle lidt sydpå til Fjällbacka, for der var jo det ægte Ronja Røverdatter-helvedesgab. Og så endda lige ved havnen ...
Sent om aftenen så vi dette århundredes længste solformørkelse og blodmåne fra klipperne. Både blodmåne og helleristningerne var dog spildt på festdeltagerne på havnen. De var kommet for noget andet, og både helleristninger og blodmåne krævede også noget aktivt af en selv at blive opmærksom på.
Inden blodmånen tog jeg disse stemningsbilleder for at teste setup'et med telefon og kikkert.
Det lykkedes matrosen at finde en dansk legekammerat på klipperne. Der boede nogle få danskere i de mange hytter nær centreret.
Dagens vejrudsigt bød på tordenvarsel. For sejlere betyder torden også ekstremt og uforudsigeligt sejlervejr. Vi har ikke gode erfaringer, så vi planlagde et hit and run på Fjällbacka for at se det ægte Helvedesgab fra Ronja Røverdatter-filmen, og så derefter tage et godt stræk sydpå. Da vi kom til Fjällbacka allerede kl. 0900, var der heftig aktivitet i havnen, og frem til kl. 1100, hvor vi gik til Helvedesgabet, strømmede det ind med både. "Ingen ønsker at være ude på øerne, når tordenen kommer", forklarede konen fra nabobåden. Med det i mente turde vi ikke sejle ud og forsøge at finde ny plads i fyldt havn et andet sted, så vi blev i hyggelige og fantastiske Fjällbacka.
200 meter fra havnen er indgangen til Helvedesgabet.
En eller anden dag skal de jo falde ned. Men det blev ikke i dag.
Havnen og omrikngliggende Skærgård set fra toppen af Helvedesgabet.
En dansk båd næsten ved siden af Helge havde været på togt i to uger med en syv-årig pige. Hvilken lykke for to syvårige danske enebørn at mødes helt heroppe.
Veninden havde en jolle med motor. Ellers blev der fisket krabber, badet fra et lækkert sted med 2- 4- og 6-metersvipper og hygget i bådene.
11. etape, Fjällbacka - Vrakevik
Vrakevik.
Vi er på vej hjem fra underskønne Bohuslän. Men vi er ikke ude af det endnu, heldigvis. Et par dage i aktive havne havde givet os lyst til igen at opsøge en øde ø. Vrakevik ved øen Gåsö blev valget, mest fordi den lå i en passende afstand på 25 sømil syd for Fjälbacka.
Vi stod tidligt op og sejlede ud kl. 0700. Både fordi yngste besætningsmedlem helst sover sig gennem sejladsen, men også for at få en god plads på den ankerplads, vi skulle frem til. Motorbådssejlere står typisk også op lidt senere, og det er en lise at sejle uden deres dønninger og larm. Selv øde øer er velbesøgte her. I hvert fald dem der er beskrevet i vores guidebog.
Først passeres Sotenkanalen ...
... 1½ sømil senere er vi igennem smutvejen Pinan.
Kort efter Pinan vågnede matrosen, så vi gjorde for anden gang på turen holdt ved Bensinön, hvor der kan købes is. Det er svært at håndhæve reglen om minimum én is om dagen, når man sejler mellem øde øer, men også denne dag lykkedes det.
På ruten mødte vi kajaksejleren, jeg hilste på i Bua. Det møde har gjort stort indtryk på mig, på grund af den mangel på komfort man kan udholde for at tage ud i naturen. Vi nyder vores komfort på Helge i fulde drag.
Pladsen vi lå på i Vrakevik ved Gåsö var ikke afmærket i kort eller guidebog, og jeg havde svært ved at få ankeret til at bide. Bunden bestod udelukkende af tang, som ankeret kunne glide på. Til sidst måtte jeg fylde en vandtæt pose med redningsveste og med den pølse som opdrift svømme ankeret helt ud i ankertovets længde og dykke ned og tvinge det til at bide. Det er den slags underholdning, der nydes i de andre både på ankerplasen. "Hvorfor gør de der sydskandinaver ikke bare som os?".
Matrosen får her anvist, hvordan man banker bjergkiler i klipperne. De to næste tog hun selv.
