mandag den 17. juli 2017

Sommertogt 2017 - Transportsejlads til Horsens

Her ligger jeg godt og trygt i Mårup efter en lang tur på kryds fra Anholt.
København - Hven - Gilleleje - Anholt - Mårup - Horsens
Det årlige sommertogt skal i år afgå fra Jylland mod København. Derfor måtte jeg selv sejle båden til Jylland. En i princippet overkommelig opgave som dog blev besværet af, at vinden var imod hele vejen bortset fra første lille stræk til Hven, som blev gjort fra kl. 19 samme aften som jeg cyklede fra arbejde for sidste gang inden ferien.

På et 196 sømil langt togt var der faktisk medvind på det første lille stræk til Hven. Vinden var svag og ren plat, så jeg satte den store spiler op.
Jeg havde oprindeligt tænkt mig at gå til Helsingør første aften, men kl. 23 døde vinden totalt, så jeg sejlede ind til Kyrckbakken på Hven, som jeg netop lå ved. Havnekontoret var lukket, og det åbnede først kl. 8 næste morgen. Jeg sejlede kl. 5 videre mod Gilleleje, så jeg skylder en billet. Men turen derop var god, og jeg kunne sejle hele vejen for den store spiler. Jeg var nødt til at skære lidt mod Hven, men i stedet for at bomme måtte jeg gå i havn.

Jeg stod tidligt op, for kl. 13 skulle vinden friske til 10 - 12 m/s og blive der i 24 timer, og med den lige imod var det bedst at være i havn på det tidspunkt. Mens jeg krydsede mod nordvest, var jeg fristet af at gå til Mölle, men min erfaring siger mig, at man ligger meget dårligt der i hård vind fra vest, så jeg gik over stag og forcerede videre mod Gilleleje.

Op ad Øresund var der halv vind, så jeg monterede min nyindkøbte kasteblok i rælingslisten, for at eksperimentere med at skøde genuaen bedre.




Kasteblokken har jeg monteret med en skødekrog med gaffel-svirvel som denne her. Skødekrogen sættes så i rælingslisten og kasteblokken klikkes på skødet.
Helt nede i bunden af Gilleleje havn er der altid ledige jollepladser. Men kom ikke for tæt på sivene; der er grundt vand! Flere andre solosejler havde indfundet sig på de billigere rækker i deres små både, så vi hyggede, mens vi ventede på opklaring.
I Gilleleje lagde jeg mig på en af jollepladserne helt i bunden af havnen. Jeg blev der til kl. 13 dagen efter, hvor vinden skulle løje lidt. Herfra gik det videre mod Anholt på hård skæring. Men selv om vinden var passende, var søen det ikke. Det havde jo rusket løs i 24 timer, så der stod en irriterende gammel sø, og da vinden så løjede, kunne jeg ikke forcere søen de sidste sømil ind, og jeg måtte starte hjælpemotoren. Anholt er den mest isolerede danske ø, og fra Gilleleje er der 45 sømil i lige linje. Det er så langt, at man selv i klart vejr når derud, hvor man ingen landkending har. Den sidste landkending jeg havde, var Kullen, eller Kullaberg, som svenskerne siger. Tre timer senere dukkede Anholts forbjerg frem i horisonten. Selv i godt sejlervejr er det en både befriende og skræmmende fornemmelse at have horisonten fri for land og skibe og være helt alene i en lille båd og uden mobildækning. 



Anholt skulle kun have været et hurtigt stop inden min videre færd nordpå. Jeg havde lagt mig i yderhavnen for anker, for min erfaring siger mig, at Anholt kan være slemt fyldt i juli måned, særligt sent om aftenen. Og de andre gange jeg har været der, har folk ligget med hækankre ude. Så da jeg ankom i mørket, lod jeg krogen gå i yderhavnen. Det blev en urolig nat, hvor jeg måtte flytte ankeret og lægge mere kæde ud. Havnefogeden var så elskværdig at komme forbi min ankerplads i sin gummibåd og vække mig kl. 7, så jeg ikke skulle ligge der og have dårlig samvittighed over mine manglende havnepenge.

Mit mål for togtet var et besøg på Hirsholmene, som er Danmarks nordligste øgruppe. De lå endnu en dags sejlads nordpå, og vinden var gunstig. Men vejrudsigten lovede ikke mulighed for at komme sydpå igen, så besøget må jeg udskyde til en anden god gang. Jeg har en hel liste over interessante danske øer, jeg vil besøge, når vilkårene tillader det. Turen til Anholt og natten i yderhavnen havde været anstrengende, så jeg tog mig en overliggerdag på øen. Til min store overraskelse var havnen halvtom med mange ledige pladser. Tænk sig, på en dag midt i juli. En af de lokale fortalte mig, at folk søger mod øen, når vejrudsigten lover godt vejr i flere dage i træk. Det er en lang tur til øen, men det er turen værd, for øen er fantastisk, særligt hvis man har lidt tid derovre.

Ørkenvandring på Kattegat. Turen gennem ørkenen var smuk og udsædvanlig for danske forhold. Men også anstrengende, for det var svært at finde ordentligt fodfæste i de løse sand.
Ørkenblomster.


Øen har to hovedattraktioner, Fyrtårnet og sælreservatet. Desværre ligger begge dele en 10-11 kilometer lang gåtur gennem ørkenen i den stik modsatte ende i forhold til havnen. Så er den dag gået!

Sæler på Anholt. Flere har jeg aldrig set på en gang før. Heller ikke På Hallands Väderö.
Fyrtårnet på Samsø var under renovering, så det var ikke muligt at komme op og nyde udsigten.
Næste morgen stod jeg tidligt op for at sejle til Samsø/Tunø. Turen derned var ca. 60 sømil, men den blev forlænget en del af, at jeg skulle krydse hele vejen. Vinden var svingende i styrke, så jeg måte skifte sejl flere gange og også starte motoren undervejs. Efter 17 timer nåede jeg endelig Mårup på Samsø. Mårup har en udfordrende udgravet indsejling, og med vinden fra vest er der medvind ind, hvilket aldrig er særlig fedt. Jeg havde netop dagslys nok til at se kostene i indsejlingen, så selv om Helges kortplotter netop forinden var definitivt stået af, gik det fint.

Som på Anholt var vejret fint til en tur videre dagen efter, men jeg var helt udkørt efter en lang dag på havet, så jeg valgte at blive i havn. Samsø er skabt til at opleve på cykel, så sådan en lejede jeg på havnen, da jeg endelig over middag var kommet ud af køjen. Her cyklede jeg til Issehoved, Kanhave Kanal og så Beyergården i Mårup.


Kanhave Kanal. Samsø på det smalleste sted. Man kan se vand på begge sider, og det er ikke svært at forestille sig, at man kunne grave en kanal her. På hver side af kanalen er der en naturlig havn i form af en beskyttet bugt, så det har været et godt sted at samle rigets flåde inden et togt.
Om aftenen fik jeg besøg af min gode ven Fendersejleren, som var på vej hjem fra sin store rundtur på Kattegat. 
Her koger jeg lidt Samsø-kartofler til min ven Fendersejleren, som har tilbagelagt et langt stykke for at kigge forbi.
Dagen efter var vinden omkring 10 m/s fra vest, og det havde jeg ikke mod på at krydse i, så det blev til endnu en nat i Mårup. Mårup er en virkelig hyggelig lille havn og kan klart anbefales. Den overskygges måske lidt af Tunø, som ligger lige ved siden af og som i sandhed er et sejlerparadis. Men Mårup har andet at byde på som lidt mere hyggelig stemning, cyklture på Samsøs smukkeste del, Kanhave Kanal, Nordby og så selvfølgelig Beyergården. Havnen minder mest af alt om en lille version af Kyrckbakken. To hele dage på øen bliver dog hurtigt for meget. Men en dag er den bestemt værd. Kan anbefales som supplement til Tunø.

Endelig fremme i Horsens efter knap 200 sømil fra København.
Sidste stræk på turen i denne omgang var til Horsens. En tur på kun 25 sømil, som igen blev forlænget af, at vinden var stik imod. Jeg gik ud, da vinden skulle være løjet til 8 m/s. Men der stod nogle grimme søer ind i sejlrenden, så jeg måtte stå op helt agter for at holde skruen i vandet. Med god motorkraft lykkedes det mig at komme ud på det åbne, og så gik det vilde kryds mod Horsens Fjord. Først for fokken, hvilket var perfekt sejlføring til vejret. Båden gik godt gennem søerne, og jeg havde en god fornemmelse for højden. Senere løjede vinden, og jeg måtte skifte til genuaen. Ved indsejlingen til fjorden var vinden løjet fuldstændig, så jeg kunne tøffe ind for motor. Horsens Fjord er meget smuk, så selv motorturen var en fornøjelse.