Vel ankommet til Vrakevik blev der hygget på klipperne med læsning og fiskeri af rejer og krabber inden den obligatoriske opdagelses- og klatretur på øen. I baggrunden ses fire både, der lå langskibs ved en meget lille ø midt i bugten. Der lå kun to, da vi ankom, og vi kunne fint have ligget der. Men den ø er kun omkring 1000 kvadratmeter stor, så vi forsøgte os i stedet med 'hovedøen'. Her lå vi bedre, men det tog også måske en time at komme på plads. Men det arbejde var jo ikke meningsløst, for det var god underholdning for tilskuerne.
Gåsö er større end de andre øer, vi har besøgt. Men den del vi nåede at udforske var virkelig smuk.
Budskaberne på klipperne på Gåsö er ikke så svære at afkode som dem i Tanum.
12. etape, Vrakevik - Åstol
Find Helge!
Vinden var på dagens tur midt imod det meste af tiden. Vi kæmpede med sejlene, men til sidst måtte vi give fortabt og sejle for motor det meste af dagen. Så sejladsen var forholdsvis kedelig og begivenhedsløs, også fordi vi det meste af vejen fulgte "E6:an", som vi også sejlede på ved udturen.
Åstol ligger netop syd for linjen fra Grenen ved Skagen og Pater Noster-fyret tæt herved. Dermed er vi nu ikke længere i Skagerak men tilbage i Kattegat.
Øen er spændende, og den stod på listen over steder, vi ville besøge i Bohuslän. Listen er lang endnu, og vi nåede end ikke halvt igennem den.
Hele øen er nærmest en stor naturhavn, hvorfor den blev befolket under den seneste sildeperiode, og der har på grund af den gode havn og det i øvrigt sparsomme areal kun fundet fiskeri og lodsvirksomhed sted på øen, til turismen gjorde sit indtog.
Øen minder mest om en hånd uden tommelfinger med pegefingeren let hævet. Mellem pege- og langefinger er den lange havn. Der er ikke meget andet på øen.
Åstol har stort set ingen natur. Men den har et lille børnebadested med en sjov vandrutschebane, hvor matrosen igen var heldig at finde en dansk legekammerat.
Lidt leg på havnen efter badet.
Havnen var godt fuld.
Havnen er i skrivende stund (2130) den mest fyldte havn, vi er stødt på på turen. De store både ligger i op til seks lag uden på hinanden, og de kan ikke længere vende i havnen. Selv da vi kom ind kl. 1200, var havnen fuld, dog ikke proppet.
Vi var heldige at finde en god plads. Det var vigtigt ikke at ligge langskibs, for vi vil gerne tidligt af sted.
Øen er ret unik med snørklede stier og ingen veje mellem husene. Der findes ingen biler og dårligt nok cykler på øen, for det giver ingen mening henset til øens lidenhed. Øen er unik, men man bør ikke blive hængende mere end en halv dag.
13. etape, Åstol - Öckerö
Udspring fra klipperne.
Åstol der kun kan underholde en familie i en enkelt dag blev forladt. Men forude ventede hård modvind, så vi valgte at gå gennem Marstrand og tage nogle sømil på loggen indenskærs. I Marstrand tankede vi på Koën, inden turen gik videre for motor til Öcker - en tur på kun 15 sømil. Men de næste par dage skulle der komme bedre vind.
Jeg havde vist tidligere lovet, at I skulle slippe for flere Carlsten-billeder. Her er vi på vej gennem en smuk smal passage væk fra Marstrand. Vi identificerede flere steder på ruten, hvor man ville kunne gå ind til klipperne.
Öckerö.
Öckerö havn er jævnt kedelig og ikke særlig velbesøgt. Men øen er dejlig. Her har vi forladt badestedet, hvor man kunne springe fra klipper, for at gå en kilometer på klipperne tilbage til havnen.
Så er vi næsten tilbage ved havnen.
Öckerö blev kun valgt for sin beliggende i forhold til hjemturen og fordi, vi ikke kunne blive længere ude på grund af vinden. Men vi manglede hver især én ting, 1) at springe fra klipper i vandet 2) Spise rejer og krabber og drikke hvidvin på klipperne 3) Købe ind i Systembolaget. Alle tre ting lykkedes på Öckerö.
Havnen var som nævnt ret kedelig, i hvert fald ved første øjekast, og også til "husbilar" og gav på den måde en lidt trailer park-agtig stemning. Men der var god plads hele aftenen. og natten med. Øen kan med fordel anløbes efter et langt transport-stræk, og der er gode provianteringsmuligheder tæt på havnen.
Øen vokser på en efter lidt tid. Dette i modsætning til Åstol, som man bliver mere og mere træt af. Går man lidt rundt, finder man en lækker delikatesseforretning på havnen, Aleks Bakeri, Systembolag ved havnen, klipper man kan springe ud fra og skøn natur.