Den lidt takkede rute fra København til Horsens.

En ny gadget. På det åbne hav holder jeg kun udsigt hvert kvarter og døser ellers resten af tiden.

En anden gadget, bluetooth-højtaleren, nu monteret om bøjlen til sprayhood'en.



onsdag den 31. maj 2017

One Star Challenge - Fremtidens kapsejlads?



Hvad er One Star Challenge (OSC)?
- OSC er en solosejlads rundt om Møn med start og mål i Køge og på i alt ca. 106 sømil, som første gang blev sejlet i 2017. Her er link til min logbog.

Hvad er specielt ved OSC?
- OSC er den eneste store solosejlads på Sjælland, og den er strategisk beliggende i Køge, så den kan nås af øresundssejlere, sejlere fra Køge Bugt og mod Kalvehave.

- Som Silverrudder sejles der efter søfartsreglerne og uden måleregler.

- Der er et fantastisk socialt arrangement. Det er måske lidt i modsætning til at sejle solo. Men der er mange hjælpere tilknyttet på land for at få arrangementet til at fungere og gøre det hele til en god oplevelse. De følger bådene på storsskærm. Alle både har også et shorecrew, som man er løbende i kontakt med. På banen sejler alle både med VHF-radioer, så man er i livlig kontakt med omgivelserne.

Hvordan tracker man bådene?
- Ved hjælp af App'en Keep Sailing, som til lejligheden har udviklet et ekstra tracker-modul.

Hvem har lavet OSC
- To større L23-tosser end forfatteren af denne blog - jo, de findes, men måske også kun de to.

Hvad kræver det at være med?
- 106 sømil er en udholdenhedsdistance. Vil man vinde, skal man være skrap. Vil man udfordre sig selv og sin makker skal man bare, nårh ja, være udholdende.

Kan jeg komme igennem Bøgestrømmen, når min båd stikker 2.20 meter?
- Ja.

Hvorfor kalder du det "Fremtidens kapsejlads?" i overskriften?
- I både min sejlklub og i L23-klubben diskuterer vi jævnligt emnet "Hvordan får vi flere både på vandet til kapsejlads. Ærlig talt ligger svaret lige for: Der er mange med båd, som ikke gider
    - sætte sig ind i kapsejladsreglerne
    - få blå nål og målt alle sejl ind
    - opdatere kapsejladslicens
    - forny klassebevis og overholde skrappe klasseregler
For det store flertal af sejlere der ikke orker sætte sig ind i hvad ovenstående betyder og indebærer og ikke kan se visdommen i at bruge tid og penge på det for at få en mere præcis angivelse af, hvor meget de taber til den forreste del af feltet, til dem er der brug for et alternativ. Jamen, kan man så ikke bare sejle Sjælland Rundt som Cruising? Nej, for så kan man ikke få lov at starte i samme løb som sine L23-venner, eller hvem det måtte være, for de sejler DH/Klasseløb.

Men, hvad så med retfærdigheden, ryger den ikke, når man ikke har et præcist mål?
- Jo, retfærdigheden bliver nok lidt mindre. Men der er alligevel så mange andre tilfældigheder, der spiller ind, at alt bøvlet er for stor en pris. For de fleste er det en showstopper. Min båd er ikke klasset og ikke målt ind og bliver det heller aldrig. Men jeg vil gerne være med.

Hvorfor skal man sejle OSC?
- Man lærer sig selv bedre at kende.
 -Man lærer sin båd bedre at kende.
- Sejladsen er mere tilgængelig end for eksempel Silver Rudder. 106 sømil ligger bare bedre til små klassebåde end 134. Og for mange sejlere er Køge tættere på end Svenborg.

Hvilke udfordringer er der i sådan et løb?
- Der er to slags. Bliver det meget hårdt vejr, kan det være fysisk krævende. Bliver det meget løjt vejr, bliver det en lang tur, og det bliver psykisk krævende.

Hvad kunne være bedre?
- Flere billeder! Man kan aldrig få nok billeder.
- Flere både.

Hvor kan jeg læse mere, og hvornår er det i 2018?
- Her. 1. juni går det løs. Jeg håber, vi ses.


tirsdag den 30. maj 2017

One Star Challenge - Helges logbog


Billede taget af skipperen til D99 "Karma", som var på besøg på vandet.
One Star Challenge er en ny solosejlads rundt om Møn fra Køge. I alt 106 sømil. I år var første gang, den blev afholdt, og der skulle i år sejles "Bøgestrømmen først". Bådene blev inddelt i tre grupper efter længde, små, mellemstore, store. Løs i øvrigt mine betragtninger om sejladsen her.

For at få båden til Køge i godt selskab havde jeg allieret mig med min DM-skipper fra Faaborg og Nivå.

Jeg havde min gode ven, den gamle mange-dobbelte Danmarksmester ved roret til Køge, så jeg kunne hvile armene til de næste dages strabadser.
Vi slog følge til Køge med min ven, fendersejleren.
Starten
For at være sikker på at få en god start gik jeg i god tid ud på banen. Jeg var der kl. 0930, altså en halv time før. Desværre var jeg for langt fra dommerbåden, så jeg hørte ikke skuddene. Da jeg så spilerne, indså jeg, at starten var gået. Jeg havde dog kun tabt tre minutter, og hvad er det på en sejlads, der skønsmæssigt burde kunne sejles på 24 timer?

Nå, op med genuaen og derefter op med spileren. Desværre kunne jeg ikke få genuaen op. Der var kludder med mit forsejlsnedhal. Men jeg fik det løst, og derefter op med spileren og genuaen ned igen, og jagten gik ind på feltet.


De lokale Køge-sejlere var gået lidt fri af land. Måske er her forklaringen? Jeg var tæt ved at sejle ind i en masse bundgarn, men jeg kunne skære med spileren og lige akkurat undslippe dem.
L23-kontoret. Plotteren havde taget sig en fridag, så jeg monterede skyndsomt lidt grej på skottet. Bemærk håndsettet til VHF'en. VHF blev brugt flittigt på løbets kanal (77). Tastaturet brugte jeg til kontakten med mit shore crew. 
På billedet en af mine ærkerivaler i løbet, en Eugthene 24, en gammel IOR 1/4-tonner. Den havde ikke sat spiler i starten, så da jeg endelig fik sat min, indhentede jeg den hurtigt. Men så løjede vinden, og den satte sin kæmpespiler op, så nu blev jeg udsejlet. Det blev ikke sidste gang, jeg så den.
De andre L23'ere var lidt foran, en var gået længere ud af bugten, så ham så jeg ikke igen før Bøgestrømmen. De to andre fulgte samme strategi som jeg, dog uden at sejle direkte mod bundgarnspælene.


Spilerdrama ved klinten
Jeg fulgte de to andre L23'ere, "Dory" og "MaLiMa", rundt om pynten mod syd, nu var der kommet lidt mere skæring på, og jeg følte, at jeg hentede på dem.

Tæt ved pynten var der både mere skæring og flere kastevinde, og det skule hurtigt vise sig at blive en udfordring for "MaLiMa" og "Dory". Den enes spiler flækkede, og den anden måtte droppe sin i en fart, og den trak faldet med ud gennem masten. "MaLiMa" havde dog en ekstra gammel spiler og "Dory" kunne jo i princippet spilersejle med fokkefaldet, men oven på den omgang, var det nok ikke lige tid at sætte spiler igen.

Hvad er kønnere end Stevns Klint? Stevns Klint med en flot L23 i forgrunden. Her er det "Dory".
Jeg havde konservativt valgt den lidt mindre og fladere skæringsspiler, og med den forventede jeg at kunne sejle helt til Bøgestrømmen. Skæringsspileren kunne jeg holde oppe i vindspringene, så nu var jeg den eneste i vores lille gruppe med spiler oppe, og jeg åd mig langsomt ind på de andre og fik også et lille hul ned til dem.

Vindskift i Fakse Bugt
Nu følte jeg mig virkelig ovenpå. Jeg lå toer ud af fire L23'ere, og den førende "Anna Bella :)" så ud til at have forsejlet sig. Jeg kunne se i kikkerten, at han ikke rigtig havde luft i spileren.

Efter konsultationer med mit shore crew valgte jeg at gå så tæt under land, som jeg kunne, for der at fange den lovede vind.
Desværre vendte vinden mit i Fakse Bugt. Jeg prøvede at bomme mig ud af problemerne med spileren, men lige meget hjalp det, ned skulle den.