Lige ved siden af Gästhamnen, hvor vi lå, var en stor hyggelig marina. Her var halvdelen af pladserne tomme. Men på grund af det svenske system for gæstehavne må man ikke ligge i deres hyggelige havn. I stedet har fiskerihavnen ved siden af lagt nogle broer ud, man kan ligge ved. Hvorfor er det smart?
14. etape, Öckerö - Varberg
Solnedgang over Varbergs legeplads og fantastiske badestrand.
For at udnytte den gode vind, stod vi op og gjorde klar til afgang kl. 0630 for at sejle mod Varberg. Turen var på 45 sømil.
Vinden var plat læns, og da vi endelig fik spileren op, måtte vi bomme med den nogle gange for at komme gennem de værste skær. Båden bag ved her valgt en plat kurs, mens vi bommede et par gange og fik lidt mere skæring på.
Denne store danske Bavaria kunne ikke holde os bag sig med kun et sejl oppe.
Kort efter mødet med Bavariaen knækkede spilerstagen. Det var helt udramatisk, og skyldtes nok bare metaltræthed. Men nedtagningen blev lidt kaotisk, og spileren blev en overgang til et meget stort flydeanker.
Ved turen til og fra Bohuslän er det en udfordring, at der ikke rigtig er noget spændende på ruten mellem Skærgården og Hallands Väderö - en tur på omkring 85 sømil. Enten skal man sejle hele den tur i et stræk, eller også må man finde en eller flere havne, som opfylder ens behov. I denne fantastisk varme sommer er muligheder for at bade udendørs helt afgørende.
Under alle omstændigheder faldt valget på Varberg, fordi jeg ikke gad besøge Bua eller Glommen igen, og fordi Varbergs to havne begge skulle være frihavne jf. Havnelodsen. Getterö-havnen, som vi gik ind i, viste sig dog ikke længere at være frihavn. Vi ankom efter ti timers sejlads med 45 sømil tilbagelagt. Sejladsmæssigt den bedste dag på turen frem til nu.
Getterön ved Varberg havde en virkelig god restaurant.
En ulempe ved denne havn er, at den ligger et stykke væk fra byen, hvorfor der ikke er indkøbsmuligheder. Man kan dog lægge sig kortvarigt i den anden havn og købe ind der. Getterön havn overraskede virkelig positivt, og der var masser af grønne pladser. Ja, grønne pladser som i Danmark. Ikke noget med en dedikeret havn ved siden af med gæstepladser.
15. etape, Varberg - Hallands Väderö
Hallands Väderös fyr i baggrunden. Vi byggede en varde, så andre også kunne finde vej. Senere viste det sig dog, at vi var gået uhjælpeligt vild.
Fra Varberg og til Hallands Väderö var endnu 43 sømil. Jeg havde givet spilerstagen en nødreperation, som kan holde, til vi finder en nyere brugt stage. Håber jeg. Men mens vindes retning var rigtig, så var styrken det ikke. Der var næsten spejlblankt på Kattegat, så det blev ni smukke men sejladsmæssigt uinspirerende timer på havet.
Alger? Eller pollen? Alger!
Så er vi der snart.
Vi har ligget flere gange ved Hallands Väderö før. Øen står ikke tilbage for øerne i Bohuslän. Der er bare kun den ene i en passende afstand fra Øresund. Vi ligger altid i det, der hedder Kappelshamn, men et par danske erfarne sejlere fortalte om masser af andre muligheder for at ligge sikkert i forskellige vinde.
Ved denne lille bro kan lige akkurat ligge tre både. Men pas på tidevandet! Det veksler 30 cm. Da vi skulle derfra om morgenen stod de to andre både og hoppede på klippegrunden, på grund af ebbe. Den ene, en Maxi 84, stikker 155. Hermed advaret!
De to erfarne danskere var begge medlemmer af Hallands Väderös Segelsällskap, der arbejder ihærdigt på at fastholde muligheden for sejlere at tilgå øen. Modstanderen i den kamp? Ejeren er ingen ringere end den svenske statskirke repræsenteret ved kirken i Torekov på fastlandet. De to herrer kunne fortælle, at den lille bro, vi lå ved, tidligere havde været forlænget af en længere bro, så der kunne lige op til et dusin både. Kirken havde dog nedbrudt broen, og lige nu er status quo, at der er denne lille bro med plads til tre både. Reelt ligger broen ikke ved øen men på et skær lige ved øen. I tidligere tider har der været en dæmning over til hovedøen, som man stadig kan se resterne af. Dæmningen er dog ikke, som jeg troede, gået til af tidens tand. Nej, kirken har bortsprængt den og ønsker den ikke genopbygget.