Mens jeg bøvlede med det, kom "MaLiMa" og "Dory" drønende, de havde nemlig korrekt sejlføring til de nye forhold. "MaLiMa" kom forbi, og "Dory" fik kontakt. "Anna Bella :)" kom først ind i Bøgestrømmen.

Bøgestrømmen mod Nyord og videre til Alexandrines Bro
Gennem selve Bøgestrømmen gik det langsomt for svag vind. "Dory" var lige efter mig i taleafstand, men jeg holdt stand et stykke tid. I L23-dysten var "Anna Bella :)" og "MaLiMa" kommet lidt frem ad banen, mens "Dory" og "Helge" ikke helt havde fundet vinden. Flere både gik på grund, blandt andet Eygethene 24'eren (som kom fri ad egen drift for motor) og en H-båd, som ikke kom fri og måtte udgå.

Der var meget svag vind, men vi kunne dog sejle det meste af tiden. Flere af de mellemstore både, som startede en time efter os, begyndte at komme op.

Her er "Dory" kommet op.
Han overhalede mig, drak min øl, sejlede ind i mig ...
... og så blev jeg helt sat i hans dårlige luft.
Også "Dory" var nu kommet op. Hvorfor sker det? Jeg var meget frustreret. En ting var, at "Anna Bella :)" og "MaLiMa" kunne sejle hurtige længere fremme. De havde måske bedre vind, hvem ved? Men "Dory" lå lige ved siden af, og alligevel gik han forbi. Jeg kæmpede hårdt for at komme op. Men selv om han talte i telefon i måske en time, var det som om, han lagde mere og mere afstand. Det føltes på en måde uretfærdigt.
Her en Banner 28. Flot båd. Rygtet vil vide, at den er til salg.

Mere "Dory".

Første nat, afgørelsens time
"Helge" Efter "Dory".
Efter Alexandrines bro kom natten. Feltet havde som et sprængt cykelfelt fordelt sig i grupper. Lokale og meget svage vindforhold gjorde, at folk var lidt låste i grupperne.

Jeg lå lidt Efter Eugethene 24'eren og "Dory", hvis skipper stadig talte i telefon og stadig rykkede længere og længere frem.

Mit shore crew havde instrueret mig i, at jeg var nødt til at komme frem ad banen i natten, koste hvad det ville. Men det var svært, og der var ingen vind

Jeg kæmpede med at zigzagge for at være der, hvor der var en smule ripples på vandet, jeg skar hellere lidt længere frem for at platte, og når jeg skulle krydse, forsøgte jeg at kigge så langt frem ad vandet, som min lygte tillod, så jeg kunne lægge krydsene efter det vind, der var.

Jeg var bagerst, men ikke sat. Jeg var frisk, så valget mellem at smide krogen og sove eller at tage kampen op var let.
Først lidt ud at finde vind ...
... så lidt ind at finde vind, og Eygethnenen "The First" blev overhalet.
Og endelig blev "Dorys" lanterne rød! Sporene på trackeren viser et eller andet tidsrum, og her er det tydeligt, at jeg havde fanget lidt vind længere ude.
Men "Dory" gav ikke op. Nu fulgte en nat med et intenst drama, hvor "Dorys" lanterne konstant skiftede mellem alle tre farver. På et tidspunkt virkede det som før som om, "Dory" havde lidt bedre boatspeed, og han forsøgte som før broen at gå forbi mig i læen. Lidt frækt holdt jeg "Helge" tæt op ad en grund, så han ikke kunne gå forbi der men måtte gå den anden vej.
Endelig luft.
Netop som jeg havde fået et lille hul, blev vinden død bag mig. Bemærk "Dorys" korte spor.
Lidt senere blev der også en svag modstrøm, og selv om jeg følte, jeg sejlede, kom jeg ikke fremad. Feltets eneste X99'er kom mod os for motor. Det var et forvarsel om, hvad der var i vente. Der blev bandet grumt over VHF'en forude over strøm- og vindforhold ved Farøbroerne, hvilket på en eller anden måde holdt modet oppe hos mig, for jeg tænkte, at jeg med lidt held kunne komme op til feltet foran. Da jeg så "Maxine" sejle tilbage for motor, gik det op for mig, at jeg nok ville blive sidste båd i mål, hvis jeg kunne gennemføre.
Jeg var altså kommet forbi "Dory". Det føltes på en måde retfærdigt. Men hvordan kunne det lade sig gøre? Held og vedholdenhed er vigtige faktorer i en sejlads som denne, men jeg har siden tænkt, at mit ikke helt reglementære storsejl kan have spillet en rolle. Da "Dory" overhalede mig, var der svag vind, men dog vind nok til at et storsejl uden gennemgående pinde kunne holde sin facon. Da natten kom, var vinden så svag, at min genua ikke kunne stå, som jeg ville. Mit storsejl med løs fod og taperede gennemgående pinde kunne jeg mod bomudhalet få til at stå lige, som jeg ville. Sådan et sejl er ikke tilladt i klasseløb, men denne sejlads var netop åben for ikke-klassede både.

Lys forude, God Karma
Da lyset kom, kunne jeg holde blikket rettet fremad på banen. Jeg var tilfreds, Eygethene 24'eren var helt væk, "Dory" lå måske en sømil bagude, men mellem os var vandet spejlblankt! Jeg nærmede mig Farøbroerne i meget svag vind, men ingen strøm. Da jeg skulle igennem den næste bro, var der en smule modstrøm. Underligt nok vendte vinden, da jeg var mellem de to broer, så jeg igen skulle krydse. Men de skulle vise sig at være en fordel, for jeg kunne se langt frem ad banen i min kikkert og planlægge flere kryds frem, hvor jeg skulle lægge mig for ikke at gå i stå.

Jeg mødte tilskuer-L23'eren D99 "Karma", som man lige kan skimte i starten af denne video. "Karma" har fået ny ejer, siden jeg så den sidst. Det var mellem Farøbro nr. 2 og Stubbekøbing, hvor jeg kom op til feltet.

Samling ved Stubbekøbing 
Ved Stubbekøbing og lidt før lå feltet nok så pænt og ventede på mig. De to andre L23'ere lå ved en bro. Jeg havde kontakt, om end jeg forventede, at de måtte være udhvilede og klar til endnu en dag, mens jeg var ved at være træt. Også tre mellemstore både lå her, H-båden "Sif", Banner 28'eren og feltets udenlandske indslag, en erfaren polak, lå ved en bro og ventede. Da han så mig, sejlede han ud, og pludselig lå jeg i en ny gruppe ved Stubbekøbing.

Hvad jeg ikke vidste, var, at de andre L23'ere ikke længere var i løbet. Blandt de tre skippere var de to arrangører af løbet. Om de udgik af pligt eller nød, ved jeg ikke, men det var sørgeligt, for det var netop deres indbyrdes "Challenge", der havde født løbet. Men nu var det altså op til mig, hvis en L23 skulle fuldføre løbet.

Endelig udsigt til åbent farvand igen. Vejrudsigten havde lovet, at vinden skulle friske lidt derude.


Dramaet ved Grønsund
Ud gennem Grønsund var der kommet noget modstrøm, og jeg havde svært ved at hænge på resten af gruppen, som satte mig i hullet, hvor jeg virkelig skulle kæmpe for at komme ud.

Jeg så de tre mellemstore både krydse ud gennem de snævre løb. Jeg selv havde for længst lagt min rute. Både Navionics og min Garmin kortplotter, som i øvrigt igen virkede efter sin fridag, anbefalede ruten. 
Da jeg var kommet ud af hullet, drejede jeg til bagbord syd om Flæskegrund, men nord for det afmærkede løb, som mine konkurrenter krydsede igennem. "Nu får jeg en time på dem!", nåede jeg at tænke, inden jeg først ramte bunden og derefter gik på grund. Der burde have været masser af vand under kølen, men det var der ikke! Jeg var træt og tænkte ikke klart, så jeg smed bukserne og sprang i vandet for at skubbe båden fri, men vind og strøm blev ved med at presse båden op på grunden, så jeg måtte tilbage i båden og tænke, nu med hjertet oppe i halsen. Til sidst fik jeg drejet båden den rigtige vej, fik den skubbet fri og hevet sejlene op, og jeg sejlede tilbage, hvorfra jeg kom og måtte tage den på kryds ud gennem den afmærkede rende.