Man skal gå et stykke i knæhøjt vand for at komme fra skæret, Kappelshamn ligger på, og så ind til hovedøen.
Det er naturligvis fristende at melde sig ind i Segelsällskabet, men efter sigende er det ekstremt besværligt. Noget med 100 svenske i en konvolut og flere besværligheder.
Den ene af de to erfarne gutter er indehaver af denne smukke Nordisk krydser (uden motor) og denne hjemmeside, der bestemt er værd at fordybe sig i.
Som med alle andre skærgårdsøer udforskede vi øen, så snart vi have lagt til. Vi var stået tidligt op for at sejle og sov på skift, så allerede kl. 12 var vi på øen og kunne begive os mod første stop, iskiosken. Hallands Väderö er i nogen grad overrendt af endagsturister i dagtimerne. De holder sig mest omkring færgelejet, hvor der både er strand og iskiosk. Efter kl. 17 er kun sejlerne og enkelte andre tilbage. På stranden mod sælreservatet så vi et sælskelet. Vi tog en enkelt lille knogle med.
Rundtur på øen. Der var virkelig mange af den slags små broer gennem det, der alle andre somre end 2018 er vådområder.
Vandet var bare helt afsindigt lækkert. Både på turiststranden, men især i Kappelhamn. Her dykkede matrosen ned og kontrollerede, at ankeret havde bidt.
Turen fra Öckerö til Hallands Väderö vil jeg kalde 'transportsejladsen'. Det giver ikke mening at hyggesejle den strækning på 90 sømil på andre måder end i et eller to træk, uanset hvor meget jeg har rost havnene Glommen, Bua og Varberg. Fra og med Hallands Väderö og sydpå gennem Øresund er der igen havne på ruten, der er overliggerdage værdige.
16. etape, Hallands Väderö - Mölle
Det er svært at blive imponeret af smukke klipper, når man kommer lige fra Bohuslän. Men Kullen er bare sin egen og helt fantastisk. Orker man ikke et togt helt til Bohuslän, kan man få virkelig god svenskeridyl af nogle dage ved Kullen og nogle dage ved Hallands Väderö. Også havnen Arild på den nordlige side af Kullen er et besøg værd.
Efter en nat i Kappelshamn ved Hallands Väderö efterlod vi kl. 0800 vores naboer dansende på klipperne. Turen til Mölle ved Kullen gik halvt for sejl, bidevind, men så døde vinden, og vi måtte igen starte motoren.
Lige ud for Kappelhamn er et skær med 20 - 30 sæler, der ligger og klumper sig sammen, så det er en fryd. Ved Kullens spids mødte vi en stor flok marsvin, der lå og legede.
Havnelodsen reklamerer med, at der i Mölle er indkøbsmuligheder, og vi har ikke provianteret siden Öckerö, for tre dage siden, så det var tiltrængt. Desværre er der ingen indkøbsmuligheder. Overhovedet! Kun gallerier, krukkemagerier og masser og masser af restauranter og caféer. Et paradis for øko østerbro-speltmødre men forfærdeligt for sejlere, der bare vil proviantere. For den nette sum af 100 SEK fik jeg lov at købe et brød i en Café. Ellers drikker vi vand, som er det eneste drikkelse, man kan skaffe her.
I baggrunden Kullens fyr, som det lykkedes mig at komme op i. Fyret er dog ikke højt, det står bare på en høj klippe, så udsigtsmerværdien var til at overkue.
Et af flere gode badesteder på Kullen.
Ude ved fyret så vi en af to huler ind i klippen, hvor der har boet folk i stenalderen. Vi tog en bus ud til fyret og gik en smuk og strabadserende tur tilbage til Mölle.
Kullen har ufatteligt meget at byde på, og selv om vi har været her to gange før, er der stadig meget, vi har til gode. Dykning, klatring, kajaksejlads, tur på nordsiden med Lars Vilks labyrint.
Det er normalt til at få plads i havnen. Men den har en alvorlig ulempe: Man ligger dårligt her i for meget vind fra vest. Ellers havde vi taget overliggerdagen her denne gang, men belært af bitter erfaring, valgte vi at sejle videre.