Der skulle krydses meget for at komme ud. Normalt ville jeg aldrig tage alle 14 koste ud, men jeg var meget chokeret efter oplevelsen med de svigefulde kort, så jeg turde ikke tage chancer, når jeg kunne se bunden. Efter en 30 - 40 vendinger kom jeg endelig ud, og fra nu af var det "smooth saling" hele vejen tilbage til Køge. Der var endda lidt vind at sejle på. Kun et problem havde jeg: Jeg var ved at være træt.
Da jeg nu var kommet fri, fik jeg overskud til at tænke mig om. Jeg burde nok have lagt en forfortøjning på og så trække båden ud på det dybe. Jeg er over en halv meter højere en båden stikker, så det burde kunne lade sig gøre.

Møns Klint, ingen roser uden torne
Efter at have kæmpet mig frem for bidevind til Møns Klint gik jeg så langt fri af klinten, som jeg tænkte var rigtigt. Jeg har sejlet der to gange før, og der var begge gange store vindhuller. Det skulle undgås, så jeg kunne nå Køge. Desværre kom jeg ikke langt nok fra klinten, og jeg var igen fanget i næsten ingen vind. Men jeg kunne se vinden lidt længere ud, så jeg slog et slag ud og fangede den.

Jeg blev ringet op af en af arrangørerne, som fortalte mig, at ingen både kom ind inden for tidsfristen kl. 18. Det blev jeg noget chokeret over, for jeg var ikke klar over, at der var en tidsgrænse. Jeg troede, at jeg blot ville komme for sent til festen. Jeg var ikke kommet til Køge for at vinde, men for at gennemføre, og jeg havde givet alt, hvad jeg havde, og så kunne jeg ikke få en tid. Det var frustrerende, og jeg overvejede at sejle hjem til Lynetten i stedet. Jeg valgte dog at fortsætte.

Fakse og Køge Bugt - kampen mod søvnen
Alt talte for, at i denne svage vind skulle man sætte spiler. Men jeg var træt, og orkede ikke. Efterhånden som vinden dalede, og min fart reduceredes til omkring 2½ knob, indså jeg, at hvis jeg skulle komme frem til Køge i vågen tilstand, måtte jeg sætte den. Genuafaldet kinkede, så jeg fik genuaen ikke helt ned.

Ahh, fra 2.5 til 5.0 knob efter en sjælden spilersætning helt efter bogen. Den gamle skæringsspiler "Trofast" har aldrig fejlet mig.
Med spileren oppe gik det i fin fart helt til Stevns Klint. Da jeg nåede Stevns Klint skulle jeg enten platte og tage spileren ned lidt efter eller bomme. Jeg har aldrig bommet en spiler i mørke, og jeg var helt udmattet, så jeg forsøgte mig med at platte. Men ellers trofaste skæringsspiler er dårlig til én ting, nemlig at platte. Et par sømil gik det godt

Ikke mere strøm på batterierne, alt fejler
Jeg havde nu ti sømil, altså to timer, ind. Jeg mente, at det kunne jeg nok lige klare. Men så begyndte det at gå galt. Jeg kunne ikke holde spileren plat, og den snoede sig uhjælpeligt om forstaget. Jeg måtte op og tage den ned, men jeg kunne ikke. Den sad fast om genuaen, som stadig sad et par meter oppe. Jeg så ingen anden udvej i mørket end at surre spileren fast i en pølse om forstaget og så sejle ind for storsejlet. Nu var der tre timer ind. Min 50.000 MAH (3.8 V) powerbank til min Navionics-tablet var nu stået af, min 150 AH (12 V) batteribank var flad efter sikkert 36+ timer med selvstyrer (køleboksen havde jeg forlængst slukket). Skippers batterier var også flade, men jeg havde intet andet valg end at styre båden med håndkraft ind. Det er sikkert ikke den store kraftanstrengelse at styre en båd, som kun har et sejl oppe, men er man udmattet, er det en kamp. Båden var ikke længere i balance.

Køge og grænsen er nået
Endelig fremme ved Køge efter 43 timer på vandet fandt jeg min grænse. Jeg kom til Køge for at teste mig selv og båden af, og jeg skal love for, det lykkedes. Jeg havde ikke klaret 44 timer. Så måtte jeg have kastet anker og sovet i bugten.

Jeg hallucinerede slemt til sidst, jeg så skibe, der ikke var der, så lys blive tændt i mørket på havet, og vandet på mit søkort lignede en elefants hoved, så jeg virkelig skulle koncentrere mig om, at det var et søkort og ikke en elefant, jeg kiggede på.