17. etape, Mölle - Magretheholms havn
Man siger jo, at det er med Kronborg om styrbord, man er på vej hjem (til København). Vi styrer nu snarere efter Amager Forbrænding og Barsebäck.
Vi havde planlagt at dele turen hjem fra Kullen i to bidder, evt. med et besøg i Råå. Men hvor i dag skulle blive en god sejldag, ville morgendagen byde på overliggervejr, så vi besluttede at forcere mod København.
Vinden var agten for tværs det meste af dagen, men frisk nok til at holde god fart med fokken det meste af vejen. Sejladsmæssigt var det en fantastisk god tur. De 37 sømil blev tilbagelagt med en gennemsnitsfart på 5.5 knob. Det bedste stræk på turen.
Farvel, Kullen. Vi ses snart igen.
Da vinden løjede nok inde på Øresund, benyttede vi os af lejligheden til at få tørret spileren. Efter fadæsen på vej til Varberg med den kaotiske nedtagning var spileren blevet plaskvåd. Siden skyllet igennem med ferskvand. Desværre måtte den i dag hurtigt ned igen, da vinden var for spids og det blæste op kort efter. På billedet ses også nødreparationen af spilerstagen. Det virker ikke helt godt, så vi må nok se os om efter en anden.
Endelig fremme.
Efter fire uger i Sverige stryger matrosen det svenske høflighedsflag.
Men ferien er ikke helt slut. Vi bliver lige natten over i vores hyggelige havn. Vores hjemhavn, Magretheholms Havn, ligger på Refshaleøen i København. Det er lige på ruten, hvis man sejler gennem Øresund. Havnen er en frihavn, og i modsætning til flere svenske af slagsen, så fungerer den faktisk som sådan. På Refshaleøen findes nu også en hyggelig Café/Restaurant ved navn La Banchina og et nyt lækkert bageri, Lille Bakery. Ellers er der det populære, i sæsonen nærmest overrendte Reffen, som er efterfølgeren for den samling spisesteder, der tidligere var på Papirøen længere sydpå på Christianshavn (som Refshaleøen jo er en del af).
Nærmeste provianteringsmulighed ligger dog et par kilometer længere mod centrum. Men ellers har havnen egen restaurant, benzin- og dieselstander og to klubhuse med mulighed for grill og hygge. Legeplads og hoppeborg er her også. Her er næsten altid ledige pladser at få. Men havnen lider selvfølgelig også under den danske syge med at de fleste tomme pladser er røde, uden at de reelt er optaget. Så er man fræk, kan man altid få en plads.
Togtet til Bohuslän har været vores suverænt bedste hidtil. Fantastisk smukke landskaber, klipper og udforskning af øde øer og svenskeridyl har gjort turen uforglemmelig. Vi anbefaler varmt turen til alle danske sejlere. Motorbåde er måske mere egnede end sejlbåde, for det handler meget om at komme så tæt ind til klipperne som muligt. Og når man først er deroppe, sejler man meget for motor i sin sejlbåd alligevel.
Det er vigtigt at have noget godt ankergrej og være bekendt med at bruge det. Både ved klipper, men også i mange havne benyttes hækanker.
Vi havde ingen overliggerdage på turen. Vi bryder os generelt ikke om at ligge stille. Men selv i dårligt vejr er man oftest godt beskyttet, når man sejler indenskærs godt i læ for Skageraks bølger.
Som i Danmark er det selvfølgelig betydelig lettere at finde plads med en lille sejlbåd end med en stor. Men en mindre motorbåd er måske det bedste. Der er gode tankningsmuligheder langs "E6:an".
Gästhamn eller røde og grønne skilte?
Nord for Varberg observerede jeg oftest det svenske gæstehavnssystem, som går ud på, at enhver plads i enhver havn enten er en fast plads eller en gæsteplads. Mange havne har kun faste pladser, og anløb er derfor ikke tilladt. Andre havne har indrettet særlige sektioner af havnen til gæster. For eksempel var der på Öckerö en hyggelig havn med ægte sejlermiljø. Der måtte vi ikke ligge. Vi måtte ligge lidt derfra ved en dertil indrettet bro til gæster. Selvfølgelig sker der lidt mere på gæstebroerne, for alle andre er jo også gæstesejlere. Men ærlig talt, så kan jeg bedre lide muligheden for at møde og falde i snak med nogle af de lokale, når jeg sejler.
Ser man dette skilt ved en havn, kan man sejle ind.
I Danmark (og mange svenske havne tæt på Danmark plus Långedrag) er enhver plads i princippet en gæsteplads, når den faste ejer ikke bruger den. Så bruger man røde og grønne skilte. Et grønt skilt betyder, at ejeren er bortrejst, og pladsen kan anvendes. Smart. I princippet. Virkeligheden er, at både sejler hvileløst rundt i jagten på en grøn plads, mens de røde forbliver røde og tomme natten over. Skal man respektere en rød plads, når de fleste røde pladser reelt ikke bliver taget af den faste ejer inden næste dag? Det er lidt som at køre langsomt forbi vejarbejde for at tage hensyn til vejarbejdere, der tydeligvis ikke er på arbejde.
Det danske system er selvfølgelig i princippet det bedste og det smarteste. Men så længe der ikke er en bedre incitamentstruktur, så fungerer det jo ikke. Enhver tom plads er ledig. Spørgsmålet er kun, hvor længe den er ledig. 'Optaget' giver jo ikke mening, når pladsen ikke er i brug.
Hvis man end ikke vil tage stilling til, hvornår man skal bruge sin plads, så synes jeg ikke, man har krav på at holde den optaget. Hvor slemt er det også at komme hjem og se, at der ligger en på ens plads? Det er lige sket for os, så vi parkerede et andet sted og vente vores eget skilt til rød. Når gæsten har forladt vores plads, lægger vi os der.
Er der pladser at få i de svenske gæstehavne i Bohuslän i juli måned?
Vi var på forhånd blevet advaret om, at Bohuslän er fuldstændig overrendt i juli af nordmænd og svenskere i kæmpe både. Marstrand var den eneste superpopulære havn, vi bare skulle ind til. Men her fandt vi, at der var masser af plads, også om aftenen. Om morgenen hjalp jeg en tysk solosejler i en stor båd med at lægge til. Han sagde, at han var gået over til at sejle om natten og ankomme kl. 10 for at få plads. Marstrand er lige ved starten af Skærgården, og han sagde om pladserne længere mod nord "It is crazy up there. The further north you sail, the crazier it gets! There are so many boats!" Jeg hørte disse formaninger gentaget flere gange.
Men vores egne erfaringer er, at der var god balance mellem antallet af gæster og havnepladser i alle havnene, vi besøgte. Kun dansker-øen Åstol blev lidt proppet hen ad eftermiddagen. Men den ø kan man med fordel springe over alligevel.
Det er typisk sværere at finde plads i de populære danske havne om sommeren.
Transportsejlads, Motorsejlads, hvad et togt til Bohuslän handler om
Bortset fra seks sømil har vi sejlet samme distance som sidste års togt, hvor vi, på kortere tid, sejlede rundt om Sjælland og Fyn. Men under et togt i Danmark er det mest oplagt at sejle en mellemdistance hver dag. Under et togt til Bohuslän bør man sejle transportsejlads til Skærgården, hvorefter man sejler meget små ture rundt i området. De (ufatteligt mange!) gode steder ligger tæt, så det er unødvendigt at sejle i timevis hver eneste dag.
Et togt i Bohuslän handler om at være der og nyde naturen. Et togt til Bohuslän handler om lang transportsejlads på Kattegat. Et togt rundt i Danmark har lidt mere daglig balance mellem sejlads og havneliv. Min pointe er, at man sejler ca. lige meget på et Danmarks- og et Bohusläns-togt.
At ligge ved klipper og finde de gode og sikre pladser
Vi, og alle andre nybegyndere, brugte denne guidebog.
Man har som i Danmark brug for en slags Havnelods-bog for at gøre sig klar til anløb af havne, ankerpladser og klipper. Bohuslän er FYLDT med gode steder, hvor man kan ligge til klipperne. Et par hundrede af dem er beskrevet i denne bog, hvorfor præcis de steder selvfølgelig er lidt sværere at finde plads i. Til gengæld ved man præcis, hvad man skal gøre, når man ankommer, og der følger detaljerede kort med over pladserne. Senere på turen blev vi dog så erfarne, at vi turde gå lidt off the beaten track og eksperimentere med at finde vores egne steder. Men bogen var værdifuld for os hele turen.
Om solosejlads i Skærgården
Skærgården er bare ikke velegnet til solosejlads, fordi man skal sejle og navigere hele tiden, så der er ikke tid til også at nyde det. I øvrigt handler togtet om at nyde naturen, og det gøres bedst sammen med andre. Vi mødte kun en enkelt solosejler på turen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.