Men ind kom jeg. Det var lyst, og klumpen af spiler fik jeg hurtigt ned, da jeg kom i tanke om, at det var det kinkede genuafald, der var årsagen. Efter et par timers søvn var der morgenmad med de andre skippere, med hjælpere og arrangører, og umiddelbart efter sejlede jeg hjem.

Selv om ingen fik officielle tider, så havde L23-klubbens bestyrelse udlovet en L23-halvmodel som vandrepræmie for "hurtigste L23 rundt", og det var Helge jo sådan set, selv om tidsgrænsen var overskredet.
Den skulle snart få et lidt mere professionelt OSC-logo og så en mindeplade. Med tiden vil der kommer mange mindeplader til, og i hvert fald en af dem vil bære Helges navn. Jeg var ikke forhåndsfavorit, for de køgeske drenge er skrappe. Men jeg kommer igen næste år, og jeg vil kæmpe min chance for at få modellen med tilbage til Lynetten.
Turen hjem til Lynetten var begivenhedsløs, men jeg så i kikkerten "Første båd i mål", der også var på vej hjem. Jeg havde kæmpet en time med vindstille på bugten, før jeg kom i tanke om "Du sejler jo ikke kap længere. Tænd dog motoren".
Se hele løbet re-live her og min tur her.

mandag den 1. maj 2017

April 2017, træning i blæsevejr

Selv om april var meget blæsende, lykkedes det at træne spilersejlads nogle gange.
Genuaen har ligger trygt i sin kistebænke hele april måned. Det har overvejende været koldt og blæsende. Det har givet mig muligheden for at træne hårdtvejrssejlads med hvad det indebærer af rebesystemer, stress og planlægning. Overvejende er det gået godt, men en enkelt gang mistede jeg i et kraftigt pust kontrollen over båden og fik fyldt cockpittet med vand. Jeg opdaterede tidligere på sæsonen mit rebesystem, men jeg må føre det tilbage til det oprindelige, så jeg bedre kan rebe, når det virkelig rusker. Det nye system har for meget, der kan gå i kludder.

På trods af vejret, er det blevet til mange gode sømil i april. Det mærkelige spor langs Amager skyldes, at jeg lå og sejlede mod en større båd, som kun havde et sejl oppe. Der har ikke været mange både på vandet i april, så det gælder om at finde nogen at trimme mod, når man får chancen.

Årets første spilertur. Som det måske fremgår, var der et syndigt rod i cockpittet. Det skyldtes både, at jeg var lidt ude af træning, men også at flere ting ikke rigtigt fungerede.
1) Søgelænderet gør alting mere besværligt, så det måtte af
2) Frølårene til mine nye barberhal ville ikke bide. Frølårene fejler ingenting, så på med andre barberhal
3) Frølårene til spilerskøde/gaj var for små, så jeg ikke kunne låse dem med en hånd: Nyt, nyt, nyt 

Nye frølår monteret. De gamle fejler intet, de er bare lige på den lille side. Jeg lader de gamle sidde, til jeg skal lukke en større samling huller næste gang. Systemet er nu testet og virker fint, dvs., jeg kan betjene dem med én hånd. Jeg har drejet dem lidt, så de sidder vinkelret i forhold til udgangen på hvert spil.

Efter flere ugers venten blev det endelig tid til spilersejlads. Her tester jeg skæring med skæringsspileren. Ja ja, stadig lidt spaghetti i cockpittet

Jeg har længe haft lyst til at teste, hvor tæt man kan gå til vinden med skæringsspileren. Det viser sig, at man kan gå til ca. halv vind absolut. Det ligner foran for tværs, men et studie af mine GPS-spor, hvor jeg sejler skiftevis på den ene, skiftevis på den anden halse afslører, at jeg sejler parallelt med sporet fra før bomning.

For overhovedet at kunne håndtere spileren alene er jeg nødt til at have en form for selvstyrer/vindror. Det er noget, jeg har eksperimenteret med, siden vi købte båden for lidt over tre år siden. Dette justerbare elastiksystem er det bedste, jeg hidtil har testet. Det tager lige lidt tid at justere, men så kan båden ellers sejle derudaf. En kold tur rundt om Hven blev lidt bedre af, at jeg kunne sidde i kahytten og varme mig en times tid. Man har fint udsyn gennem vinduerne i kahytten og en tablet med Navionics fungerer som kortplotter.

Som noget nyt, kan Matrosen nu også styre. Hun kan holde en kurs, hvis hun har noget landkending at sigte mod.